Den britanniske Halvøe har rimeligviis, tillige med Irland, faaet sine første Indbyggere fra det lige over for liggende Gallien. Dette fremlyser klarligen af deres oprindelige Lighed i Skabning, Levemaade, Skikke og Religion, som Julius Cæsar, og efter ham flere romerske Forfattere har beskrevet. Vel beretter Tacitus, at germaniske Colonier skal have sat sig ned i Albion; men skjønt denne Mening ikke er saa grundet som hiin, er det dog ikke desmindre mueligt, at nogle tydske Skarer i ældre Tider kan have sejlet over til Britannien; thi det er ikke aldeles usandsynligt, at Galler og Germanner oprindeligen have været een Folkestamme.
Eftersom nu Gallerne i Engelland formerede sig, have de udbredt sig mod Norden, indtil hele Øen blev befolket. Fra Wales synes end videre det sydlige Irland snart at have faaet sine Indbyggere, ligesom det nordlige Irland og Hebriderne noget sildigere have faaet sine fra Scotland. Dette stadfæstes ved de historiske Mindesmærker, som findes i Ossians Digte. Han skjælner nemlig mellem Ullins Sønner — dem som beboede det nuværende Ulster — og Bolgas Sønner — som boede omtrent i det nuværende Munster. Han beretter videre, at Ullin havde Overkonger af Scotsk Herkomst, og Bolga derimod sine fra den ligeoverfor liggende Deel af Engelland; samt at disse tvende Kongestammer levede i bestandig Fiendskab.
Disse to store Øers Indbyggere vare inddeelte i mangfoldige smaae Stammer eller Horder, hvis Fyrster stedse bekrigede hinanden, saavel enkelte, som flere i Forening. Krigene endtes sædvanlig med Tvekamp mellem de fjendtlige Fyrster. Disse boede i ældre Tider i Huse af Træe, sildigere af Steen, ved Bredden af en eller anden Elv; da Almuen rimeligviis nøjedes med Klippehuler og Jordhytter. Deres Forretninger var Krig, Jagt og Sang. Deres Føde var Vildt og tamt Kvæg. Deres Drik formodentlig Mjød. Hver Fyrste havde sin egen Barde, som fulgte ham allevegne med sin Harpe, forestillede hans Gesandt ved fremmede Fyrster, indbød dem til Fred, Kamp eller Gjæstebud. Han kvad Stridssange for at opflamme Hæren til Tapperhed, Fredssange for at hæmme Blodsudgydelse, naar een af Fyrsterne var falden. Om Aftenen besang han Forfædrenes Bedrifter, Krig og Kjerlighed. Men Bardens vigtigste Forretning var dog, at synge over de faldne, da deres Aander ellers ikke kunde samles med deres Fædre i Skyerne; men maatte svæve i den tykke Taage afsides i Kjær og Moser, hvilket blev anseet for den største Ulyksalighed efter Døden. — Sjælden lod en Fyrste sig nøje med een Barde, men jo mægtigere han var, jo flere samlede han omkring sig; og deres Personer vare stedse hellige.
Af udvortes Gudsdyrkelse findes intet Spor hos Ossian: Aarsagen er denne. — Efter Julius Cæsars Indfald i Britannien havde Romerne ofte at bestille med Caledonierne. De sidste maatte stedse vige for Romernes Taktik; skjønt den fornemste Aarsag til deres Tab var deres urigtige Maade at føre Krigen paa. Hver Fyrste anførte nemlig sine egne Folk, som han syntes bedst og uden nogen Overkommando, maatte Hæren naturligviis snart bringes i total Uorden. Dette indsaae Trenmor, Ossians Tipoldefader, og han formaaede Fyrsterne til at vælge en Anfører for de forsamlede Tropper, hvis Magt skulle ophøre med Krigen. Selv var han den første, som saaledes valgtes, og fra den Tid vare Romerne ej istand til at vinde fast Fod i Scotland; men bleve endog ofte overfaldne af de indstrejfende Caledonier, mod hvem de opkastede en Vold, liig vor Dannevirke. Druiderne, som havde en stor Deel af den verdslige Magt i deres Hænder, blandede sig ogsaa i denne nye Indretning, og modsatte sig Trenmors Families tilvoxende Vælde. Men denne greb til Vaaben, og udroddede aldeles Druidernes Orden. Religionen, som stedse havde været en Hemmelighed iblant dem, forsvandt med dens Præster; og skjønt nogle af dens Lærdomme vel kan have været bekjendte blandt Folket, maatte de dog snart for største Delen gaae i Glemme. At der findes saa liden Spor til Religion hos Ossian, kan følgelig udledes af tvende gyldige Grunde. For det første vare Druiderne, Religionens Præster, den Ossianske Families afsagte Fiender: og for det andet har Guderne, om man troede paa nogle, kun havt lidet at gjøre med de menneskelige Handlinger. Religionens Levninger, nemlig Sangene over de afdøde, Læren om Aanderne, fandtes nu hos Barderne, en, Druiderne underkastet, Orden, som vedblev, da hiin ophørte.
