Jens Baggesen (1764–1826)

„Hvem der?“ — Gut Freund! — Dog der er ingen!

Jeg snakker Tydsk af bare Skræk —

Jeg har om Dagen dog anseeligt Mod i Bringen,

Men hen mod Midnat er det væk!

Og nu en Nat, som denne! paa de Tide,

Hver ærlig Huusbond, Pige, Dreng,

Fornuftigviis, bør føie sig til Seng;

Men deraf vil min Herre intet vide —

Han jager mig af Leiren ud

I Mørke, Taage, Storm og Slud,

Med streng Befaling, mig at skynde,

Hans Fru Gemal vor Seier at forkynde,

Og melde hende, hvad hun dog faaer see

Om fire Timer, mueligen om tre,

Naar selv han kommer. — Hvilket Mørke!

Hvor er jeg vel? Omringt af lutter Ørke,

Jeg seer ei mindste Tag, ei mindste Træ,

End sige mindste Glimt af vort Palæ!

Til Lykke har jeg denne Lygte,

Hvorved jeg dog mig selv saa halvveis seer —

Det er dog een Person, om ikke meer,

Som jeg behøver ei at frygte —

Foran jeg i det mindste kiender mig,

Især paa Buxerne, grandgivelig;

Men bag paa — hvad er det? o milde Himmel!

En Beenrad! et Skelet! — Jeg bliver hovedsvimmel!

Formodentlig et ulyksaligt Rov

For vilde Dyr, som jeg! — Nei! Gud skee Lov!

Det er en Plov! —

Og der, der seer jeg Porten! — Dennesinde

Jeg gik dog ikke feil, endskiøndt jeg gik i Blinde!

Nu er min Frygt for Spøgerie,

For Troldmænd, Røvere, Harpyer, og deslige,

Med eet forbi;

Nu er jeg, som i Himmerige,

Den kiære Hiemstavn, Hønsegaarden der,

Saa nær. —

Hvis jeg kun ikke nu har glemt, hvad jeg skal sige,

Formeldende Grevinden med Respekt

Det Bud, min Herre bød mig bringe

Paa Seierens og Glædens Vinge —

Jeg veed det inden i perfekt;

Men, for det og med Anstand at frembære,

Som det sig egner, hør, og bør

En martialsk Ambassadør,

Jeg maa see til, det udenad at lære! —

Det gielder, Sosia, ved denne Leilighed

At vise dig! — En lille Tale,

Hvis ret den lykkes, vil dig anbefale,

Som Hofmand og som Helt, for Tid og Evighed!

Lad see! Til Dag er end en Time —

Før jeg gaaer ind, jeg her vil øve mig,

Og en Beretning sammenrime,

Hvorover man skal undre sig!

Vel var jeg ikke med i Slaget,

Men det er ikke deres Sag;

Min Herre selv dog aldrig faaer opdaget,

Hvor jeg laae skiult den hele Dag —

Frisk Mod, Ambassadør! I slige Sager

Det Skinnet er især, som Damerne behager;

Det gielder meget mindre om

At giøre dit og dat, end lade som!

Velan! Jeg sætter, denne Plet er Salen,

Hvor jeg indføres — denne Plov,

Hvorpaa jeg Lygten sætter, med Forlov,

Høiædle, jeg paa huld Befalen

Mig nærmer — Saa! Nu først en Reverenz!

Nok een! — og nok end een! — thi notabene!

Hornlygten her paa Ploven er Alkmene —

(Der faaer jeg en Idee, jeg ei har havt tilforn,

Om Overflødighedens Horn,

Som jeg, naar Leiligheden kommer,

Anbringe kan imellem andre Blommer.)

„Hans Excellence, Armeens General,

„Amphitryo, min Herre, Deres Naades

„Høibaarne, trohengivne Herr Gemal“ . . . .

(Got! ypperligt! det var en kapital

Begyndelse! Hvis Resten før mig traades

Som den, saa har jeg vunden Sag) —

„Med Deres Naade for og bag

„Beskieftiget ved Nat og Dag,

„Selv midt i Heeden af det gyseligste Slag,

„Kun tænkende paa Sammes Ynde“ —

(Det kalder jeg, en Hilsen at begynde!) —

„Har naadigst, i den hele Hær

„Af Adjutantere, som stod paa Pinde,

„Mig, som Gesandt, udvalgt og kaaret her,

„For Deres Yndighed, min naadigste Grevinde!

