Læs, Yngling, her paa dette Blad
Min Gravskrift over Een i Live,
Der gaaer paa tynde Been, som Rad,
En Skygge mellem dem, som hive!
Læs den; og bliv ei saadan een!
Du vorde kan, hvad han er bleven,
Hvis Traaden paa din Styrkes Teen
Du snoer med altfor iilsom Leven!
Med Hovdet fuldt af Fantasie,
Som ingen Tømme kunde lænke,
Det med hans Sandsen var forbi
Før han begyndte ret at tænke.
Han ødslede sit Hierte bort
Før han med Ømhed elske lærte;
Han kom i Elskov selv tilkort
Før han med moden Lyst begiærte.
Som Barn han alt sin Ungdom nød;
Som Ungersvend begrov han Manden,
Nu lever han, skiøndt neppe fød,
En Olding alt, med Horn i Panden,
Af den Pension, som i hans Nød
Ham forskudsviis betaler Fanden,
Indtil hans endelige Død.
Thi kommer een af disse Dage
Den paa det samme, saa god Nat
Den Usles Pine selv og Plage:
Selv Fanden faaer ei mindste Klat
For al hans Arbeid og Umage.
Som han i Livets vilde Ruus
Med Krop og Siæl, med Hovd’ og Hierte
Har uden Maade her holdt Huus,
Naar eengang reent er slukt hans Kerte,
Der bliver Had ei paa hans Hæl
For Ormes Tand tilbage længer,
End sige mindste Tip af Siæl
For Diævlenes glohede Tænger.
Glem, Yngling, er du tryg, mit Blad!
Men føler du dig lidt i Fare
For Livets genialske Snare,
Saa læs, og lær det udenad!