Til
Til
Digterinden Frue ****
(Isteden for at give hende det Fundne tilbage.)
(Isteden for at give hende det Fundne tilbage.)
Vee den Vanhellige, hvis Haand
Formaster sig at løse Baand,
Som Næstens Kones Strømper binde!
Vee den; som støtter blot dertil
I eet og andet Flagrespil
Af overgivne Vestenvinde!
Ja vee selv den, der i en Drøm
Med Tanken nærmer sig en Søm,
Der at berøre sig ei sømmer!
Vee hver og een Forvoven, som
Antaster mindste Helligdom,
Endog blot den, hvorom han drømmer!
Med hellig Sky jeg vender mig
Fra hver, der fræk forgriber sig
Paa mindste Baand, som noget binder —
Fra det, der skiermer svage Syn
Imod Oplysnings vilde Lyn,
Forinden Lysets Sol oprinder,
Til det, der under Skiørtets Flig
En skyebesløret Iris lig
Om yndig Kones Knæ sig vinder.
Men ogsaa Vee, Foragt og Haan
Den Feige, der for løse Baand
Tilbagezittrer, som for faste —
Der høit med alle driver Spot,
Men stille for et enkelt blot
Sig ydmyg kan i Støvet kaste —
Der loe til Millioners Gru,
Hvis Statens Bælte gik itu,
Og Bindet faldt fra Himlens Tinding;
Men, med en lav og frygtsom Aand,
Tør ikke røre ved det Baand,
Som bandt ham til en ussel Binding! —
Vee den, som bag sin Bogreol
Antastet Soles faste Sol,
Og Fredens Aand, og Statens Værner;
Men trukken af sin Vinkel frem
Staaer skielvende med hvert et Lem,
Og skraber ud for løse Stierner!
Vee, vee mig selv, om Vises Dom
Var den, jeg brød mig intet om,
Naar disse Vers for spidse lade;
Men vee mig og, ifald et Snert,
Der traf en Skriblers nøgne Stiert,
Mig skielve lod for løse Blade!
Dog, til mit Strømpebaand igien!
Vee den og den, og den og den,
Som løser sligt, hvor det er bundet;
Hvis ellers ei ham Elskovs Gud
Det har om Been af egen Brud
Med Hymens egne Hænder vundet.
Men trefold vee den dumme Knøs,
Som finder Helligdommen løs
Paa Templers offentlige Trappe;
Og ei saa hurtig, som han kan,
Seer til, som Ridder og som Mand,
Et saadant Bytte vips at snappe!
Men nu tilfulde tifold Spee
Den Digter, som et sligt kan see
For Foden af en Digterinde,
Og lade ligge, hvad der laae,
Og ikke sig til Ridder slaae
Ved strax det om sig selv at vinde —
Og ikke heller gav igien
Hver anden Skienk af Musers Ven,
End Baandet, som ham her blev givet!
Jeg appellerer selv til Kant,
Mon Amor vel en slig Pedant
Gad finde noget meer i Livet?
Nei! Muserne saa slet forhadte,
Saa reent af Gratier forladte,
O Doris! er den Digter ikke,
Der trylledes saa mangen Gang
Af Himlens Toner i din Sang,
Og af dens Glands i dine Blikke!
Baggesen.