„Hans Slag, hans Seier, og hans Utaalmodighed,

„At kaste sig for Deres Fødder ned,

„Paa Hurtighedens egen Vinge

„Med Anstand ydmygen at overbringe.“ —

„Det glæder mig, at see ham her igien,

„Min kiære Sosia! reis sig op igien!“ —

„For megen Ære, Deres Naade! — Siæle,

„Som min, er det en Himmelfart,

„Ved slig en Leilighed at knæle!“ —

— (Velsignet svart!) —

„Hvorledes lever min Amphitryo?“ —

— „Hvorledes Helten lever? o!

„Som Helt! paa viden Mark, som inden fire Vægge,

„Med Lykken Arm i Arm, med Seiren Haand i Haand,

„Krigsgudens Yndling, og Bellonas Kieledægge“ —

— (Guddommeligen sagt!) — „Naar kommer han?

„Naar kan jeg vente stilt min inderlige Længsel?“ —

— „Saa snart, min Naadige, saa snart, han kan —

„Om ikke før!“ — (Hvor fint!) — „Men Krigens Trængsel

„Og Møie, frygter jeg, har dog

„Lidt taget paa ham? Sig mig alt til Prikke!

„Hvad sysselsætter ham i disse Øieblikke?

„Hvad tager han sig for? hvad giør han? og

„Hvad siger han?“ — „Kun lidet, Deres Naade,

„Men handler desto meer, til Landets Baade,

„Og vore Fienders Skræk!“ — (Saa! bravo! bravo da!

Jeg veed ei, hvor jeg al den Vittighed faaer fra) —

„Hvad giøre Fienderne?“ — „De svømme, Deres Naade,

„Som arme Flygtninger, paa Skiolde, Vogne, Baade,

„Til Hest og Fods, i deres eget Blod;

„Thi der, hvor deres Stad, og Slaget stod,

„Er nu af Blod et Hav!“ — „O hvilken Lykke!

„Fortæl mig, Sosia, Stykke og for Stykke,

„Hvorledes det gik til!“ — „Med største Lyst;

„Thi, skiøndt jeg ei vil rose mig, er ingen

„Istand som jeg, til at forklare Tingen;

„Og jeg kan vise Dem den hele Dyst

„Fuldkommen paa en Prik. Indbild Dem, at Telebe

„Her ligger, Deres Naade, her,

„Hvor jeg har lagt min Hat — det er en Bye som Thebe,

„Hvad Størrelsen betræffer, noget nær —

„Telebefloden løber ikke lige

„Saa ganske just; men det vil intet sige —

„Jeg sætter, at den løber — der.

„Vor Leir var, hvor jeg staaer — og hist, paa Høien —

„Behag, at forestille dem en Aas —

„Stod Fiendens Fodfolk — nemlig venstre Fløien;

„Men neden for den høire — lidt paa Skraas.

„Saa snart Tedeum nu var siunget vorden

„Parolen uddeelt, hver Patron i Orden,

„Og hele Hæren, som en Linial,

„Gav Generalen, Deres Herr Gemal,

„Signal

„Til Slag — Patra!

„Trattera! trattera! trattera!

„Pif Paf! Bim Bam! Bom Bom!

„Trommelom! —

„Frem! raabte Generalen, Du! —

„Det er, som om jeg hørte ham endnu!

„Men jeg, i Spidsen af et svært Artillerie,

„Var ham og hele Hæren alt forbi.

„Teleberne, med hele høire Fløien

„I tre Plotonger, styrted ned af Høien —

„Og trued med et Angreb, een, to, tre,

„At kolbuttere hele vor Armee;

„Ved første Tørning faldt og rigtig overende

„Vor hele Front — saa nær som jeg,

„Og Generalen — der dog ogsaa maatte vende;

„Men vendte til vor Fordeel denne Streg

„Af Ubesindighed paa Fiendens Side,

„Ved, i en Haandevending, at udvide

„Vor Linie, saa, før han saae sig om,

„Med hele Rytteriet Fienden kom

„Midt ind imellem begge vore Fløie —

„Tæt bag ved Stedet, hvor jeg stod,

„Med, sandt at sige, lidt for meget Mod.