At Folket dog har havt et Begreb om overnaturlige Væsener er aabenbart; men deres Magt var for ringe til at fortjene Navn af Guder. En Dagens Aand, der stundom viste sig i den yndigste Skikkelse om Middag i den solbestraalede Dal: en Nattens Aand, der kom indhyllet i alle Naturens Rædsler, omkastede Bjerge og Skove: en Tordenens Aand, der udstrakte sin flammende Haand fra Skyen og dræbte Dalenes Sønner: en Stormens Aand, som oprørte Havet, nævnes vel i de gamles Sange; men deels var deres Magt saa svag, at de ofte maatte vige for en behjertet Kriger, som havde Mod til at gjennemhugge deres luftige Lemmer; og deels er det tvivlsomt, om de ikke ansaaes for afdøde Heltes Aander. For en mægtigere Guddom har Ossian vel anseet den saa ofte omtalte Loda eller Odin; men ogsaa han blev overvunden af Fingal. Overalt var Aandernes Indflydelse ubetydelig, og til et Fatum eller Skjæbnens Guddom findes intet Spor. — Havde Ossian havt Idee om et guddommeligt Væsen, sikkert skulde han ikke have spurgt Solen: hvorfra ere dine Straaler, hvorfra dit evige Lys? — Et Liv efter Døden var en almindelig rodfæstet Folketroe. De afdødes Aander opholdt sig ved Sumper og Moser, indtil Barden havde sjunget over dem, og da samledes de hos deres Fædre i Skyerne, reed paa Storme fra Sted til andet, (dette var Aarsag til Hvirvelvinde): fortsatte deres Beskjeftigelser her i Livet, talte om de efterlevende, deeltoge i deres Families Skjæbne og advarte dem om forestaaende Farer i Drømme og Aabenbaringer.
Celternes første Dyd var Tapperhed, den anden Gjæstfrihed. Den første Roes var: han er en Lue i Strid; den næste: han er ingen Skye for Vandreren. Deres Forhold mod Kvinderne var ærbart, fuldt af Agtelse og ingenlunde despotisk. Enkelte Undtagelser ere ingen Beviis herimod. En Kone kunde endog uden skjællig Aarsag skille sig fra sin Mand, og han maatte da dele sit Gods med hende. Ægteskabets eneste Baand var Kjerlighed; men det var stærkt, og holdt som oftest til Døden.
Agerdyrkning var dem aldeles ubekjendt. Deres Konstfærdigheder vare faae: Harpespil, Skibsbyggerie og Vaabens Forfærdigelse. I Fingals Tidsalder synes det dog som Bygningskonsten har begyndt at faae et bedre Udseende. Der tales om Porte og Piller; men siges ej af hvilken Materie de vare gjorte. Deres Harper vare meget simple; formodentlig havde de kun 3 Strenge. — Deres Vaaben vare fuldkomnere, deels af Jern, deels af Kobber. De forstod endog at anbringe Sirater, som sees af Beskrivelsen over Cathmors Skjold i Temora 7de Sang. Deres Stridsvogne har endog været prægtige, forfærdigede af poleret Træe, indlagt med funklende Stene. (Formodentlig af det Slags, som findes paa Scotlands Kyster). Saadanne Vogne havde kun Fyrsterne Ret til at eje, og deraf det saa ofte forekommende Epiteth af vognbaarne.
