Jeg sad paa en Klippe ved Verandis Bæk,
Med Luuren i Haand, og i Ponsen paa Træk,
Der maled i Runer, hvad Skulda kun saae,
Og lettede det, som paa Hiertet mig laae.
Da nærmed en Dverg mellem Klipperne sig:
„Prindsessen Alvilde vil tale med dig. "-
Op sprang jeg fra Stenen, bortslængte min Luur,
Og fløi, meer end gik, til den Yndiges Buur.
Paa Veien jeg tænkte med Uroe mig om:
Hvorfor vel det himmelske Budskab mig kom?
Hvad Norrigs Asyniers Dronning i Qvel
Vel maatte befale sin lydige Træl?
Jeg zittred, og iilte, forvirret, og glad,
Med Haab, og med Frygt for jeg vidste ei hvad.
Og Aftnen omskimred med døende Smiil
Min bævende Fods uvilkaarlige Jil.
Dog seirede Haab; og med Tillid i Sind
Jeg treen i det aabnede Jomfruebuur ind —
„Det gaae, som det vil, hvor Alvilde gaaer frem,
Flye Helvedes Skygger, og Angst med dem!"
Dog var jeg ei fuldelig kiæk; thi jeg skialv,
Da Dørren sig pludselig aabnede halv —
Alvilde treen frem og min blendede Sands
Nu drukned i Buuret opfyldende Glands.
Nedbøiet til Jorden, mit frygtsomme Blik
Knap voved, at hæve sig, da hun fremgik,
Og, tæt ved sin Terne, mig over for stod
Dog samled omsider jeg hele mit Mod:
Jeg Øiet slog op; men, o Skræk! hvad jeg saae,
Mig lod det i Hastighed atter nedslaae —
Som truffet af Lyn, foer det blendede ned;
Thi Dysernes yndige Dronning var vred.
„Vig, Fenris af Udgaard!"saa talte hun, flye!
Jeg kiender dig! bort! mine Blikke du skye!
Du troer, at bedrage mig! viid, at jeg alt,
Som Barn, dig har seet i den samme Gestalt!"-
Det traf mig, som Himmelens Styrten. Hvert Ord,
En Tordenpiil lig, i mit Hierte nedfoer —
Mig syntes, at Skabningen rullede bort;
Og alt for mit bristende Øie blev sort.
Dog stammed jeg i min Fortvivlelse frem:
„Vel giæsted jeg aldrigen Asernes Hiem —
Vel blendes mit Blik i Asyniers Sal
Men alt, hvad af Fenris jeg har, er hans Qval."
Jeg nævnte mit Navn, og ved Odin jeg svor,
At ingen Alvildes Tilbeder i Nord
I Troskab og Ydmyghed lignede mig,
Og bad den smaa Ternelild tale for mig.
Jeg tale for dig, Usandfærdigheds Aand!
Din Nægten bevise! "udbrød hun med Haan —
Du Søn af den Fader, som Løgnen kom fra,
Naar du siger Nei, siger Sandheden Ja!
„Bort! Pak dig! "- Jeg vendte mig. Dybt i en Vraa
En indfattet glimrende Plade jeg saae —
Jeg blikked i Pladen — o Skræk over Skræk! —
Og skued mig selv med Utgartiloks Træk —
Jeg skuede Fenris i hvert. Mine Been
Knap bare mig; Hiertet af Angest blev Steen.
Jeg Udgangen ravende søgte; men Vee!
Jeg Dørren ei fandt — jeg den ei kunde see.
Af Rædsel og Smerte nu størkned mit Blod —
Fortvivlet, forsteenet, urørlig jeg stod —
Jeg Himlen bad aabne det bævende Gulv
Mig arme forbandede glubende Ulv.
O! styrt mig! "saa bad jeg, med iisnende Sveed —
„Til Nastrond, til Nifleim, til Helvede ned!
Jeg hellere der vil udsvede mit Blod,
End gjøre den Dyse, jeg elsker, imod! "-
„Nu vel da, Forræder!! Prindsessen brød ud:
Du staaer imod Stik, og du staaer imod Skud;
Men viid, at jeg har, i mit Giemme, forvart
Et Spyd, som kan dræbe dig sikkert og snart! "
„Gaae, Ternelild, hent mig den Vidiegreen,
Som myrdede Balder! "- Hun ikke var seen
Løb hen til et Giemme med inderlig Fryd,
Og rakte Prindsessen det dræbende Spyd.
Hun tog det, og svang det, og nærmte sig mig,
En Norne med Asathors Lynstraale lig;
Med Himmelens Høihed i myrdende Blik
Guddommelig rædsom Alvilde fremgik.
Henrykkelse nagled min bævende Fod
Urokkelig fast til det Sted, hvor jeg stod;
Og Himmelens Vellyst fortrylled min Aand
I Tanken om Død af saa yndig en Haand.
„O!" raabte jeg, knælende vil jeg af dig
Modtage det Slag, som jeg ønskede mig
Alt længe forgiæves! Jeg knælte. Hun svang
Mordgreenen den anden, og tredie Gang.
Den tredie Gang den mig traf. Men, o Skræk!
Jeg vaagned- og fandt mig, ved Verandi’s Bæk,
Paa Klippen, som før. Ak! Alvilde! din Haand
Ei løste mig Livets de fængslende Baand.