Oktoberhimlen er tåget og grå,
det styrter i Strømme fraoven;
Luften er kølig, dens Ånde rå,
Dagen kaster sit Lys på skrå
mellem Stammerne inde i Skoven.
Man sjapper i Vand på den sølede Sti,
det risler fra Bladenes Kummer,
og Vinden, der føler sin Strube fri,
løfter sin Røst til et Litani,
sukker og stønner og brummer.
En Sjælemesse. De ved og forstår
det alle, de Træer i Lunden.
De nikker med Hovedet: Dagene går,
Sommeren følger den spirende Vår,
og nu er Sommeren svunden.
Den nøgne Ahorn skjuler sin Top
i Bøgens falmede Blade,
og Birken læner sin smidige Krop
mod Ellen og skørter sig frysende op
i sin tyndslidte, gule Brokade.
Men frem i Skoven, langs Adelvej,
drager et sørgende Følge;
Kragerne flyver med Skrig og Ståhej,
alle Småblomsterne nejer sig
over Græssets krummede Bølge;
ti gennem dybe, dryppende Spor
bæres langsomt de sidste
Rester af Lyset og Livet til Jord,
og Skyerne driver som Sørgeflor
over Sommerens åbne Kiste.
Og medens Toget skrider forbi,
stille, men uden at standse,
og Bladene drysser mod Vej og Sti,
hvirvler i Luften for fuglefri
at flette den døde Kranse,
falder der bag en isnende Dug,
til Blomsten i Græsset er blegnet
så tager Blæsten sig endnu et Pluk —
en klagende Lyd, et dæmpet Suk,
og Følget forsvinder bag Hegnet.
Jeg fulgte det til Stenten
ved Skovens Vangeled,
jeg klavred op ad Skrænten,
hvor Foden gled og gled,
og satte mig på Leddet til at ride,
mens alle mine Tanker for så vide.
De visne Blade dryssed
ned over mig en Stund,
og dalende de kyssed
mit Øje og min Mund;-
det var, som om de vilde til mig sige:
»Du selv er kun som en af vore lige!
Du kvider for en Sommer,
der tykkes dig så kort,
nu Efteråret kommer
og bærer Livet boit;
og dog skal selv du visne mellem Løvet,
og dog skal selv du smulre hen i Støvet!«
Hvor disse Blade tynged
min Nakke som med Åg!
De på mit Bryst sig dynged
som Muld på Kistelåg;
og Blodet gløded hedt i Pulsens Esse
og hamred Takten til de dødes Messe.
Jeg sad, til det blev silde,
jeg tror, tilsidst jeg frøs;
men skønt jeg gærne vilde,
jeg rev mig ikke løs.
Min Sjæl var fangen inden stærke Skranker
af visne Blade og af visne Tanker.
Da lod jeg Blikket glide
fra Skovens øde Gæm
til Marken ved min Side,
hvor Rugen spired frem,
og som en Trolddom brast den mørke Gåde,
der holdt mig fast i Angstens sejge Tråde.
Det brune Løv, som Vinden
mig førte hid i Flok,
det strøg jeg bort fra Kinden,
det rev jeg fra min Lok,
og mens de fine Fnug i Luften svæved,
en Sang på mine Læber stille bæved:
»Lad Skovens Blomster alle
kun visne hen og dø,
lad Bladene kun falde
som Duggen over Sø!
Et Menneske skal stride for at værne
sin større Ret: at vorde Korn og Kærne!
Og aldrig må han brodne
som Bladene i Høst!
Og aldrig må han rådne
som Løv ved Jordens Bryst!
Men lægges han i Mulde Vintren over,
så må han kunne spire, mens han sover!«