At Celterne havde bragt Skibsfarten til saadan en Højde, at de endog besejlede hele Scandinavien, kan slet ikke falde utroeligt, naar man overvejer, at de vare Øeboere omgivne af mange mindre Øer, som de jævnlig besøgte; og at de havde Scandinaverne til Naboer, der meget tidlig foretoge sig vidtløftige Sørejser, og som formodentlig kan have været hines Lærere i denne Videnskab. I stedet for Touge betjente de sig af Remmer, udskaarne af Dyrehuder; og Stjernerne vare deres sikkre Compas.
Trenmor var den første af Ossians Forfædre, der især udmærkede sig ved sin Tapperhed, og tillige den første, der omtales af denne Digter. Hans Sønner vare Trathal, som succederede ham, og Conar som blev Konge i den nordlige Deel af Irland. Comhal var Trathals Søn, og den af Ossians Forfædre, som Digteren mindst omtaler, formodentlig formedelst hans voldsomme og uvise Regjering. Han var Fader til Fingal, den fuldkomneste Helt, som baade Historien og Poesien kan fremvise. Hans Krige vare mangfoldige, med Scotter, Britter, Irlændere, Scandinaver og Romere. Ved sine Krige med de sidste, og navnlig med Caracalla, og ved sin Sønnesøns Oscars Tog mod Carausius — er man blevet istand til med temmelig Vished at bestemme Ossians Levetid til det tredie Aarhundrede efter Christi Fødsel. I saadant et Land, paa saadan en Tid, og blandt saadanne Mennesker udgik Ossian til Lyset. Den mægtigste Konge, den fuldkomneste Helt, det ædleste Menneske var hans Fader, de gjæveste Kæmper hans Venner. Han opvoxte blandt Vaaben og Harper, var Vidne og Deltager i de tappreste Bedrifter, i de højmodigste Handlinger, hørte tusinde Barders Sange til Fingals og sine tappre Forfædres Priis. Hans Sjel var Ild, og han blev liig sine Fædre i Heltedaad. Men kun i Kampen var hans Sjæl en fortærende Ild, den var dannet end mere for Venskab, Kjerlighed og Sang: den var en Elv, som flød ved liflige Toner1. — Han traadte i sin store Faders Fjed, han knuste de hoffærdige, hjalp de svage og betrængte; og naar Sværdet hvilte sank han i Venskabs og Kjerligheds Favn, og Conas Dal gjenlød af hans Glædes Sange. — Men Aarene fremrandt, de røvede ham sin elskede Everallin. Hans Venner faldt een efter den anden: hans Brødre bortreves i deres faureste Ungdom. Hans eneste Søn, hans Oscar døde: ogsaa Fingal gik til sine Fædre. Ene var den blinde Olding tilbage, ene blant alle sine Venners Grave, og han den sidste af sin Slægt. Da sang Ossian, og gjennem Aarhundrede gjenløde Scotlands Bjerge af hans Kvad.
Barderne lærte hans Sange og de bleve overleverede fra Slægt til Slægt. Fingals Guldalder var ikke mere, dens Helteaand forsvandt; men Barderne bleve, og deres vigtigste Beskjæftigelse var at lære de Ossianske Sange og meddele de yngre dem. De samledes fra alle Kanter i Riget for at lære nye Digte, og for at berigtige og complettere de engang lærte. Gjennem alle Rigets Forandringer bleve Barderne og deres Forretninger de samme, at synge sin Velynders eller Fyrstes og hans Forfædres Roes; men fremfor alle de ossianske Sange. Det var højes og laves Moroe i de lange Vinternætter: Hyrdernes Tidsfordriv om Sommeren, deres Forretning om Vinteren. Endogsaa efter Bogstavskriftens og Bogtrykkerkonstens Indførelse bleve faae af Ossians Digte afskrevne og færre trykte. De for deres Ossian saa enthusiastiske Scotter gjemte dem i en troe Hukommelse, og lige til Midten af det 18de Aarhundrede er sikkert saare lidet tabt af disse Sange. — I femten hundrede Aar vare disse Oldtidens kostbareste Levninger bevarede; men nu stod Verden i Fare for at tabe dem, næsten førend den kjendte dem. — Nederlaget ved Culloden, Undertrykkelse og talrige Udvandringer til America, havde underkuet og adsplittet Scotterne. Man fandt ej længere Tid og Lyst at høre paa Barderne; de bleve oversete og ringeagtede. De forsvandt een efter den anden, og hist og her fandtes kun en Olding i en Afkrog af Riget, som kvad sin Digters Sange blant Klipper og Dale.