„Hvorledes? skal jeg ganske nøie

„Nu vise Deres Naade!“ . . . Tys . . . . . o Skræk!

Jeg hører nogen. —

                                        Under disse Træk

Jeg denne Sladderhøns, hvis Komme vilde

Forstyrre lidt derinde deres Gilde,

Maa her see til at kyse væk!

Det var en Flue vel, som sang mig for mit Øre —

Jeg ikke mindste Lyd kan længer høre;

Dog er det raadeligst ei længer her at staae —

Jeg vil gaae hen at banke paa.

Det skal du, ved min Pageguddoms-Ære!

Saa længe, jeg staaer Vagt, vel lade være.

Hvor denne Nat mig forekommer lang,

Ret unaturlig lang, og uden Ende!

Jeg troer, at Solen i sin Gang

Med Vinden sig har ladet vende —

Hvis ei Hans Majestæt, Herr Phøbus, skal man see,

Formeget drukket har i Aftes, og nu sover

Dernede Rusen ud, saa hele Dagen over

Han bliver liggende maaskee!

Hvor denne Slyngel taler despekteerlig

Om Guderne! Men han skal ei gaae Ram

Forbi! Jeg paa hans Ryg skal lære ham

Med et got livfuld Prygl, at sladre meer maneerlig.

Dog — før jeg gi’er ham de fortiente Børst,

Vil jeg ham drille noget først.

Aa! bitter Død! nu er det ude! —

Der kommer en Krabat, hvis hele Snit

Mig synes, intet godt just at bebude! —

For ham min Frygt at skiule lidt

Vil jeg staae stille her, og lade,

Som om jeg sang en Serenade! (han synger)

„Langt meer, end Ære, Guld er værd“ . . .

Hvem er den Slyngel, der tør skraale her,

Vort Huus saa nær?

Han har nok Lyst, min flade Haand at smage.

Musik den gode Mand ei syns at behage.

Jeg her paa Vagt har maattet staae

Forgieves i tre fire Dage;

Det glæder mig, jeg nu kan faae

Dog noget endelig at knække Halsen paa —

Er det og nok saa lidt, man maa til Takke tage!

Hvad for en Diævel af en Karl er det,

Som Halseknækken har saa kier?

Mit hele Legem atter bæver —

Lad see! mon han er i Gevær?

Nei! Gud skee Lov! han har kun blotte Næver!

Hvem veed maaskee, naar det til Stykket kom,

Saa farlig han sig giør, om ikke

Ham Hiertet ogsaa torde pikke!

Hvem veed, naar jeg ham raaber: Skielm!

Om han ei bliver vel saa bange, som jeg selv?

Han er, som jeg, alleene — jeg har Næver

Saa vel, som han —

Velan!

Hvem der?

                                        Jeg!

                                                Hvilken jeg?

                                                        Jeg! der ei bæver!

Hvem da?

                                        Karl for min Hat!

                                                Og hvad bestiller du?

Jeg snakker med mig selv.

                                                        Og hvorhen staaer din Hu?

Hvorhen mig lyster.

                                                Saa? Men det mig lyster ikke!

Det er mig kiært.

                                                        Du Slyngel! svar mig her,

Hvorfra, hvorhen, og hvad, og hvem du er,

Og hvem du tiener, flux, til Punkt og Prikke!

Jeg kommer fra det Sted, hvorfra jeg gik,

Gaaer did, hvor jeg er hensendt, paa en Prik;

Er deels, som fleer, og deels, som færre,

Og tiener, punktlig, hos min Herre.

Jeg mærker du vil spille Vid og Aand —

Din Kiækhøvd, mellem os, saa got mig hover,

At en særdeles Lyst mig kommer over,

At give dig med egen Haand

Et Ørfign —

                        Mig?

                                Dig selv! — og, hvad jeg lover,

Jeg holder — (han giver Sosia et vældigt Ørfign).

                                Hvad? hvordan? hvorledes? Vover

Du virkelig paa Øret mig at slaae —

Skal jeg, som Alvor, det forstaae?

