De hængte dér bag Gluggen
i mange Hundred Aar,
og Malmen toned herligt
foruden Brud og Skaar —
de gamle Kirkeklokker,
de havde gode Kaar.
De løfted deres Røster
og kaldte over Land
hver stille Søndagsmorgen —
og arbejdskroget Mand
og Kvinde trasked sindigt
langs Sti af Sten og Sand.
De kimede, naar Brude
med Slør og Myrtekrans
i høje Vogne aged
med Haanden trygt i hans —
mens Klarinetter knevred
en lystig Bondedans.
De ringede, naar Præsten
med hvid og gammel Haand
af Døbefonten øste
et Stænk forgyldt af Aand —
mens Modertaarer trilled
paa Barnekjolens Baand.
De rungede, naar Kisten,
bag Krikken stiv og træt,
ad haarde Veje skumpled
paa Fjælevognens Brædt —
den var vel tung af alle
de Taarer, der var grædt. — —
Men der kom andre Dage,
og Himlen stod i Brand,
og svedne Byer oste
langs Horisontens Rand,
og Fjendehorder tramped
langs Sti af Sten og Sand.
Og tunge Kugler baldred
mod Kirkens røde Tag
og knuste Korets Buer
med Brag af Dommedag —
kun Kirketaarnet knejste,
som Masten paa et Vrag.
Da klang de gamle Klokker
bag luesværtet Sten,
og aldrig lød vel Tonen
mer manende og ren:
O lad os aldrig times
en saadan Sorg og Mén —
Vi skulde klemte Sejer,
naar Fjendehænder bød —
saa lad os heller smelte
i denne Helvedglød,
saa lad os heller knuses
mod Fædrelandets Skød —.
Og se, det var som HERREN
bønhørte deres Ord,
thi hede Luer slikked
fra Kirkens brudte Kor —
da raved Taarnets Klokker
med Klemt mod Sten og Jord —.
Og Kirken blev til Aske,
og Malmen smelted hen
og favned Fædrejorden,
som Vennen favner Ven —
Du Jord, der saadan gødes,
hvad gi’r vel Du igen — — —.