Jens Baggesen (1764–1826)

Elegie

til

Fru Professorinde Rahbek, fød Heger.

(I Anledning af en mig fra Hendes Haand

for Øie kommet Afskrivt af mit tydske

Afskedsdigt til Grevinde Bombelles.)

Seer mit Hierte jeg i dette Speil?
Smile mine Tanker mig imøde?
Opstod, himmelluttret, uden Feil,
Deres Aabenbaring fra de Døde?
Bragte fra Teutona Hiemmets Aand
Hid tilbage til mit Danmarks Have
Mine Runer, i en Engels Haand
Skriftforvandlede til Tryllestave?

Drømmer jeg? er end ei visnet reent
Krandsen, mine danske Sangveninder
Huldt mig bandt af smilende Kiærminder?
Blomstrer her den tidlige mig seent?
Har, trods Storm og tordenlumre Dage,
Dybt i Skialdens Floras Efteraar,
Friske Blade den endnu tilbage,
Sødt erindrende den svundne Vaar?

Er mig Nordens Himmel meer ei vred?
Hader Asers Æt mig længer ikke?
Smiler Freia selv i disse Blikke
Fra sin lyse Stei mig atter ned?
Tør jeg troe mit Øie, troe mit Hierte,
Stirrende paa disse Staves Lyst?
Deeler end min Vellyst og min Smerte
Nogen Hiemmets Asynies Bryst?

Hulde Vink af Nordens Yndes Aand!
Glimt af fordums fædrelandske Smile!
Herthalundens Amors kydske Pile:
Træk af Charis Margaritas Haand!
Skrift, hvori sig Dannisheden maler,
Som den svæver for en Engels Sands:
Med Kiærminde-Runers Idealer!
Du har laant min Veemod huld din Glands?

Haanden, for hvis kiælne Krystens Favn
Rosenknoppe selv er ei for ømme —
Som jeg tidt i Venskabs bittre Savn
Elskovssyg har kyst i søde Drømme —
Den har værdiget et Blomstersuk,
Som i den forladte Sangers Smerte
Rosenblodigt udsprang af hans Hierte,
Meer end blot et fingerflygtigt Pluk!

Den har nektarbægerrundet sig
For det Spæde moderømt at vugge,
Let berørende dets mindste Fnugge,
Morgenrødens Rosenfingre lig!
Den har foldet ud hvert Blad, med Dvælen,
I dens Lilieviftens Zefyrluft,
Og for Øiet selv udpyntet kiælen
Rosendukken i sin Barneduft!

O! nu først min Sang mig synes færdig
Yndemoden, elskelig, og skiøn,
Som jeg ønskte den saa dybt i Løn
Engles Engel, Sangens Ida, værdig!
Du, som aldrig glemt jeg eengang saae!
Du, hvis Rose dufter i mit Hierte,
Lindrende de gamle Tornes Smerte,
Du har lagt den sidste Haand derpaa.