Ne! kun som Spøg til videre!

                                                                        Ja saa! —

Men jeg er nu ei oplagt til at spøge.

Velan da, som du vil, lad gaae —

Lad os lidt Alvor da forsøge!

Nu, ved Merkurius! det maa jeg sige,

Du har, der, Kammerat, en Haand —

Til Skiemt og Alvor — uden Lige!

Ifald jeg var saa kort for Hoveder, som du,

Blev der et smukt Spektakel nu!

Det er kun lidt! naar først jeg bliver

En Smule varm, jeg endnu bedre giver —

Bliv du saa varm du vil, jeg maa afsted!

Hvor vil du hen?

                                                Hvad kommer det dig ved?

Jeg vide vil, hvorhen du gaaer —

                                                                        Til Huset,

Som der du seer — der maa jeg ind!

Vil du paa Stedet reent da have knuset

Ei Øret blot, men Næse, Mund, og Kind?

Hvis Huset der, hvor end mit Herskab sover,

Blot med et Skridt at nærme dig, du vover,

Saa skal titusind Prygl nedregne paa dit Skind!

Dit Herskab? Er du gal? der boer min Frue!

Vil du mig bort fra vort Palæ,

Hvorhen min Herre selv har sendt mig, true?

Hvor tør du understaae dig, usle Kræ —

Vil du mig til vort Huus Indgangen spærre?

Hvordan? dit Huus?

                                        Er ei, mon troe,

Herr General Amphitryo

Dets Herre?

Hvad giør vel det til Sagen?

                                                                        Jo!

Jeg er just hans Lakei!

                                        Du?

                                                        Jeg!

                                                                Du meener?

Jeg meener ei, jeg veed, at jeg ham tiener —

Du tiener General Amphitryo?

Jeg! netop jeg, og ingen anden!

Hvad hedder du da?

                                                                Sosia!

Du hedder Sosia? du?

                                        Ja! Sosia! ja!

Hør! Er du pinegal, og ganske fra Forstanden?

Hvor tør du sligt et Navn dig ta?

Jeg tar det ei; jeg havde det, for Fanden!

Jo alt fra Barnsbeen af; som lille bitte Purk

Jeg alt hed Sosia —

                                        Skamløse, frække Skurk!

Uvaarne Kieltring! gudsbespottelige,

Fordømte Løgneres Løgner! du tør sige,

Dit Navn er Sosia? — og sige det til mig?

Til Guder, Mennesker, og alle andre —

I Dag, i Morgen, og evindelig —

Jeg er nu eengang ingen, uden mig;

Og hvad er giort, er ei meer at forandre!

For en Formastelse, der gaaer saa vidt,

Ti Millioner Ørfign er for lidt!

Hei! Landsmænd! hei! Gevalt!

                                        Du vover gar, at skraale,

Fordømte Karl? (han dænger ham lystig.)

                                        Du prygler mig ihiel,

Og vil, jeg ei skal skrige? — Vel! nu vel!

Hold op! — Jeg vil mig ikke længer maale

Med dig! du mere Mod, end jeg desværre, har!

En Helt, som du, bør ikke profitere

Deraf, at jeg saa let mig lader kujonere!

Hvem er du nu da?

                                        Den jeg ellers var!

Indbilder du endnu dig, Sosia at være?

Mig synes halv om halv, jeg er, hvad jeg var før;

Kun med den Forskiel, at jeg nu er mør —

Lad mig nu gaae for den jeg er, min Kiære!

Hvad? Er endnu du Sosia? hvad? svar!

Jeg er alt, hvad du vil, desværre!

Din flade Haand har giort dig til min Herre;

Din Seier over mig er klar.

Du sagde — hvis jeg ret mig minder —

At du hed Sosia? —

                                        Det forekom mig saa;

Men, naar jeg rigtig mig besinder,

Tør jeg dog ikke sværge just derpaa.

Du var formodentligen før beruset?

Nu er du ædru; — det kan hændes fleer! —

Jeg her, min Kiære! som du seer,

Er Sosia — jeg tiener her i Huset!

Du Sosia?