Da traadte Macpherson frem, og sikkrede sin egen Udødelighed ved at redde Ossians. — Vel havde flere før ham oversat enkelte Stykker i det engelske Sprog; men disse Oversættelser vare næsten slet ikke bekjendte uden for Scotland, og desuden alt for faae og smaae til at kunne gjøre nogen Opsigt. — Macpherson havde oversat et længere Digt og viist det til sine Venner, og andre Scotter af Lærdom og Smag. Disse understøttede og opmuntrede ham nu til en Rejse gjennem Højskotland og Hebriderne, for at samle alle adspredte Levninger af Ossians Digte. Han rejste og kom tilbage beriget med Haandskrifter, som han deels havde fundet saaledes, deels nedskrevet efter gamle Barders mundtlige Foredrag. Nu drøftede, adskilte og ordnede han alle disse adsplittede Stykker, og denne hans vedholdende Flid og Skjønsomhed have vi at takke for Temora og Fingal. Thi de bleve hidtil sjungne i mange usammenhængende Stumper, ligesom Homers Rapsodier, førend de bleve samlede af Hipparch. Det faldt aldrig Grækerne ind, at gjøre Pisistrats Søn den Ære, at beskylde ham for Forfatter af Homeri Digte: Scotterne ej heller at gjøre Macpherson til Autor af Poesier, han kun havde oversat. De kjendte dem allerede alle i Originalen, ja endog flere end Oversættelsen indeholder, og som Macpherson, maaskee af overdreven Samvittighedsfuldhed, holdt tilbage. De andre Ossianske Oversættere tilraabte ham almindeligt Bifald saavel for hans heldige Oversættelse, som for hans Skjønsomhed i at sætte de vidt adskilte, dem selv velbekjendte, Stykker tilsammen. Sydskotterne læste og henryktes, Engellænderne læste og undredes: alt var Enthusiasme. Men i Følge den engelske Originalitet fik nu ogsaa een det højst originale Indfald2 at beskylde Macpherson for det ubegribelige Bedragerie: selv at have skrevet Digte, som alle Secler ville beundre, og sat en andens Navn derunder. Menneskets Bevæggrunde kan ikkun Gud bedømme, og Digteren i det højeste ane; men vist er det, at den overmaade lærde Dr. Johnson var, som andre Engelsmænd, en afsagt Fiende af Scotterne, og fremfor alle af Macpherson, som han udøste sin Harme paa, ved at gjøre ham til Forfatter af Ossians Digte. Engelland studsede ved denne besynderlige Paastand, men Pluraliteten, som til alle Tider har havt en særdeles Forkjerlighed for alt ubegribeligt, som stedse hellere har villet troe end vide, fandt nu ogsaa Dr. Johnsons Hypothese meget troværdig: og Europa var da overbeviist om, at Macpherson selv var Fader til den dejlige Datter, som han tillagde en anden Æren for. En Beskedenhed, hvortil der ej findes Mage i sex tusinde Aars Historie.
