Af alle litterære Arbejder er intet saa utaknemmeligt som Oversættelse af Digtere. Vil man beholde Originalens Versemaal, da er det vel ikke engang mueligt at undgaae een af tvende lige farlige Klipper: enten nøjagtig at følge Digterens Tankegang, Ordføjning og Udtryk, og da bliver Oversættelsen stiv, kold, unaturlig; den; vil læses uden Interresse; thi den bliver ingen Oversættelse, fordi man har tjent Originalsproget paa sit eget Sprogs Bokostning. Det bliver endnu stedse Originalen, men i en fremmed Dragt, som vanskaber og skemmer den. Dette er indlysende naar man sammenligner Sprogenes Karakteer, og da finder, at der saare sjelden gives tvende fuldkomne Synonymer; at Ordføjningen ofte burde heelt forandres; og at den Tanke, som i det ene Sprog udtrykkes med to Ord, i det andet ofte fordrer tre gange saa mange. Vil man paa den anden Side favorisere sit eget Sprog, da maae Originalen lide, og man skriver en Omarbejdelse.
En prosaisk Oversættelse maae ved første Øjekast synes endnu mindre istand til at opfylde sin Hensigt. Her er den samme Forskjel — kan man med Rette sige — som paa at læse et Skuespil, og at see det opføres. Vist nok berøves Digteren een af sine skjønneste Prydelser: han taler istædet for at synge; han gaaer istædet for at flyve; men saa har man ogsaa Digteren selv; man kan oversætte ham, og dog i sin Prosa beholde et Tonefald, en Velklang, som for det musikalske Øre ikke vil blive ubemærket.
Det er intet svagt Beviis for den prosaiske Oversættelses Fortrinlighed, at Macpherson netop valgte denne; og ved at sammenligne en bogstavelig latinsk Oversættelse af Ossian med den engelske, er jeg blevet forvisset om, at Macpherson har leveret Verden den sande Original; thi han synes mig samvittighedsfuld at have opfyldt Oversætterens første og højeste Lov: Søg at udtrykke Forfatterens Tanker saaledes som han selv vilde have udtrykt dem, om han havde skrevet i dit Sprog! Denne Lov har Macpherson fulgt: ogsaa jeg har søgt at følge den; og skjøndt den danske Ossian er en Oversættelses Oversættelse, haaber jeg dog, at den ej skal være meget forskjællig fra den gaeliske.
For følgende uvæsentlige Forandringer og Afvigelser fra Macpherson ville Læserne modtage mine Grunde. — Den Mængde af Anmærkninger, som denne har vedføjet sin Oversættelse har jeg deels forkortet, deels samlet og concentreret i Fortalen og Registeret, for ikke alt for meget at afbryde og opholde Læsningen. — Jeg har ej heller tilføjet Digtenes Indhold, for ej at spilde Læsernes Interresse og hindre den behagelige Uvished og Overraskelse under Læsningen. — Ikke heller venter jeg at blive dadlet, fordi jeg har forandret Overskrifterne til nogle af Stykkerne, og givet dem — i mine Tanker — mere passende Navne. Thi disse ere næsten alle tilsatte af Macpherson, og han er ogsaa kun Oversætter. — At jeg har gjort en Omskiftning i Digtenes Orden: f. Ex. sat Kampen med Caros som Begyndelses- og Ossians sidste Sang som Slutnings-Stykke, og iagtaget Tidsfølgen i de irlandske Krige, troer jeg heller ikke man vil kunne misbillige.
Man kunde maaskee vente, at jeg ikke vilde slutte min Fortale uden en Lovtale over min Digter; men efter som jeg er en Hader af ethvert unyttigt Arbejde, overlader jeg den til Fremtidens Lærde, der engang ville commentere over Ossian i Qvarter og Folianter. — Den som forstaaer den celtiske Digter ville neppe læse min Lovtale, og om han end læste den, vilde han dog finde den kold, mat og kedsommelig: og den som ikke forstaaer Ossian, vilde heller ikke forstaae min Lovtale.