Vi gientage for Læsere, der maaskee have meer end nok af vore foregaaende Betragtninger, til aldeles at bryde Staven over sammes Gienstand, hvad vi derom strax i Begyndelsen yttrede: „at vi nemlig, for eengang at vise, hvorvidt Tankeløshed, Følesløshed, Sandsesløshed, og Smagløshed kan gaae i priviligeerte Theaterdigter-Fuskerier, holdt det Umagen værdt, at hellige Ludlamshulen en egen alt belysende Kritik, i Følge den naturlige Respekt, der skyldes ethvert Non plus ultra.“ Da den fortryllende Musik formodentlig endnu længe, trods Textens dramatiske Urimelighed og poetiske Flauhed, vil holde dette smitsomme Spøgerie — saavel som den fra Sprogebehandlingens Side ikke mindre forargelige Sovedrik — paa Skuepladsen; er den fuldstændige Holden af vort Løfte saa meget meere nødvendig. Vort Arbeide gaaer nemlig ud paa, vi nægte det ikke, at vække i Fremtiden en almindelig Modbydelighed for slige Blandinger, og advare mod Misbrug af den himmelske Tonkunst til Forgyldningen af smagdræbende Piller. I en saa lille Litteratur-Republik, som vores, er det ikke ligegyldigt, hvorledes Sproget bliver behandlet i den Region, hvorfra det paa eengang meest taler til Øret og Hiertet. Sødt siungne Dumheder og Uanstændigheder indliste sig lettere, og beholdes længere i den desuden let tiltakketagende Ungdoms Nemme og Hukommelse, end slet pludrede. Tak skee de henrivende Melodier ville Studenter saa længe synge Drikkeviser som Georgs, og Smaafrøkener Kiærlighedsviser, som Klaras, til de første „staae Fortuna bi“ og de sidste lade „Maanens Luelyse“ i daglig Tale.
Det bliver omsider ikke Umagen værdt at skrive grammatikalsk rigtigt, end sige poetisk skiønt for et Publikum, der har ladet sig fratrylle den menneskelige Tale, og fraqviddre indtil Sprogets første Elementer. Jo galere jo bedre! vil endelig blive Stilens høieste Rettesnoer, indtil det tilsidst, for at overtræffe Wosemoseriet i Fiskeren og Aandernes Maskerade, vil blive nødvendigt, at drive det lige saa vidt i fürgterlig Ildebrands-Kragemaal, som sammes hidtil uopnaaede Mønster, salig Mesteren: Stads-Chirurgus og Professor Carl Frederich Reiser. Til Forebyggen af dette Barbarie ville vi, for vor Deel, giøre hvad vi kunne. Lykkes det; og blot at standse eet eneste virkeligt Genie paa Veien til Ødelæggelse, har vor Kritik dog i det mindste udrettet meer til sand aandelig Nytte, end samtlige Herr Oehlenschlägers romantiske Digtninger.
Vi begynde altsaa igien, hvor vi slap i Drøftelsen af de anbefalede „Folkesange,“ hvis No. 5 („den ypperlige Drikkevise“ nemlig) vi allerede have vurdeert i en Anmærkning — og komme til
No 6. eller, hvad Athene-Recensenten kalder, „Klaras fortræffelige Sang om de gamle Fædres svundne Vælde.“ Vi ville i Anledning af den, og derpaa følgende, her anbringe vor lovede nøiere Belysning af Kierne-Scenen.
Tidtbemeldte Frøken synger denne mærkelige Sang alleene midt i Riddersalen. Forfatteren, der mindre sætter sig i sine Personers, end sine Personer i sit Sted, har syntes, at det kunde tage sig artig ud, at synge noget i denne store „hvælvede,“ formodentlig særdeles sonore Sal. Klara maa altsaa synge, enten hun (i hendes Sted) vil eller ikke, og — hvad maa hun synge? En Drikkeviise! Naar maa hun synge den? Strax — efterat have seet paa Gulvet den eengang i Forskrækkelse af Haanden tabte store sølvarmede Stage, og bemærket, at „selv det Skrækkelige har en egen Pirren“ — en saa uendelig kold Bemærkning, at man doppelt undrer sig over den varme Begeistring, hvormed hun paa eengang istemmer:
„Her sad de gamle Fædre
„Ved bredem Bord,
„For Dagens Fest at hædre
„Med Gammensord. (Punktum.)
