Nu siger Solen så mangt Godnat
til alle de Fugle på Kviste;
lad smutte i Busk, lad dukkes i Krat
hver Sjæl, der Søvnen vil friste!
Og Klokkerne sender et Nadverbud
fra Tårnets dækkede Mile:
Kom hid og kast eders Møje på Gud,
og han skal give jer Hvile!
Så bliver det stille — den bløde Em,
der stiger fra Mark og Vænge,
den væver et Glemselens Slør for dem,
som vandrer bedrøvet til Senge.
Men Munken, der ringed til Angelus,
har slået Lugen til Side
og stirrer ud med Solfaldets Blus
på Kutten og Kinden den hvide.
Han kender ej til at stride sig varm,
er ikke af Arbejd besværet,
hans Dag forbløder sig tom og arm
med Solen i Aftenskæret.
Ak, hvem der dog kunde æde sit Brød
— og var det dryppende svedig —
i Kamp med Fattigdom, Sorg og Nød,
kun ikke bestandig stå ledig!
Ti såret, slagen, hvad gjorde det vel,
ifald, som de andre derude,
han kunde træt i den yderste Kvæld
få lagt sit Hoved på Pude!