                                        Der gives ingen fleer

Af dette Navn; jeg bærer det alleene;

Og den, som andet tænke tør, og meene,

Gud naade ham!

                                        Ja! men Gud naade dig,

Ifald jeg havde Mod i Brystet paa det samme,

Hvor skulde Fanden dig annamme!

Du mumler noget der i Skiægget, synes mig —

Nei! ingenting! — Men, ved Naturens Orden!

Ved alt, hvad billigt er i Himlen og paa Jorden!

Forund mig blot et Spørgsmaal!

                                                Tal!

                                                        I Fred —

Et lille Spørgsmaal kun i al Uskyldighed —

Men lov, mig, ei at vredes —

                                                        Tal! lad høre!

Men — uden Smækken til — og uden mig at røre,

Hvis det mishager —

                                Vel! sig frit da, hvad du vil!

For eengangs Skyld jeg ei vil smække til.

Hvordan, og til hvad Gavn har ind dig kunnet falde,

Dig Sosia, som jeg, alvorligen at kalde?

Var du og Fanden selv, hvor kan du giøre dig

Med Navn og Hud og Haar aldeles om til mig?

Hvad? Æsel! Oxe! Hund! —

                                                        Bliv ved at skiælde!

Det smerter ei min Hud, skiøndt den er øm,

Naar kun med Haanden du vil ikke smælde.

Du kalder Sosia dig end?

                                                Som Drøm

Mig synes dette Navn endnu at foresvæve!

Tie! hører jeg endnu det mindste Muk,

Om denne Drøm, saa vækker dig min Næve!

Lad gaae! — Men, var det og mit sidste Suk,

Jeg protestere maa. For Fanden!

Jeg kan dog ei mig selv med Siæl og Krop,

Som her jeg staaer og gaaer, fra Taa til Top,

Aldeles afstaae til en anden!

Jeg er jo dog mig selv, saa længe jeg er til;

Hvor kan du blive mig, ifald du ogsaa vil?

Har jeg ei Næver nok paa mig, som got jeg kiender?

Er det ei mine Been, hvorpaa jeg staaer og gaaer?

Og, hvis jeg strax just ikke med dem slaaer,

Er det vel derfor mindre mine Hænder? —

Du skiælder mig for Æsel, Oxe, Hund,

Fordi jeg eet og andet Ord fremfører

Med denne Tunge her, som sidder i min Mund;

Hvis ogsaa den da, for Exempel, dig tilhører,

(Og det den maatte jo, hvis du var mig)

Saa burde du jo slaae dig selv paa Snuden —

Den Sats er reent uimodsigelig! —

Dog jeg har fleer Beviser, desforuden,

Der giøre klart som to og tre er fem,

At det er mig, min Herre sendte hiem:

Hvis jeg og kunde glemme mig, i Frygten

Og Mørket, over dine Slag,

Saa kiender jeg mig dog igien paa Lygten,

Nu, det er næsten bleven Dag —

Hvis Du var mig, i Kroppen, som i Aanden,

Saa maatte du jo holde den i Haanden,

Og ikke jeg!

Den eene Reflexion (naar du vil Mærke lægge

Til Syn for Sagen mellem begge)

Slaaer over alle Haandbeviser Streg!

Slog du mig og ihiel med disse,

Selv død, jeg blev dog ved, at være jeg —

Det er det eeneste, jeg veed tilvisse!

Kiæmp derfor ikke mod Umuelighed,

Og lad mig være den jeg er, i Fred!

Nei! nu forgaaer mig reent Taalmodigheden,

Som jeg med dig har havt til nu!

Mig Haanden flyver endelig af Skeden,

For at slaae reent din Kiæft itu:

Du vover end, her for min Næse,

Nu det er Dag, nu Natten er forbi —

Nu, du kan ikke høre blot, men læse

Hvad skrevet staaer i mit Physiognomie —

Mig, Sosia, mig, Davus’s Søn, hvis Moder

Har ingen andre Børn (at sige med sin Mand)

Da Zus, min eeneste, min halte Broder,

Er død af Pest i Morenland —

Mig, Xantippines Ægtemage —

Mig, Sosiullulas Papa —

Amphitryos Lakei — Gesandt, et cetera —

Mig, vover du for dig at tage?