Den Indledning har vi hørt mange Gange; men nu kommer det originale:
„I Staal, som halve Guder,
„Med Blus paa Kind,
„Fra farvebrændte Ruder
„Flød Solens Skin.
Solens Skin flød i Staal, med Blus paa Kind, fra Ruderne som halve Guder! Anderledes kan det i det mindste ikke klinge i Sang.
„Det kunstigskaarne Bæger
„Med Druesaft
„Som Hiertet vederqvæger,
„Gav doppelt Kraft.
Bægret, der var kunstig skaaret med den Druesaft, som vederqvæger Hiertet, gav doppelt Kraft! Det kan man sagtens tænke; thi det var Viin i Viin, altsaa doppelt styrkende.
„Høit for den hulde Kone
„Da Skialden sang,
(Nu synger hun kun lavt)
„Og mellem Harpens Toner
„Lød Bægrets Klang.“
Mellem Violintoner (med mindre de stakkatertes) lod det sig ikke giøre
„Hvor er den gamle Vælde?
Ja det maa hun nok spørge, naar hun seer den i Forfærdelse tabte Lysestage paa Gulvet.
„Mon Kraften døer?
Denne metaphysiske Reflexion midt i den lille Frøkens Drikkevise er yderst pudseerlig!
„End staae de stærke Fielde
„Saa høit, som før!
Deraf skulde man dog slutte, at Kraften ikke døer saa let; men det er da rigtig nok ogsaa en Steenkraft, der er naturligviis meget seiglivet — derimod:
„Men længe sank i Dalen
„De visne Løv —
Kraften i vissent Løv er udentvivl mere forgiengelig en Kraften i stærke Fielde. (Vi maa i Forbigaaende anmærke: at vissent Løv synker ikke paa Grund af den det egne specifiske Lethed.)
„Nu sørger Riddersalen
„Bedækt med Støv —
(Af det smuldne visne Løv formodentlig.)
„Mon jeg vel sørge skulde
„For her var skiønt?
Nei! hellere skulde hun sørge, synes mig, fordi der ikke mere er skiønt; thi hvad skader det at noget har været smukt, var det og for nok saa længe siden?
„Af Vintersneens Kulde,
„Staaer Vaarens Grønt.“
Denne Sentents forstaae vi aldeles ikke. Hvorledes kan det Grønne staae af Kulde? Mener Forfatteren stivner?Haaret staaer rigtig nok paa Hovedet af Skræk, og Græs kan ligeledes staae ganske stivt af Frost; som dog „Vintersneen“ netop betrygger Græsset for. Men kan nu ogsaa det Grønne staae af Kulde, hvad mener Frøkenen med denne vinterlige Landhuusholdnings Anmærkning, St. Hanse Nat, her i Riddersalen?
„Hvi klynke blandt de Døde,
„I Gravens Læ,
„Naar nye Frugter gløde
„Paa Livets Træ?“
Deri har hun vel Ret! Men hvor kommer hun paa det Indfald, at lade sig levende begrave? Kun i dette Tilfælde kan man klynke (og neppe nok) i Gravens Læ blandt de Døde. Det er os plat umueligt, at udpine mindste Mening af denne som Drikkevise begyndte, og som Liigpsalme endende „fortræffelige Sang om de gamle Fædres siunkne Vælde.“ Den deri omtalte siunkne Vælde bestaaer i doppelt Druesaft og vissent Løv; og hvis Klara ikke siden efter forklarede, hvad hun mener, kunde man umuelig udbringe det af Visen. Af hendes derpaa følgende Declamation see vi rigtig nok, hvad det „visne Løv“, og „de ny glødende Frugter paa Livets Træ“ vil sige; men uden denne Kommentar er hendes Sang dunklere end Pergamentets.1
No. 6. Den „ligesaaskiønne Ballade om den hvide Kone“ (S. 124). Her er nu rigtig nok Forfatteren paa sin Poesies alleregentligste egen Boldgade, for saa vidt Halvparten af denne Ballade er aldeles ulæselig, og den anden Halvpart for det meeste utydelig. Klara siger selv, ved at finde den „udslettet paa mange Steder“:
— „Det vil koste meget
„At faae en Mening ud deraf.“ —
Og deri har hun fuldkommen Ret! Den begynder nemlig saaledes:
„Hør du, som finder Tiden lang,
„Ved Lampens blege Lue!
„Jeg synger dig en gammel Sang
„Om Borgens første Frue.
