Der bankedes hårdt på min Port inat.
Jeg vågned. Det lød som Torden.
Så sprang jeg af Sengen, rev Vindvet op —
det isned mig gennem Skjorten:
En Knokkelmand stod med Le på sin Ryg
og grinede udenfor Porten.
Bestyrtet trak jeg mit Hoved ind.
Den anden dernede skar Tænder.
Han slog i Porten og rusked dens Lås
med hårde, klaprende Hænder.
Forgæves. Så satte han sig overskrævs
og red på Trappens Gelænder.
Der led et Par Timer. Han flytted rundt.
Ti Jærnet skar ham i Bagen.
Men hver Gang jeg voved at kige ud,
så nikked han snu, forslagen . . .
Da skred gennem Gaden en ensom Mand,
formummet under et Lagen.
Den anden studsed. Han så ikke mer
til mig og glemte at nikke.
Han sad og slugte den fremmede Mand
med mørke, grådige Blikke.
Men pludselig sprang han af Gitret ned
og slog ham om Halsen en Strikke.
Fornøjet gumlende slæbte han af
i Nattens Mørke med Rovet.
Den fremmede lod sagtmodigt og fromt
sig føre ved Enden af Tovet.
Jeg åbnede Døren og fulgte med
på Afstand angstfuldt benovet.
Vi vandrede gennem den ganske Stad,
hvis Gader lå natteøde,
til Kirkegården, hvor Stenene stod
med Navne på alle de døde.
Dér gabed en Grav, en frisk og ny —
min egen — mig tom imøde.
Men Knokkelmanden gik fløjtende frem
og så sig omkring i Haven.
På Stedet kasted han Le og Reb
og tog sin Fange i Kraven.
Der opstod en Kamp. De stredes en Stund.
Så tumled de begge i Graven.
De blev dér længe. Da rejste sig én —
ej den, jeg tænkte og trode . . .
Den fremmede stod dér, lys som en Gud,
med Øjne, milde og gode.
Jeg løb hen til ham, mens Solen randt op,
og faldt ham henrykt tilfode.
Påskelørdag 1899.