Førend jeg skrider til Gjendrivelsen af denne Hypothese, kan jeg ikke undlade at gjøre Læserne bekjendte med Macphersons forunderlige Fiender. Dr. Johnson, bekjendt for sin udbredte Lærdom, havde gjort en Rejse gjennem Scotland til Hebriderne, og paa samme Rejse, end videre gjort den Opdagelse at en Sang, som han undervejs hørte, og som sagdes at være af Ossian, var forfærdiget i Anledning af en scotsk Families Udvandring til America. Denne Opdagelse gjorde han uden at forstaae et Ord af det højskotske Sprog; en Omstændighed, som er værd at lægge Mærke til. — Den anden af Macphersons Modstandere var en vis Mr. Shaw, et Subject, hvis Levnet og Karakteer fortjener en nøje Beskrivelse. — Han blev født paa Øen Arran, hvor der tales en Dialect, som er aldeles forskjællig fra det rene scotske eller galiske Sprog. — Han studerede Theologie og erholdt et lidet Embede, som ikke var istand til at ernære ham. Han forlod da denne Bane og besluttede at søge sin Lykke som Forfatter. Han skrev en Grammatik i det galiske, ham ubekjendte Sprog, som naturligviis ingen Lykke gjorde. Han foretog sig herpaa at skrive et endnu slettere Lexicon i samme Sprog, og rendte til den Ende gjennem alle Londons Gader med Subscriptions Planer. En Deel af de for deres Fødelands Ære og deres Modersmaals Opkomst saa nidkjære Scotter subscriberte, og Mr. Shaw saae sig endelig istand til at udgive et Miskmask af alle de scotske og irske Dialecter, han kunde overkomme. Scotternes Foragt for Forfatteren og hans Product var lige stor, og Mr. Shaw havde anvendt sin Møje forgjæves. Som et Notabene være det sagt, at Shaw i disse sine Skrifter stedse havde roest Ossians Digte, og aldrig yttret mindste Tvivl om deres Æld- og Ægthed. Da nu denne Lykkeridder ikke havde været synderlig lykkelig i at smigre scotsk Nationalkjerlighed, besluttede han, at vende sin Kaabe om, og prøve hvad Fordeel han kunde høste af engelsk Nationalfordom. Han iførte sig da Dr. Johnsons Liberi og foretog sig paa hans Pung en Rejse i Scotland. — Paa denne famose Rejse besøgte han adskillige lærde Scotter, som vare i Besiddelse af Ossianske Manuscripter. Af disse laante han nogle; men leverede dem aldrig tilbage. Formodentlig har han opbrændt dem, for at fremme sin Hensigt. Hos andre røbede han sin fuldkomne Uvidenhed i det galiske Sprog; thi af de fremlagte M. sc. var han ikke istand til at oversætte een eneste Linie. — Han vendte da endelig tilbage og udgav sin: Undersøgelse om Ælden af Ossians Digte. Den Grundvold hvorpaa han opførte sit Luftkastel var følgende postulatum: at alle Scotter vare Løgnere, han selv allene undtagen. Forundringen over denne ubegribelige Frækhed vil for en stor Deel bortfalde, naar man bliver underrettet om, at denne Shaw er offentlig og apodictisk overbeviist om forsætlig Løgn, nedrig Utaknemmelighed mod Velgjørere og Venner, og lumpent Bedragerie mod sine Undergivne foruden flere stygge Laster3 — Saaledes var det Menneskes Levnet og Tænkemaade, hvis Bedragerier en stor Deel af Europa har fæstet Liid til.
Da baade hans, Dr. Johnsons og de øvrige Macphersons Modstanderes Indvendinger mod Ossians Ælde og Ægthed ere de samme, vil jeg her fremsætte dem samlede.
Den Indvending, at alle Scotter, følgelig ogsaa Macpherson, ere Løgnere, haaber jeg Læserne fritage mig for at gjendrive.
Vildsvinejagt omtales ikke i Ossians Digte. — Man behøver blot at gjennemlæse Digtene, for at see, hvor lidet Shaw kjendte til den Sag, han stred imod.
Bisons (et Slags vildt Hornkvæg) omtales heller ikke af Ossian. — Et besynderligt Indfald, at slutte af hvad der ikke findes i Digtene til disses Uægthed! — Forresten vil enhver, som er bekjendt med Digterens Højhed, og som veed, at han stedse hentede sine Lignelser fra de ædleste Gjenstande i Naturen, indsee, at saa ringe og uskjønt et Dyr ikke ville komme til at figurere i Ossians Poesier.