At Sangen nu er gammel, sees af det plettede Pergament den er skrevet paa; men var den ogsaa gammel, da den blev skrevet?
„Hun glimred rigt i Ædelsteen,
„Nu ligger hendes møre Been
„I linnehvide Klæder
„Bag Gulvet, hvor du træder.
(Hiatus in manuscriptis)
„Da hendes Barn nu døde snart,
„Fordi hun ei det hæged;
„Og da med hendes Flaneart
„Hun Hierterne bevæged;
(Dengang bevægede man Hierterne med Flaneart! det har været en endnu værre Tid end den man nu flaner i! Hiatus og Pause — medens Klara „giætter sig til Resten“.)
„Fitz-Owen hen til bratte Strand
„Henlokked hendes Ægtemand.
„Nu ligger han begravet,
„Hvor Steenen staaer i Havet.
„Retfærdigheden slumrer ei —
Det er en splinterny Sentents i en gammel Sang.
„Snart følte hun det værre —
Hun følte det altsaa først kun slemt!
„Hun maatte gaae den samme Vei
„Som hendes Ægteherre —
(Det maa vi vel alle tilsidst.)
„Her Boleren i Nidkiærhed
„Har hende stødt med Dolken ned —
En indtil Nidkiærhed retfærdig Boler! — men hun kom jo altsaa langt fra ikke „den Vei hun maatte gaae“ eller er Veien til „Steenen i Havet“ og den til „bag Gulvet i Salen“ den samme?)
„Hun laae med blege Miner
„Bag blodige Gardiner“ —
(Da Boleren stødte hende ned med Dolken.)
„En Kiste nu bag Altret staaer,
„Kun fyldt med Gruus og Stene; —
Hvor hendes Liig er kommet hen er, ikke got at blive klog paa; man seer kun, at det i al Fald er kommet bag om: „bag Gulvet“ — „bag Gardinerne“ — „bag Alteret“ — o. s. v.)
„Men hver en Nat Fru Klara gaaer
„Sørgmodig og allene.
(Sir Harry havde dog lagt Mærke til at hun søgte unge Pigers Selskab.)
„Til Straf for hendes Ødselhed,
„Af Vindeltrappen op og ned,
„Aarvaagent maa hun trippe
„Med huusligt Nøgleknippe!“
Ikke til Straf for hendes Bolen, eller Myrden; men til Straf for hendes Ødselhed. Nødtvungen Huuslighed er vist en svær Straf for Flaner; men en egen Sag er det dog, at skildre unge Frøkener den, som en saadan, og faae dem ordentlig til at gyse for Huusmoderforretninger.
„Og dybt i Hulen, hvor hun først
„Sin Boler satte Stevne,
„Der maa hun nu med blodig Tørst,
„Letsindigheden hævne. —
Blev hendes Ødselhed med Barnemord og Mandemord paa den ene Side straffet lidt for mildt med „aarvaagen Omtrippen“, saa bliver paa den anden Side nu hendes Letsindighed straffet uendelig meget for grufomt med uophørlig „Blodtørst.“ Denne sataniske Straf ophæver alt indtil Grundbegrebet i Retfærdighed, og Forestillingen om nødtvungen Pinen af andre til Revselse for egen Forbrydelse, maae oprøre den hierteløseste Fantasie, da den i reneste Forstand vender op og ned, ikke blot paa al Moral, men paa alt nok saa gemeent menneskelige Skiønne.
„Maa give hver, som give bød,
(Hvad vil det sige?)
„Men straffe strax med bedske Død
„Den dvælende Betaler,
„Naar Tiden han forhaler.“
(En smuk Pleonasm!)
„Først naar en Møe af hendes Slægt,
„Paa denne Borg vil bygge —
(Bygge nemlig i den Betydning, Frøknens Plan gaaer ud paa.)
„Som tager i sin Varetægt
„Den arme blege Skygge;
(Borgen eller Frøknen?)
„En Møe uskyldig, huld, og reen,
(En Møe med den omtalte Plan nemlig.)
„Som lader hendes trætte Been
(Nylig var de møre.)
„I christen Jord begrave,
„Da —
Hvad da?