Den Visk af Hud, du stikker i,

Som duer eene til at hænge,

Som, var du Sosia, med Haan du vilde slænge

Til første beste Hund, som gik forbi —

Det Fiæs, som nu, jeg seer dets Lapperie,

Mit Ørfign giør for megen Ære —

Slig Karklud af en Karl — o Raserie! —

Tør sige sig, mit Navn at bære! —

Dog — ras i Fred, forrykte Fæ!

Jeg har Medlidenhed med Daarekiste-Kræ.

Merkurius! o see i Naade til mig Synder!

Jeg halv at frygte for mig selv begynder;

Dog — da han ikke meer staaer til —

Min gamle Tro med, hvad jeg kan erindre,

Jeg lidt endnu forfægte vil —

Det er jo dog mig selv, og intet mindre,

Der staaer paa Spil! —

Hvad mumler du paa ny?

                                                        Hvis du vil krige

Med Hænderne —

                                Hvad saa?

                                                Saa —

                                                        Saa? hvadsaa? saa hvad?

Saa — skiøndt jeg Retten paa min Side har —

Saa har jeg intet meer at sige. (han sukker dybt.)

Mens, som et simpele Menneske, derinde,

Forklædt, Gemalen ganske lig,

Den store Jupiter nu morer sig

Hos den bedragne Gemalinde,

Jeg morer mig guddommelig

Med denne giennemdrevne Skurk at drille.

Tal frit endnu engang! Lad spille

Dit hele Galenskab! —

                                                Men sværg mig først

En hellig Eed, at intet Smæk med Næven

Paa Kiæften, Øret, eller Kiæven —

At ingen Prygl — at ingen Børst

Skal bruges meer til Tvivlens Hæven!

Ved Herkules! jeg sværger dig:

Min Haand for denne Gang skal ikke røre sig;

Tal uden Brøven!

Ved Herkules? — Jeg kiender ei den Gud!

Det troer jeg nok, dit Skumpelskud!

Du kiender neppe dem, som var, og ere,

End sige dem, som skulle være —

Den, her jeg sværger ved, er først i Giære —

Sværg ved en Gud, der er os Hedninger bekiendt,

Det ellers med din Eed er ikke ret bevendt!

Velan da, ved Merkur!

                                                Det kan jeg lide —

Det netop er min Skytsgud, maa du vide!

Det vil vi faae at see.

                                                Nu, da jeg altsaa maa,

Saa vil jeg dig, at jeg er Sosia, bevise

Med Lygten her, som du kan ta og føle paa!

Siig mig, hvis du er mig, (hold nu kun op at fnise!)

Hvor fik jeg denne Lygte fra?

Det maa du vide! — Hvad? Nu staaer du der!

                                                                Ha! ha!

Jeg staaer, og tænker — om jeg ei bør bryde

Min Eed imod en Løgner, der saa gar

Sig giør til Tyv, for med en Ting at pryde,

Jeg i det Herberg, hvor jeg var

Et Øieblik traadt ind, en Snaps at drikke,

(Som jeg betalte heller ikke)

For mig at lyse lidt paa Veien, stiaalet har!

Staaer Fanden i det? Han har Ret!

                                                                Kan være,

Du og en Lygte stiaalet har, min Kiære!

Du kunde stiele to, du kunde stiele syv —

Jeg er dog den, jeg er! sæt og, du har den Ære,

Deri at ligne mig, at du er fornem Tyv —

Jeg siger fornem; thi med sligt en Gud kan hæle;

Lys kan og bør den beste stiele!

Især, naar Lyset staaer i fuld Mands Huus —

Det var Tilfældet just! — (for sig) Han giør mig reent konfuus! —

Fuld, som et Bæst, var Verten, da jeg tog det!

Og nu? hvad synes dig om Tyvsbeviset? slog det?

Ligheden med mig selv i denne Punkt

Slaaer mig — det kan jeg ikke nægte;

Du forekommer mig en Slags Adjunkt;

Men, er du Sosia, du er dog ei den ægte —

Mig falder ind — (for sig)

                                Nu skal jeg spille ham en Streg!