Macpherson har ikke fremlagt Ossians egne Haandskrifter. — Ossian skulle altsaa have skrevet sine Digte nogle hundrede Aar førend Bogstaver bleve bekjendte i Scotland!! — En Indvending, som beviser Modstandernes store Svaghed.
Paastaaer Dr. Johnson i sin Rejse til Hebriderne, at der i Scotland ej fandtes M. sc. som vare over hundrede Aar gamle. — Man mærke for det første, at Dr. Johnson ikke forstod en Toddel af disse M. sc.: og for det andet, at han heri har hele Scotland imod sig, som har fremlagt hundrede og atter hundrede Beviser paa det modsatte.
Fingal og Temora har aldrig været Scotterne bekjendt, saaledes, som Macpherson udgav dem: ergo ere de Macphersons eget Arbejde. Men de havde været almindeligt bekjendte stykkeviis; ja mange Scotter klagede endogsaa over, at Macpherson havde udeladt flere Episoder: ergo har Macpherson ikke forfattet, men blodt ordnet og samlet dem.
M. sc. ere ikke skrevne i den scotske eller earsiske Dialect, men i den irske: følgelig ere de ikke scotske. — Heri skjuler sig et Sophisterie, som nøjere skal vorde lagt for Dagen. Sydskotterne (Lowlanders) kalde nemlig Højskotternes (Highlanders) Sprog earse, en Benævnelse, som for disse er aldeles ubekjendt. Modstanderne ville altsaa have M. sc. skrevne i et Sprog, som ikke existerer. Men Højskotternes Sprog kaldes af dem selv gaelic, og dette er aldeles synonymt med irsk: følgelig er irsk og gaelisk ikkun et Sprog, og at sige at M. sc. er skrevet paa irsk er det samme som at sige, at de ere skrevne paa gaelisk eller oprindelig højskotsk.
De i Scotland værende M. sc. ere skrevne med saxiske Bogstaver. Man maae forundres over, at saa lærd en Mand som Dr. Johnson ikke vidste, at der aldeles ingen Forskjel var paa saxiske, irske og gaeliske Bogstaver, men at de alle, vare dannede efter de latinske.
Have Ossians Digte saa længe existeret og været almindelig bekjendte i Scotland, hvor er det da mueligt at de nu først saa sildigt ere blevne bekjendte for den øvrige Verden og især for Engelland? — Dertil kan anføres mange fyldestgjørende Grunde. — Engellands Foragt for Scotland og dets Sprog, som hos dette sidste Land til Gjengjæld har bevirket Kulde og Ligegyldighed mod det første. — Den store Forskjel mellem begge Sprog. — Hertil kommer de mange Vanskeligheder, som hindrede en Oversættelse. Fra Engellands Side kunde den ingen Opmuntringer faae. Det anede aldrig saadanne Digte, og hvis Rygtet om dem endog udbredte sig blant Engellænderne, har de ikke engang troet dem en Undersøgelse værd. — Scotterne følte ingen Trang til at meddele deres stolte og fordomsfulde Naboer disse deres elskede Bardes Digte, der ere saa forskjellige fra alle andre Digte i Verden, at de tvivlede paa, om de nogensinde ville gjøre Lykke uden for Scotlands Bjerge. Digtene selv ere affattede i saa mange harmoniske Versarter — hvori en stor Deel af deres Ynde bestaaer — at en rhytmisk Oversættelse er aldeles umuelig. — De ere for en Deel satte til Musik, og deres for Øret saa henrykkende, stedse varierende Tonefald, gjorte, at man ikke let skulde falde paa en prosaisk Oversættelse; og dog var dette den eneste muelige, naar Digterens Aand ikke skulle tabes. — Og foruden alt dette udfordredes der endelig et med Ossian nær beslægtet Genie, som dermed forbandt Læsning, Smag, Lyst til sit Arbejde, dyb Kundskab i begge Sprog, og vedholdende Flid. En saadan Mand kan man neppe tænke sig i alle de foregaaende Secler.