„Da faaer hun Roe i Graven!“
Men hvor er christen Jord? naar den hverken er bag Gulvet, bag Gardinerne, eller bag Alteret i Kirken? Spøgelselset klager jo desuden selv ikke saa meget over Jorden, som over Maaden, hun ligger paa deri: „Her“ hedder det nemlig S. 128, ligger jeg med Strikker sammensnørt, mit arme Hoved stiendigt bundet ned mod Hælene. Tinkisten er saa trang!“ — Uagtet hendes Jordefærd er det, hvorom alt i Stykket dreier sig, er det ligesaa umueligt, her at blive klog paa den gale, som siden paa den rigtige Begravelse.)
No. 7. „Gienfærdets ynkmodige Bøn.“ (S. 128.) Den lyder saaledes:
„Klara frygter du en luftig, let, en ulyksalig Skygge?
„O skiænk mig atter Roe!
„O skiænk mig atter Roe!2
„Du kan, Du kan!
„Begrav de trætte Been.3
„Her ligger jeg med Strikker sammensnørt,
„Mit arme Hoved bundet ned mod Hælene,
„Tinkisten er saa trang!4
„Begrav i Christen jord din Stammemoder!
„Du rædder mangt et Liv!5
„Thi nede dybt i Hulen kold og grum, som Havets Bølge, der har dræbt min Huusbond i Morgendæmringen, jeg myrde maa, som følesløs Natur,
„Mens Hiertet brænder i sin Skiærsild.6
„Forløs mig!
„Bring mine støvbedækte Been til Graven!
„Lad Sielemesser synges over mig forbi den fæle Ludlamshule!
„Men skynd dig før Morgenhanens Gal, skal ei dit Smiil forvandler sig til Taarer!
„God Nat!
„Jeg kommer aldrig meer, naar selv du vil,
„Red mig en Seng af fire lange Fiele!7
„Jeg er saa træt.
„Farvel! (Hun synker i Jorden.)
Vi bede blot, at betragte denne ynkmodige Bøn fra Versenes Side med Hensyn paa Beqvemheden til Melodie, og Muligheden, ved Hielp af samme at giøre den til „Folkesang“ — som Recensenten er forvisset om, den vil blive!
No. 8. „Ludlams Forslag til Fanny, at omskabe hendes Datter til Havfrue.“ (S. 159.)
„Vi elske Børn vi Kildens, Flodens Aander.
„Jeg vil opdrage hende til en Havfru’8
„Forvandle hendes Halvdeel til en Fisk9
„Med smukke Sølverskiæl. Men hendes Haar
„Skal blive grønt, som Søegræs10
„Ansigt beholder hun, samt Arm, og Bryst og Hænder11
„Smukt vil hun synge for dig mangt et Qvel12
„Ved salten Strand. Du vil gienkiende Betty
„Om Aftenen under Grædepiilens Green;13
„Men hun vil stirre følesløs paa dig;14
„Thi Havets kolde Møe har ingen Siæl!15
Hvilken frivillig Stokblindhed hører der ikke til at finde denne Sludder „Sang“ — og ovenikiøbet „Sang, den store Digter aldeles værdig!“
No. 9. endelig: „Robins fortvivlede Udbrud ved at see Hulen tillukt.“ (S. 166.) Vi have allerede anført det, som Prøve af svulstigt Feberraserie paa en Digters Læber, end sige i en Bondemund — og ville her blot tilføie Enden deraf:
— — „En lysblaa Kløft (i Hulen nemlig)
„Skal aabne sig; og Naaden oven over
„Skal dale mod vor Afgrund paa sin Skye
Og hæve os i sine Faderarme!“ —
Man kan med høieste Grad af Sandhed sige, at Bonden i sin Feberhede og Fortvivlelse bliver saa reent catholsk, at han endog glemmer sin Catholicisme. Thi selv vanvittige Catholikere forestille dem Naaden med Moderarme paa Grund af noget i den blot dyriske Forestillingsevne, der aldrig, saa længe den yttrer sig, ganske kan forstyrres. Ophævelsen overalt af den sidste Betingelse for Forestilling i Forestillingen selv er kunstlet, og ikke naturlig; selv i en Daarekiste vil man aldrig høre en ravgal Sang, som denne! Vi appellere i dette Punkt til den gemeeneste Psychologie, som i vor hele nærværende Kritik til den blot sunde Fornuft og Menneskeforstand. Til en Poetik kunne vi desværre ikke appellere i et Litteraturvæsen, som vort nærværende, hvor denne Videnskab er saa aldeles gaaet til Grunde i Romantik, at offentlig optrædende Recensentere kunne kalde Solutstil-Tingester, som de tre sidste her anførte Nummere: „Romancer og Ballader.“ Man see blot tilbage paa dem endnu engang fra dette Synspunkt, og paa dem alle, som anbefalede „Folkesange!“ Det er rigtig nok noget ganske andet, end disse Pramske, Thaarupske, Rahbekske, Trojelske, Zetlitziske, og Baggesenske Viser og Sange — der, hvis de ikke bleve fortrængte, ordentlig kunne vænne Vedkommende til at tænke og føle ved hvad de sang — hvorfra Himlen bevare et Folk, som vores, hvis egentlige Aandskultur dog i Grunden eene kan gaae ud fra Spanien formedelst tydsk Transit — og hvis baade længste og korteste Dag i Poesien upaatvivlelig kun Tusind og een Nats-Lampen fuldkommen kan opklare! Skulde Forfatteren, eller Recensenten af Ludlamshulen hændelseviis faae Øine paa denne sidste Yttring, tiene den eene som den anden til Efterretning, at den er ironisk, og at det ironiske maa tages tvertimod Bogstaven.