Der vil han staae en kiøn! (høit)

                                                Ifald du er, som jeg,

I alle Punkter — har du blot ei Dyder

Tilfælles med mig, men og samme Lyder;

Hvad er din Hovedfeil?

                                        Min gode Ven!

Du nok forspurgte dig; i Hiertet sidder den!

Fordømt! det troer jeg selv! —

                        (høit) — Lidt halvveis Kammerater,

Jeg mærker rigtig nok, vi er, vi to Krabater;

Men to er ikke een — jeg helder dog vil troe,

Naar galt skal være galt, at een kan være to —

Vær to! vær tre! vær syv! vær Snees! vær Legio,

Vær Skok! vær Myrias! vær hele Skarer! —

Af Kieltringer, som dig, i Syd og Nord

Og Øst og Vest paa denne lumpne Jord,

Der gives Millioner Exemplarer —

Men det Societet giør ikke til og fra;

Jeg, seer du, er kun een — og jeg er Sosia!

Hvis jeg er ei mig selv, hvem Diævlen er jeg da?

Hold Mund! Stilstanden alt er ude!

Jeg har dog været før en So . . . .

                                                                Hold Snude!

Hvad bryder jeg mig om, uendelige Nar,

Hvad, førend du blev til, du var, og ikke var?

Muk ikke meer! Terminen er udrunden —

Gaae! pak dig! — siger jeg — hvis ikke, Skielm!

Det holder haardt, at gaae saa ganske fra sig selv!

Jeg har dog eet Beviis endnu paa [ulæseligt] —

Ved den Merkur, der i saa mangt et Tyverie,

Meer eller mindre fornemt, mig stod bi,

Tillad mig, eene det med usnært Øre

I største Korthed og Enfoldighed at føre!

Din reent ravruskende, forrykte Fantasie

Mig keeder med sit dumme Vrøvlerie —

Men, ligemeget da, lad høre!

Det, veed jeg dog, veed ingen, uden jeg —

Hvis det slaaer feil — kan han og derpaa svare —

Saa slaaer jeg over mig en Streg

Som Sosia — men, det har ingen Fare! (høit)

Hvor var jeg, Mester Mig, mens Slaget stod?

Paa Stand, paa staaende, paa egen Fod

Svart — uden først dig at betænke —

Kan du mig stikke der, vil jeg dig alting skiænke:

Hvor var jeg med mit Overmod

Den hele Dag, mens Slaget stod?

I Lænke!

Jeg tænkte ved mig selv, ifald man træffer mig,

Saa kan jeg aldrig meer mit Fødeland forsvare;

Det gielder ikke blot i denne Krig;

Jeg bør mig til en meget større spare,

Naar Fienden ret engang vil hævne sig —

Jeg altsaa strax i Morgenstunden,

Mens alle sov, mig drak en dygtig Ruus,

Gik derpaa hen og løste Bindehunden,

(Som strax løb bort, ei længer bunden)

Og smutted ind i samme Hundehuus,

Tog Lænken til mig, og stak Hov’det giennem Ringen,

For desto større Sikkerhed,

Ifald der nogen kom. Men der kom ingen;

Jeg laae den hele Dag og Nat i Fred,

Og udsov Rusen ganske rolig

I den bortløbne Vægters Bolig.

Jeg har endnu af Bøilen, som var kold,

Og slutted tæt, i denne Time

Her om min Hals en rødlig Strime,

Der kriller mig —

                                        Saa Fanden reent i Vold!

Han har mig alt, han er ei blot paa Sporet,

Han er mig selv! — Det havde jeg forsvoret! —

Nu gid jeg laae dybt i det røde Hav,

Hvor Slaget stod, paa Bunden af min Grav!

Hvad nytter det, at leve længer?

Nu, jeg er ingen, er jo Livet blot

Et Spilleværk af bare Skam og Spot!

Imidlertid — det er dog saavidt got,

At jeg til intet meer i denne Verden trænger.

Nu, Mester Navnetyv! hvad siger du?

Er du end Sosia? svar! Er du mig endnu? —

Mig synes, du med Næsen hænger?

Forlad mig, at jeg drømte, jeg var til!

Det var en Feil, jeg gik i Taaget;

Men jeg det aldrig meere giøre vil —

Du drømte? siger du —

                                        Et Hiernespil!