Hvorfor ikke fremlægge M. sc.? — Man gjorde det, og Modstanderne svarte: de ere oversatte af engelsk. Et snurrigt Indfald, at skrive prosaiske Digte i et fremmed Sprog, og oversætte dem paa Vers i sit Modersmaal! — Man fremstillede indfødte Højskotter af den laveste Klasse, og lod dem opramse flere hundrede Vers i de vantroendes Paahør. Forgjæves! De vare underkjøbte af Macpherson og hans Venner, som med stor Besvær havde proppet dem disse Vers ind i Hukommelsen. De gjorde deres Eed paa, at de havde hørt og lært Digtene i deres Barndom, mange Aar før de enten kjendte Macpherson eller nogen af de andre: hjalp altsammen intet. Alle Scotter vare Løgnere og deres Eed ugyldig!
Dersom den ossianske Original existerede, hvorfor da ikke publicere den tilligemed Oversættelsen? Ved Udgivelsen af sin Oversættelse, anede Macpherson vistikke, at han skulde blive mistænkt for Forfatter. Scotterne kjendte Originalen, den kunde ikke have nogen Nytte for Engellænderne, og vilde have fordoblet Omkostningerne ved et Værk, som Macp. desuden ikke torde haabe vilde faae nogen stærk Afsætning. — Men hvorfor ikke udgive Originalen sidenefter da man raabte saa hæftigt paa den? Her er det, at man med Smerte maae erkjende den menneskelige Svaghed. Macpherson beruset af det stolte Haab, af hele Verden at blive anseet for Forfatter af disse Mesterværker, en Ære som man absolut vilde paatvinge ham, begyndte tilsidst at forsvare sig svagt og lunken omtrent som een, der vil tabe; han holdt M. sc tilbage, ja maaskee undertrykte dem. Han var den eneste som var i Besiddelse af dem alle tilsammen; og for en anden vilde det være et herculisk Arbejde anden Gang at samle og ordne dem. — Denne Brøde har han dog for en Deel afsonet ved paa sin Dødseng højtidelig at erklare Ossian for den rette Forfatter og sig selv for blot Oversætter. — Hvor stor Vanskelighed det var at faae Originaldigtene samlede, vil man see deraf, at et heelt Selskab (Highland society) tilsidst har maattet forene sig i denne Hensigt. Nogle Hæfter have de allerede udgivne, og Verden vil da snart blive tilfulde overbeviist om Ossians Ælde og Ægthed.
Den meest grundede af alle Indvendinger, og som for dem der ere ubekjendte med Scotlands Forfatning synes uigjendrivelig er følgende: Hvorledes er det mueligt, at saa mange, og tildels saa store Digte, have kunnet bevares ved blot mundtlig Tradition hos saa raat og uvidenskabeligt et Folk; ja ikke blot bevares, men det endog uforandrede og uforfalskede? For det første henviser jeg til det som forhen er anført om Barderne, og naar man ret overvejer dette, vil man finde det saare troeværdigt: at disse Barder, som selv vare Digtere, og som i deres hele Liv ingen anden Forretning havde end deels selv at digte, deels at lære og ved alle Højtider og Sammenkomster at synge de allerede bekjendte Digte — at disse Barder have været istand til at lære, huske og meddele andre nogle tusinde Vers, et Hukommelses Værk, som sikkert mange i vore Tider endog kun med et Aars Flid ville kunne udføre. Hertil kommer adskillige kraftige Hjelpemidler, som disse Barder havde: ikke allene de selv som Digtere, men endog hele Nationen vare enthusiastisk indtagen for Ossians Poesier; de lærte dem altsaa con amore, og Lysten drev Værket. Bardernes Embede var hæderfuldt, jo flere Digte de kunde recitere, jo højere bleve de anseete, og Folkets Roes og Fyrsternes Æresbeviisninger vare dem de stærkeste Drivefjedre: en ikke mindre kraftig Ansporelse var den indbyrdes Kappelyst, som herskede blant disse Folkesangere; thi de samledes ofte ved Fester og hos de Store i Landet, og søgte da at overgaae hinanden: en anden Fordeel af disse Sammenkomster var, at de derved sattes istand til at conferere, rette og supplere, saa næsten ikke en Stavelse kunde tabes eller forvanskes: end videre vare Ossians Digte forfattede i saa flydende et Versemaal, det ene Vers hængte saa nøje sammen med det andet, at de vare saare lette at lære og vanskelige at glemme: og endelig bidrog selve Nationens Raahed og Uvidenhed til at lette Arbejdet for Hukommelsen. Den menneskelige Hukommelse, der er saa rummelig, ja — saa at sige — næsten umættelig, er aldrig stærkere end hos den raae og ulærde. Jo mindre Tænkning, jo færre Videnskaber: jo større Hukommelse. Jo mere Forstanden hviler: jo stærkere virker Hukommelsen. Exemplerne herpaa ere mange og indlysende. At Scotland ikke er det eneste Land, hvor saadan en mundtlig Tradition har fundet Sted, viser Historien. Germanerne, Spartanerne, Peruanerne og flere afgive lignende Exempler; hvortil kommer, at disse Nationer bleve deels oversvømmede, deels beblandede med Fremmede; men Scotterne derimod have stedse uforstyrrede været istand til at vedligeholde deres Sprog, deres Sæder og Skikke.