Den af vor Kritik saaledes i alle Krinkelkroge med alle „sine grønne Pletter af en usund Fugtighed“ belyste oehlenschlägerske Kunst-Smag- og Sprog-Begravelse er imidlertid af vor æsthetiske Hof- og Stats-Ret16 i Litteraturtiden (tilligemed den hele Række Vindehuse: Hugo von Rheinberg, Faruk, Kanarifuglen, Ærlighed varer længst, og Digtningernes anden Deel) blevet tilkiendt Hævd paa en hæderlig Plads mellem Smagens offentlige Bygninger, og anbefalet, ikke blot, som Trylleslot, men som Museum. „Ludlams Hule“ er, efter vor indtil videre afdøde Digters afdøde Recensents Dom „et saa ualmindeligt Syngespil, at man deraf kan fordre alt;“ og paa „een eneste Betænkelighed nær“ (Lægens nemlig) finder denne uendelig meget fordrende Kunstdommer ogsaa omtrent alt deri, hvad den største Kræsenhed i Poesie kan forlange. „Det er, ligesom Faruk, „siger han,“ beregnet paa at giøre det størst muelige Indtryk, ved Hielp af en mangfoldig Theatermusik og et got Maskinerie.“17
„Imidlertid „vedbliver han,“ kan Stykket bestaae ved egne Kræfter, og nydes saavel ved Toilettet,18 som selv i Studerekammeret;19 ja man bør endog ønske, at det tillige nydes paa denne Maade, da Tankernes Fiinhed og Poesiens Friskhed ufuldkomment fattes under Opførelsen.20 Er derfor Herr Oehlenschläger end afvegen fra den idylliske Tone, som Evald og Thaarup have lært de Danske saa inderligen at elske i Syngespillet, saa er han dog, som de nysnævnte Digtere, en afsagt Fiende af Sydlændernes forkeerte Smag: at skrive Operetter efter Balletmesterens eller Komponistens Ordre, i den Tanke, at skiøn Musik og glimrende Decorationer her skulde være Hovedsagen. Han haandhæver med sine Forgiængere den Roes: at hans Syngespil ere sand Poesie, og kunne følgelig ei alleene sees og høres, men i Taushed læses og giennemtænkes med Fornøielse.“ Vi overlade til vore Læseres Skiønsomhed, efter at have betragtet Ludlamshulen noget nærmere, at bedømme, om denne Roes ikke har nogen Lighed med den, Jesper giver von Tyboe, naar han siger: „Herren er en Herre, som er beqvem til alle Ting — thi jeg vil sige Herren: Eet er at svare, et andet er, at give et got Svar, som man ikke har betænkt sig paa?“
Det er os i det mindste umueligt, at bare os for Latter over den Anstrængelse, hvormed vor æsthetiske Oldfux stræber, at indstille det usyngelige Syngespil for den tause Læsnings Tankedomstoel. Som afsagt Fiende af al Smag, er Herr Oehlenschläger naturligviis ogsaa „en afsagt Fiende“ af den, at digte Syngestykker med Hensyn paa Kompositionen; men hvorledes en Kunstdommer kan finde dette Smagfiendskab priisværdigt, er høistbesynderligt — især en Kunstdommer, der ovenfor har forsikkret, at dette Syngestykke er beregnet paa, at giøre det størst muelige Indtryk ved Hielp af en mangfoldig Theatermusik? Upaatvivlelig er der noget forkeert i den italienske Smag, at opoffre Sangen, saa at sige, alt andet i Syngestykker; men er det ikke dog endnu forkeertere, at opoffre denne med? I et Syngestykke er og bliver dog vel det Syngelige Hovedsagen, og en Forfatter, der ikke kan eller vil lempe sig efter den Søsterkunsts Regler, han her foreener sig til eet og samme Total-Indtryk med, bør ikke skrive Syngespil. Men lad nu ogsaa