A. (paa den eene Side.)
Den svulmer — jeg gad over paa din Side —
Der, synes mig, er bedre — Mon et Spring? —
B. (paa den anden Side.)
Ræk Haanden mig! Lad Foden ei dig glide!
Jeg selv sprang over nys, som ingenting.
A. (efter at have sprunget.)
Det over Skrævet gaaer! — Men see de Drenge!
Hvor de gaae selv paa langs med Lyst deri!
B.
Det er den unge Poels Yndlings-Stie!
Jeg har den Trækken der betragtet alt for længe.
(han vil gaae.)
A. (holder ham.)
Hør, apropos! du læst, hvad i Arkene staaer
Bag i dens Slud-August og Slud-September?
B.
Mænd har jeg saa! Jeg seer, Molbækkens Mølle gaaer;
Og gaaer endnu maaskee October og November —
Saalænge vi har Tøe, saa gaaer det got endnu;
Men bie til Frosten kommer! Pyt! — saa Pyh!
A.
Hvad saa? — den kommer sikkert i December —
B.
Saa fryser Bækken til — og Møllen gaaer itu!
A.
Men blier tilovers intet, meener du?
B.
Nei! De, som holde reent i Smaagemakkerne:
De Folk, der bag om Hiortelængen boe,
Der samle Pjalter, Puus, og gamle Skoe,
Hver Østerskal, hver hule Zimmerskoe,
Steens Blade, Potteskaar, det hele Bo,
Resch eengang havde sat med Legio,
Samt alt, hvad over Lethes Langebro
Henrumles under Byens Nattero —
De Folk, som Grundtvig, med sin gamle Tro,
Og gamle Diærvhed, vilde kalde Rakkerne —
Bortbringe Møllen, som dens Møllekro,
Samt alle Hiulene med alle Takkerne.
A.
Men vil Du taale didindtil de Stænk,
Du faaer af denne Møllegang? Betænk —
B.
I Aandeverdenen jeg ei mig sænke lader;
Jeg haaber, jeg har viist, alt længe før,
Jeg paa Parnasset veed, at feie for min Dør!
Jeg Templet reense vil; men — holde reent paa Gader,
Jeg Frosten — der giør hver en Molbæk tør —
Og Politiets Omsorg overlader.
