Hør Eris! du som er al Kivs og Tvedragts Moder,
Og altid Ufreds Sæd i Hiertets Ager poder,
Siig, siig, hvorfore kom det Ufreds Dræbe-Kruud,
Og splittet Glæden, midt i Heltens Giæstebud!
Som naar den kaade Fisk, sig boltrer, tumler, spiller,
Og paa det Speyle-Vand sig tryg og rolig triller,
Som vises over alt paa Havets stille Plan.
Da Skovens Datter tryg iblandt de Bølger vanker,
Som med en Venne-Mund kun løbe paa dets Planker,
Om da Orcanerne uventet røre op
Og plante Skræk og Grue paa hver en Bølge-Top,
Saaledes Ufreds-Storm i Frydens største Sommer
Og Tvedragts Gialde midt i Viinens Sødhed kommer,
Saa oprørt, vred og ond det hele Sælskab var.
Saa vidt min Muse veed Aarsagen til den Trætte,
Var liden af Værdie, og kun bestod i dette:
Hr. Poncederius for Hr. de Trintmirzu,
Slog udi Fyllighed et Brændeviins-Glas i tu,
Hr. Poncederius derfore blev beskyldet:
Han havde ey sin Pligt i Drikke-Regler fyldet,
Men levnede en Taar i Glasset, naar han drak,
Hvorfor Hr. Trintmirzu ham kaldte en Polak
Den anden kunde ey en slig Beskyldning taale,
Og sagde: Broder kom! vi vore Glas vil maale,
Hvorpaa han Glasset tog, men udi Fyllighed,
Det maaskee noget haardt mod Bordet satte ned.
Det sprøde Glas det sprang, hvad! sagde strax den anden,
Vil du mig giøre Tort? strax greb han til Ølkanden,
Og til den anden slog, men da han ramte feyl,
Han knuste med det Slag et stort og prægtigt Speyl.
Hr. Poncedarius greb til en Lyse-Staage,
Men Trinkmirzu hans Haand behændig slog tilbage,
I Hænder og i Haar de paa hinanden kom,
Hvorpaa de begge toe til Gulvet tumlet om.
Man strax det hele Lav forstørrer og ophæver,
Hver giorde hvad hans Pligt i slig Tilfælde kræver,
Men ved den Leylighed at man vil styre af,
Man just en Leylighed til større Slagsmaal gav.
Een var den eenes Ven, een andens Drikke-Broder,
Een kiendte hines Faer, en anden dennes Moder,
Kort sagt, de stridende oprippe nu alt hvad
I Hjertet før var skiult af nyt og gammelt Had.
Nu blev da Krigen med slig Ivrighed begyndet,
Som den formaliter og forud var forkyndet,
Bouteillier, Kander, Glas, som Kugler sværmer om;
Hist fløy et Glas med Viin, og hist en Kande Rom.
Een med en Ponce-Skaal blev slagen udi Panden,
Og lutter Rødviin flød af Skiegget paa en anden,
En vældig Flæske-Skank een udaf Bordet tog,
Og som en Hercules med denne Kiølle slog.
Mens een med Brændeviin den andens Øyne skienker,
Den Tredie hans Ryg med Kaal og Fet bestænker,
Een med en Spege-Sild den anden vilde slaae,
Een med en Flaske, een med Glas i Haanden laae,
Toe stod og kyssedes, men tvende laae og droges,
Og nogle sad og drak, mens andre stod og sloges;
Ja baade Gulv og Bord og Dug var gandske rød,
Ey udaf Helte-Blod, men af den Viin der flød.
Massacre følede Glas, Kruse, Potter, Fade,
Men da de stridende ey endda slog Chamade,
Saa blev Biberius forbittret, bister, grum,
Hvorpaa han reyste sig, og frem paa Gulvet kom.
Strax af Ærbødighed enhver tilside viger,
Og derpaa Helten med en mandig Stemme siger:
Jeg skienker ved min Siel! ey mindste Draabe meer,
Saa fremt I ikke strax igjen forlige Jer!
See! hvad Formaninger kand virke og forvolde,
Helst naar de saadan Vægt og Fyndighed indholde,
Enhver strax stille blev og fredsom som et Lam,
Hvorpaa man til Forlig drak rundten om en Dram.
Hver stræber nu igjen sin Hidsighed at lædske,
Og dæmpe Vreden med den søde Viinens Vædske,
Al Had og Bitterhed i Hast forglemmet blev,
Og man den hele Sag paa Drikkens Regning skrev.