Sangen, og Musiken, og alt det øvrige, hvad der kan høre til et musikalsk Trylledrama, opoffres — lad dettes Text eene og alleene opføres paa den indre tause Tankens Tillie i Studerekammeret — lad os ikke blot tilgive Digteren, men rose ham for, at han f. E. i følgende „Sange — Romancer — Ballader,“ eller hvad det er, aldeles intet Hensyn har taget paa Mueligheden af musikalsk Komposition; hvad Siæleføde, hvilken Aandsnydelse mon Recensenten finder i det abstracte Studium af samme? Her er Arien. (Den hører, vel at mærke, til de den store Digter aldeles værdige „herlige“ og „sande Folkesange,“ hvoraf vi kun anførte de „ni vigtigste“ i vor forrige Betragtning; men, for ikke at stikke noget under Stolen, ville vi nu anføre den med.)
Dick.
„Han gik til Ludlams Hule21
„I mørke Midienat,
„Mens Maanen hist, den gule,
„Saae giennem Busk og Krat.
„Laan mig en Kobberbolle,
„Sang han i Hulens Grund,
„En tinnet Kasserolle22
„Til næste Midnatstund.
„Hiem gik den tappre Peter
„Med Bollen paa sin Bag;
„Der stødtes i Trompeter,
„Det var hans Bryllupsdag.
„Der var stor Lyst og Gammen,
„Han gik med Bruden seent;
„De slumrede tilsammen;
„Han glemte Ludlam reent.
„Man fandt ham næste Morgen
„I Sengen ganske død.
„Dig her at skildre Sorgen,
„Naturen mig forbød.
„Man bragte den tilbage,
„Der staaer den, hvor den stod!
„Hun vil den ikke tage,
„Den er betalt med Blod.
William.
„Der staaer den virkelig, den gamle Kiædel,
„Spanskgrøn af Irr, halv sænket ned i Sandet.“ —
Hvorpaa der er taget Hensyn her med den overordentlige specielle Indretning, at den foregaaende Replik er i ganske simpel Prosa, den anden i sangviisforfattede Riim, den tredie i riimfri jambiske Vers, vide vi saa lidt, som Hensigten overhovedet med hele Stykket. Men ligemeget, vi ville ved den natlige Lampe, langt fra al forstyrrende Musik, Mimik, Spil og Decoration studere Ariens „sande Poesie.“
Det første, der støder os i vor stille tænksomme Nydelse, er „den gule Maane midt i den mørke Midienat;“ thi sligt maa Tanken virkelig see med andre, end dens egne Øine, før den troer det. Paa et grundmuret eller fiellebygt Theater er det maaskee mueligt, at anbringe en guul Maane i en mørk Midienat; men hverken paa Naturens ydre eller indre Skueplads, hverken under Himmelens eller Hiernens Hvælving lader det sig giøre. Den Omstændighed, at bemeldte gule Maane „seer giennem Busk og Krat“ forekommer os og lidt betænkelig. Det maae have været noget ganske andet Guult, der har svævet Digteren for Øie.
Det andet Tankeforstyrrende er den gode Karls Sang i Hulens Grund. Vi begribe ikke, hvorledes han er kommet til Bunden end sige til Grunden af Brønden eller Hulen i levende Live, eller uden i det mindste at blive vaad? Sangen selv er simpel og forstaaelig.
„Laan mig en Kobberbolle!“
er i høieste Grad ukunstlet, umetrisk, umusikalsk, og, for saavidt, aldeles fornuftig indre Sang; men, desværre! denne gyldne Simplicitet forvandles paa eengang til den græsseligste Bravura-Svulst, der for Tankens Øre lar sig ophvirvle til Lyrikens obligateste Fandenivold, i Løbet af Kobberbollen nemlig til tinnet Kasserolle. Denne Phantasiens underlige Flugt i den saa inderlig begyndte jevne Sang kan Tanken ingenlunde følge.