At du var Sosia?

                                        Ja! — saadant noget!

Den gamle Davus Søn, Amphitryos Lakei?

Hvad veed jeg —

                                Hvad, Krabat! veed du endnu det ei?

Har du den mindste Tvivl?

                                                Hvad skal jeg Synder giøre?

Den gamle Vane — den bekiendte Vei —

Frygt for min Herre — Heden om mit Øre —

Selv Buxerne, som jeg i al den Hurlumhei

Fik Hul paa Knæet i — min Phantasie forrøre;

Forstanden derimod — hvem af dem skal jeg høre?

Den eene siger ja, den anden siger nei!

Jeg mærker, Prygl maa til, før fuldt dig at kurere —

Slag frygter jeg nu ei! Slaae lystig væk! smæk til!

Prygl kun af Hiertens Grund saa længe som du vil!

Da jeg mig selv er ikke meere,

Saa leer jeg af dit Nævespil —

Slaae mig ihiel! — jeg vil dig ei genere;

Nu, jeg dog engang veed, at du dig selv kun slaaer,

Nu skal fornøie mig hvert Slag, jeg faaer —

Og gid jeg kunde reent krepere!

Nei! nu, du dig for mig ei længer târ —

Nu, du mit Navn, mit Brød, min Ambassade,

Med al dit Narrerie giør ikke mindste Skade —

Nu kan du blive den, du var!

Hvem var jeg da? hvem er jeg her i Live?

Hvem tør jeg være? Kan du, saa besvar

Mig dette Spørgsmaal ærligt!

                                                        Jeg vil give

Dig alt det Lys i denne Sag, jeg har —

Og troe mig — vil dit Beste du — saa lâr

Du det ved den Oplysning blive!

Du er, og var, og blive vil en Nar

Fra nu til evig Tid, min Ven, og intet andet!

Got nok; men nu, jeg ei er Sosia —

Nu, ingen meer mig kiender her i Landet —

Nu, Herskab — Kone — Børn — etcetera

Er fløiten — hvor, i denne Knibe,

(Som du med din Forstand kan nok begribe)

Faaer jeg herefter Mad og Drikke fra?

Af fromme Vandrere til Handels-Gudens Tempel —

Af hver en ædel Mand — der strax i Pungen târ

Til en beskeden buxehullet Nar,

Der bærer Usselhedens Stempel,

Og intet andet i sit Intet har,

End Appetit — af mig her, for Exempel:

Saa kan man tage feil af Physiognomie! —

Veldædighed er just i min Stand ikke Mode;

Men, hvor jeg kan, jeg staaer den Usle bi.

Jeg tilstaaer — en saa stor Philantropie

Dit Aasyn jeg just ei tiltroede!

Mig undrer, at et Bryst saa blødt og ømt og mildt —

Jeg veed omtrent, hvad du vil sige —

Men — Minen giør det ei; den ærligste kan svige;

God Viin behøver intet Skildt.

Jeg har et Skurkefiæs, det veed jeg —

                                                        Ja! — som værre

Jeg aldrig saae — skiøndt Hiertet . . . .

                                                                Og en Hud

Saa haard, som nogen —

                                        Ja — det veed vor Herre!

Men Tænkemaaden prægtig —

                                                Som en Gud! —

Farvel!

                Saa gaaer jeg da?

                                        Hvorhen du vil! kun ikke

Til Huset her! Om et Par Øieblikke

Min Herre kommer ud, og hvis han her dig saae,

Hvor ingen uden Huusets Folk tør gaae,

Trods mig — hvis Godhed nu du har havt Prøver paa —

Var uundgaaelig sikker dig en Strikke!

Hvorhen da raader du mig, mild og from,

At gaae? Jeg er som nyfød nu paa Jorden —

Skal jeg gaae vesten? østen? syden? norden?

Vend først dig om!

Fornemmer du nu Vindens Blæsen?

Ja! den er stik imod —

                                        Saa gaae kun efter Næsen

Tilbage ligefrem den Vei, hvorfra du kom!

Den Karl var Penge-værd især paa Vagt om Natten!

Til Lykke saae han ei Gudvingerne paa Hatten.