Correx med en Trumf paa
Til og for Efterslægten.
Til og for Efterslægten.
At lyve med Anstændighed
Lidt for de Folk, man lever med,
I Vers, ja selv i pyntet Prose,
Til Morskab, og for daglig Brød,
Tilgives kan maaskee til Nød,
Endskiøndt man bør det ikke rose.
Voxnæser dem at sætte paa,
Hvis Næver kunne vores naae —
Og, kort: at have lidt til Beste
Sig selv, sin Samtid, og sin Næste,
(Naar der er Maade med, som saa)
Det vil jeg ogsaa lade gaae;
Det kan jeg selv maaskee, trods mangen,
Endskiøndt jeg kappes ei om Rangen.
Men, naar en altfor næsviis Pen
Vil narre selv ufødte Slægter,
Der (som man dog vel ikke nægter)
Ei kunne narre den igien —
Som sandhedskierlig Børneven,
Min Harm jeg ei at styre mægter:
Jeg uden Skaansel Løgnen slaaer
For Panden, hvor den staaer og gaaer,
Trods alle Qvæstedes Indtægter;
Det er at sige, kiære Ven,
Jeg kort og got modsiger den.
Som om vi alle skudfrie bleve,
Jeg blir frimodig ved at strøe,
Hvor Halmen knækkes, Sandheds Frøe:
Fordi det Qvæstede skal leve
Skal derfor ei det Heele døe.
Viid altsaa du, hvis Uskyld smiler
Ved Brystet, paa din Moders Skiød!
Og du, som end derunder hviler!
Og du, hvis Faer end ei blev fød!
I, hele den endnu saa spæde
Fremtidens Læseverdens Smaa,
Der alle neppe kunne græde,
End sige: skiønne, staae, og gaae,
Og trække Dannebuxer paa!
I, hvem mig tidt paa Hiertet laae,
Med Sort paa Hvidt engang i Tiden,
Naar ingen af Jer meer er liden,
At more lidt, paa den Maneer,
Hvoraf man her en Prøve seer,
Ja selv at nytte meer end more!
Jer være sagt — naar I blir store —
(Hvad jeg Jer, søde Glutter spaaer,
I blive vist, om Danmark staaer
Endnu og blot et hundred Aar)
At I Jer ikke bør forlade
Blindt hen paa hvert et Dokument
For Eders Fædres Dyd paa Prent
I disse Fædres egne Blade —
Selv ei, naar findes meer deri
Af evangelisk Harmonie,
End Moden ellers med sig bringer
Imellem Dyr med Fuglevinger
I døgnhistorisk Poesie.
Ifald I læse, for Exempel,
De mange Vers til Mandens Priis,
Der ei fik blot paa sig sat Stempel,
Men med en patriotisk Flid
Og stemplede sin hele Tid —
Saa tiener Jer til Efterretning:
(Trods Ingemanns og Foersoms Sætning)
At eiegode Manden, som
I samme Vers, der qvædes om,
Som alle Musers Ægte-Hane,
Som „Kampens Skiald“ og „Vinter-Svane,“
Som „Harpens Olding-Drot“ i Dan,
Og Fyens og Siællands Ossian —
Kort: som „Skjoldungens gamle Barde,“
Og „Minnisangens danske Skiald“
Der qvad i Kiel, i Fredrikshald,
Værløse, Wordingborg, og Warde —
Var Mester vel i Gøglespil,
Var stor, var herlig, om man vil,
Var alt, hvad være kan paa Jorden
En feed og fyldig Mand i Norden
Af hans Natur, og meere til —
Stak hver en munter snovsk Broerlil
I Søemands Høitids-Øieblikke,
Ja selv Knud Siællandsfar, Falil,
I Kongens Skaal og Hurra-Hikke —
Knud Siællandsfar det nægter ikke —
Han upaatvivleligen stak
I komisk Spil og Sang og Snak
Hver Uindviet og Indviet,
Og, som Klør Knægt i Monarkiet,
Thalias hele Pik og Pak —
Han stak de største Patrioter,
Ei blot i Fiskemad, han aad
Paa Havets Bred, af Tangsalt vaad,
I Vadmelskofte, klædt, som Hother —
Ei blot i gammelholmske Zoter,
Og bremerholmsk medynksom Graad;
Men selv i ægte Borgerdaad,
Og ædel Stræben, trods den Beste,
For sin ulykkelige Næste,
Hvorfor jeg haaber, Himmerig
Vil nu ham lønne rigelig;
Thi sligt, saavidt som jeg kan skiønne,
Kan dog vor Herre kun belønne.
Han stak, kort sagt: hvad stak han ikke?
Hvad kunde han ei stikke her,
Hvor ingen stærk i Velten er —
(Jeg griber i min egen Fikke)
Han alle Smaafolk i vort Land,
I hver en Klasse, Kreds og Stand
Stak ud, som Mænd, der ei bar Vand
Mod ham — den Roes er evig sand;
Maaskee han, selv til Punkt og Prikke,
Og kunde hver en Stormand stikke
I Dyd og Viisdom og Forstand — — —
Men Digter var han, min Siæl, ikke,
Og heller ingen gammel Mand.