Da Alting færdigt var, vor Heltes smukke Giæste
Sig satte ned til Bords, men ey til Maaltid læste,
Men det som mere er, de først en Psalme sang,
I hvilket hvert et Vers blev endet med Kling! Klang!
Hvor var ey denne Sang opbyggelig at høre,
Den syntes endog de livløse Ting at røre,
Pocaler, Glas og Kruus sin Fryd tilsyne lod,
Og mange danset ned ifra det Stæd de stod.
Ret som naar Svovle sig i Jordens Giemme tænder,
Og naar den Heftighed hvormed det ulmer, brænder,
Kun for at søge Luft, i Jordskielv bryder ud,
Og fylder Luften op med Bulder, Brag og Brudd.
Med saadan Heftighed og Heltens Giæste brøle,
Ja! Huuset rystede, da de tog til at skraale.
Vinduer, Dørre, op af sine Hængsler sprang;
Det kalder jeg en stor og mægtig Helte-Sang!
Da Sangen ude var, da tog man til at spise,
Jeg deres Adfærd ret berømme maae og prise,
Her brugtes ingen Tvang, her levde alle frit,
Hver fulgte kun sin Smag og egen Appetit.
Een tog en Fleskeskinke, og een en Helle-Flønder,
Een skiftede en Sild, ret som en fattig Synder,
Een hævnede sin Harm paa Tunger, som et Lem,
Der meer end tienligt er, saa ofte fører frem.
Een styrede sin Sult paa lutter Rigske Retter,
Og een ey anden Mad end Sild-Salaten skiøtter,
I godt Hamburger Kiød een tog sit fulde Maal,
Eens Mund var glindsende udaf den fede Kaal.
Med Mad i eene Haand, Drik-Karret i den anden,
Man baade sørgede for Maven og for Panden,
Man ey af andre Glas end af Pocaler drak,
Een raabte neppe Krik! før anden svarte Krak!
Vor Helt udviisede ret at han var en Mester,
I at opmuntre og fornøye sine Giæster,
Han aad kun gandske lidt, men drak af Hiertets Rod,
Sælskabet muntert blev, og fik et lidet Mod.
Men da begyndte man at snakke, skrige, siunge,
Og da kom Hiertet frem paa Spidsen af hvers Tunge,
Jeg næsten sige tør: At Viinens hede Kraft,
Har meer Veltalenhed end al Naturen skabt.
Thi, nu blev hver en Helt, et Lexicon af Kunster,
Og mere klog, jo meer han fik af Viinens Dunster,
Een blev en stor Jurist, een Mester var i Sprog,
Een var i Søemandskab, een Agerdyrkning klog.
Een i den hvide Viin, Triangler, Vinkler maaler,
Mens een om Stiernerne og Himlens Globe, taler,
Een støber Staten om, een præker som en Præst,
Een taler om sin Troe, den anden om sin Hest.
Een af Barmhiertighed fast færdig er at græde,
Een bander paa, at Viin er hele Livets Glæde,
Een svær, at Fylderie er en afskyelig Last,
Han bander ved hvert Glas, og drikker lige fast.
Een sidder færdig til at rave om paa Jorden,
Men raaber idelig paa: Orden, Orden, Orden,
Ja, hvad Berømmelse fortiener ey den Mand,
Som endog ordentlig, et Ruus sig drikke kand!
Og een ved Viinens Kraft forvandles til en Skiælder,
Saa al hans Tale kun i Riim og Sang udfalder,
Een aabenhiertet blir, og fuld af Ærlighed,
Een kysser, slikker Folk af lutter Kierlighed.
Kort: da enhver af sig og af sin Viisdom praler,
Og een i Halsen paa den anden stændig taler,
Saa har den største Ret, som høyest skraale kand,
Hver hører kun sig selv, men ey sin Sidemand.
Ey noget Mølle-Vand saa stor en Larm kand føre,
Som den man kunde her ved Heltens Taffel høre,
Man siger gandske vist at sex af Skienkerne,
Ved denne Leylighed, har tabt sin Hørelse;
Saa gaaer det gierne til, hvor Viin er Viisdoms Kilde,
Der er Beskedenhed kun sielden med til Gilde,
Hvis du paa Lærdoms Striim vil aabne Laas og Laag,
Saa giør en Daare først ved Druens Kræfter klog!