Jeg har nu — som jeg haaber — af historiske Grunde tilfulde overbeviist den fordomsfrie Læser om deres Vildfarelse, som ansee Macpherson for Autor til nærværende Digte. Tvende andre, for al Rimelighed blottede, Hypotheser tør jeg paa dette Sted ikke heller forbigaae. Den første, at Ossians Digte skulle være forfattede af flere Barder og til flere forskjællige Tider, er alt for absurd til at den ikke ved Gjennemlæsningen skulde bortfalde. Den anden, at Digtene skulde være forfattede af en Barde i det fjortende eller femtende Aarhundrede har ligesaaliden Grund. Slige Digte i Mørkets, Vankundighedens og Fanatismens Tidsalder! Der hørte Mirakler til at stadfæste saadan en Troe. Man indvende ikke at det tredie Seculum var endnu mere raat og ucultiveret. Det var netop Heroismens og Digtekonstens naturlige, men ædle, store og ufordærvede Alder: og hos Ossian forenede Skjæbnen alle de Forholde og Omstændigheder, som ene ere istand til at danne den fuldkomne Digter. Han var en mægtig Konges Søn, og selv Konge over en ædel og tapper Nation: derfor var han ædel, stor, højmodig, majestætisk. Han var Mand, Fader og Heltes Ven: derfor var hans Sjæl gjennemtrængt af Venskab og Kjerlighed. Han var Kriger og Sejerherre i de Krige, han besang: hvo skulde kunde besynge dem bedre? Han omgikkes med mange Nationer, alle Naturens ufordærvede og uforstilte Børn: hvo skulde bedre end han kjende det menneskelige Hjerte? Han blev gammel, blind, forladt af Fader og Brødre og Venner: heraf denne Tungsind, som paa eengang rører og fryder, smelter og henrykker det menneskelige Hjerte.
Men om end alle de anførte Beviis ikke vare forhaanden, saa vil dog den som læser og forstaaer Ossians Digte fuldkommen føle sig overtydet om, at de ere hans og ingen andens. Hvor var det vel mueligt, at et Nutids Menneske, han være nok saa meget Digter — kunne saa fuldkommen sætte sig ind i en Tidsalders Aand, som han aldrig kjendte? tale et Sprog saa himmelvidt forskjællig fra alle andre dødeliges? vedligeholde denne Aand og dette Sprog uden en eneste Gang at falde tilbage til sit Modersmaal og sin egen Tankegang? Hvor var det mueligt, at han saa aldeles skulde have udelukt Begrebet om et guddommeligt Væsen fra sine Digte, der dog unægtelig vilde have bidraget saa uendelig meget til deres Forskjønnelse? Hvor var det mueligt at spille denne overmenneskelig svære Rolle saa længe lige til Enden, uden med et Ord, ja uden engang med den skjulteste Hentydning at røbe sig? Ja var det end mueligt at Verden kunde frembringe saadant et ingenium, hvad skulde da bringe ham til den Selvfornægtelse, at tillægge en anden Æren for sit Arbejde! I Sandhed, dette Menneskes Sjæl vilde være et evigt, uopløseligt Problem for alle Verdens Psykologer.