Det tredie, vor Tanke snubler over, uden mindste klar og tydelig Nydelse, er Peters Hiemgang med den igien til Bolle forvandlede Kasserolle paa sin „Bag.“ Vi anstrænge forgiæves vor Tænkekraft, for at udfinde, hvi han, forudsat, at han og virkelig kunde bære den paa denne Maade, ikke heller bar den paa enhver anden? Os synes at, hvis han ikke har surret sig den fast om Lænderne, den nødvendig i Gangen maatte dumpe af. Og, surrede han den fast, hvi saa lavt? hvorfor ikke paa Nakken, Skuldren, eller Ryggen, naar han nu eengang ikke vilde bære den under Armen, i Hænderne, eller paa Hovedet? Men (vil man maaskee sige) en saa ualmindelig Bolle kunde heller ikke got bæres paa en almindelig Maade. I Prosa var det en Suppekiædel, i Sangen blev det af en Bolle til en Kasserolle, og i Jamberne atter til en simpel gammel Kiædel; hvad det i sig selv har været er ikke let at afgiøre? Skulde dette tvetydige Huusgeraad ikke egentlig have været et Stikbækken? I dette Tilfælde kunde Peter, formedelst den lille Sløife, som gemeenligen er anbragt i Enden af Skaftet, have bundet det fast til sin lille Pidsk i Nakken; og det var da saare begribeligt, hvorledes han gik med Bækkenet paa Bagen.23 Men saa rigtig og nu bemeldte Bag paa denne Maade lader sig forklare, ja retfærdiggiøre, saa meget synes dog sammes Omtale overflødig, og Forfatteren havde maaskee giort bedre her, at beholde den in mente — saa meget mere, da umiddelbar derpaa stødes i Trompet, uden at man strax veed hvor Stødet kommer fra:
„Hiem gik den tappre Peter
„Med Bollen paa sin Bag;
„Der stødtes i Trompeter; —
Ved dette Der, som synes at maatte henføres til „Bagen,“ fristes man (især i sit Studerekammer, hvor man ikke generer sine Tanker for den store Verden) til at forestille sig Peter Trimps egen, og ikke en ganske anden Trompeters Stød — en Forestilling, der paa den med Kobberkiædler, Kasseroller, Boller og Bækkener opfyldte Indbildningskraft giør en meget skraldende Virkning.
Den fierde Tanken lidt vel haarde Nød at knække, er den derpaa fortalte Bryllups-Omstændighed, at Peter, trods al Lyst og Gammen, ikke gik hurtig, men seent med Bruden; thi lad ham og være gaaet med hende saa sildig til Sengs, som man vil, desmeere maatte han jo skynde sig — i det mindste i en Gang efter Naturens Orden. De slumrede sammen, vilde en anden have sagt; men vor Digter siger heller tilsammen — i den Tanke formodentlig, at dette til giør Samlingen tættere.24
At man fandt Peter næste Morgen ganske død i Sengen, er i og for sig selv en ganske sund Tanke; og jo længere man tænker efter, jo meere vil man finde, ved en fortsat Analysis, at det er meere fornuftigt, at kalde en hvilken somhelst død Person ganske død, end nogen i Live ganske levende; men man vil ogsaa indsee, at dette Udtryk er her meget ufornuftigen anbragt, med mindre det var Forfatterens Hensigt at giøre det fortalte Dødsfald latterligt. Men er dette Tilfældet, saa veed en tænkende Læser ikke meere hvad han skal sige om hans sunde Sands.
„Dig her at skildre Sorgen,
„Naturen mig forbød.“
Mig forbyder Kunsten at skildre, hvad jeg føler ved slige „den store Digter aldeles værdige poetiske Steder.“
„Man bragte den tilbage
„Der staaer den hvor den stod;25
„Hun vil den ikke tage,
„Den er betalt med Blod!
For Tænkeren i Studerekammeret tager denne Fortælling sig underligt ud. „Der staaer den (Bollen, Kasserollen, Kiædlen, Stikbækkenet, nemlig) hvor den stod“ hedder det. Men staaer den, hvor den stod, saa har jo Mor Ludlam den igien, og umiddelbar derpaa hedder det: „hun vil den ikke tage!“ Laane-Institutets Oplag, eller Mor-Ludlams-Assistentshuuset, hvad man vil kalde det, maa nødvendigviis forudsættes, at være under Jorden, og det synes, som om den eeneste Ind- og Udgang var Brønden, hvoraf det „jævngode Riddersværd“ jo og siden med megen Forsigtighed opskydes. Det noksom omtalte Stikbækken stak formodentlig dernede mellem det øvrige Skramlerie, før Peter kom og, forlangte det under Navn af Bolle og Kasserolle; thi Navnet giør her intet til Sagen; selv i Tilfælde, at det var en Kiædel, maatte det efter al aandeverdslig Sandsynlighed stikke der, hvor Sværdet, og alt det andet Laanegods stak. Det burde altsaa hedde:
„Man bragte den tilbage,
„Der staaer den, hvor den ikke stod“ —
Rigtig nok var det eene masculine Vers saa blevet længer end dets foregaaende Kammerater; men hvad havde det skadt i den sidste Strophe? Weisse var nok kommet ud af det her, som paa andre Steder, hvor Forfatterens kaade Metrik giør meget større Bukke-Spring.
Den sidste Linie: „Den er betalt med Blod.“ (Kobbertingesten nemlig) vil heller ikke ret glide ned og fordøies, end sige nydes med nogensomhelst philosophisk Vellyst i Studerekammeret. Af det Foregaaende har man nemlig ikke mindste Grund til at troe, at Peters, eller nogen andens Blod har flydt ved denne Leilighed. Men Forfatteren giør gierne sine Katastrofer, indtil de allermindste, saa blodige, som han kan, for Fantasien, fra den datterlige Giennemstyden af en opgravet Faders Liig af, til den fuldkomneste gemeene Straadød.
Vi have saaledes med al muelig Anstrængelse for at finde det „Fiine i Tankerne“ hin trompetende Recensent har blæst om i Litteraturtidenden, giennemgaaet eet af Ludlams-Kabinetstykkerne for Toilettet og Studerekammeret. Vi opfordre enhver tænksom Læser fra den mindste til den største kritiske Philosoph, at finde noget andet deri, end hvad vi have fundet: Stof til Latter nemlig, og Leilighed til advarende Blotten af vor Digters hidindtil i lutter Røgelse af poetiske Chordrenge hylte Afgudsbillede, i en moersom Recension, som (for Exempel) den, vi hermed slutte. Hvad Sprogmishandlingen i denne, med alt det fra de øvrige Sider taaleligere, Ludlammiade betreffer, da tilstaae vi, at vor Kritik, da den i Begyndelsen lovede, fuldstændigen i nærværende Vurdering (der maaskee allerede overskrider en morende Længdes Grændser) at blotte samme, giorde Regningen uden Vert. Vi troede nemlig dengang ikke, det stod i vor Forfatters Magt at drive Kragemaalet videre, og tænkte derfor, at kunne slutte vor Fremstilling af alle begaaelige Synder mod Kunsten, fra denne Side, med en lidt udførlig Udpegen blot af de ludlamske Bommerter.
Men midt under vort Arbeide udkom den nye Skoles poetiske Kragemaals sande Thesaurus i det dramatiske Eventyr: „Fiskeren“, til hvis urandsagelige Dyb af Digt- og Skriv-Feil Ludlamshulen forholder sig, som en oehlenschlägersk Geburtsdagsviise til et oehlenschlägersk Geburtsdags-Syngestykke. Med vor Respekt for det overtrufne Non plus ultra var det altsaa forbi — ikke at tale om Foraarets, vel sildige, men dog altid tidligere og blidere Ankomst, end vi havde formodet. Thoras, Flyvedigtenes og Gaadens Muse maa til kritiske Arbeider have Vinteren for sig, og kan saa lidt, som Naturen, dræbe Insecter paa den Tid, Sydvinden blæser.
Resultatet indtil videre af denne Vurdering er for Resten allerede: Ludlams-Hulens — og dermed alle den meer eller mindre lignende Oehlenschlägerske Digtningers kritiske Fordømmelse. De udholde ikke den mindste dvælende Betragtning, end sige fuldkommen Belysning og stræng Prøvelse. De ville derfor ogsaa forgaae med Døgnet, der under Kritikens Fraværelse, paa en Tid, da al til Nød undværlig Tanke og Eftertanke, saa at sige, blev bortbombarderet, bragte dem i Mode. Vi ende med følgende Reflexion af en sandelig intet mindre end pedantisk stræng Genialitets-Vurderer: