O! skiul dit Smiil, fortryllende Seline!
Ekiul det i mørke Blik! at jeg mane skue
Vor Verden, som den er, og ei, som himmel.
Byd disse Gratier, som dig omsvæve,
Lig Cyprens yndigsmilende Gudinde,
At fiye din Ciskers vellystdrukne Øie!
At jeg maae see de Torne, som sig blande
Blandt Roserne paa Jorden, see de Slanger,
Som skiule sig blandt Blomsterne; de Skyer,
Som rædselsvangre mørkne Himlens Øie.
Hold op at synge Dyds og Elskovs Glæder
Saa tryllende, saa sødt! at jeg maae høre
Fortrængtes Naab blandt Lærkens Morgensange,
Og Usles Skrig blandt Philomeles Triller.
O! flye mig! flye mig, farlige Seline!
Dit Smiil bortkyser selv den barske Satyr,
Som Fredens Engels lyse Glands Obaddon.
Din Sang hans Cerberiske Tunge binder,
Og han, som skulde Sandheds Torden brøle;
Nu logrer ved din Fod, som for for Orpheus
Den stygiske Bevogter. Tryllerinde!
Hvo saae den Himmel, som paa dine Læber,
Med blide Emiil til evig Kyssen lokker:
Hvo saae den Guddoms Glands, som fra dit Øie,
Lig Solen, Lys og Liv, og Lyst udbreder:
Og lagde Mærke til, at Ulven sniger
Sig lumsk i Faareklæder om blandt Hiorden;
At Rang og Rigdom hædret undertrykker
Foragtet Flid og Dyd; at Dumhed throner
Fedtmæsket, paa Fornuftens gamle Beenhuus?
Hvo hørte din den søde Røst, de Toner,
Som vilde lokke Timon selv til Dyden,
Naar han dens Priis fra dine Læber hørte:
Og glemte henrykt ei, som til Orions
Og Melkeveiens Hvirvler løftet, Lyden
Af Støvets usle Sønners Klagestemmer,
Og hine Ravnes Skrig, og Hundes Bieffen?
Hvo følte Forsmag af den rene Glæde,
Som venter Dydens Ven bag hine Sole
I Evighedens altid grønne Tempel —
Hvo følte Salighed i dine Haandtryk,
I dine Kys: og i sin Ruus bemærkte
Et Glimt af Irring i det skiønne Magtsprog,
Som prædiker: vor Verden er den beste?
Nei! Juvenal, og Persius, og Stolberg
Bestraaltes ei af milde Guder’s Blikke,
Som jeg, ved dine Emile, danske Cypris!
Da de Fornuftens, Troens Tyve hængte
I Sekler trodsende, fortiente Galger!
Vel! at ei Himlen alle Phoebi Sønner
Forundte dine Lige! "Bliv Seline,
Og døe hver Mishag, hvor Seline smiler! "
Saa bød Naturen, da den mild frembragte
Sit Mesterstykke. De, for hvem du smilte,
Blev alle kielen Elskovs glade Tolke.
Vist aldrig er du bleven seet af Stolberg;
Og, saae han dig, var Mørkhed i dit Øie.
O! kunde jeg et Dieblik kun bryde
Den Kiæde, som til dig og Dyd og Glæde
Min hele Siæl, mit hele Væsen lænker!
O! kunde jeg et Dieblik udholde
Den Qval, at standse Tanken i sin Jilen,
Naar til sin Himmel i din Arm den flyver!
Din Elskovsdigters kielne, bløde Stemme
Da skulde hæve sig, og stærk og mandig
Fortolke hans Forbittrelse; de Toner,
Som lyde nu, fordi han dig besynger,
Som Zephirs lette Flugt i Rosens Buske,Som Bækkens Rislen giennem Blomsterenge,
Og Nattergalens sørgelige Triller
Itavse Skove — skulde larme da
Som den oprørte Nordsøes vrede Bølger,
Og Tordners Gang blandt bange, Pyrenæer,
Mod Leiesvendene, som dovne, feige,
Forlade deres Herres Giord; som dumme,
Forsvare den utidig, uberedte,
Uvæbnede med Forsvars rette Vaaben;
Som herskesyge stumpe paa hinanden
De Pile, som imod dens mange Fiender
Med Nidkierhed og Viisdom vurde brugess
Som velte sig vellystigen i Skyggen,
Blandt Blomster i det feede Gras, mens Histden
Forvirret, adskilt, ubeskyttet irrer
I Ørkens hede Sand blandt vilde Klipper;
Som ubekymrede, mens den vansmægter,
Opsluge Markens Rigdom, fylde Bugen
Og lædske Ganen først; saa mætte, drukne
Barnagtig boltre sig ved Kildens Bred,
Og leege der med Sinas Tordenkiiler,
Til Skræk for Vandreren, som gaaer forbi,
Og seer forundret Christi milde Zepter
Forvandlet til et Spyd i Drengens Hænder;
Seer Evangeliums balsamske Honning
Til Gift forvandlet i Bacchantens Bæger;
Seer dem, som skulde lede, raade, trøste
Med Viisdom og med Mildhed svage Brødre,
Indbyrdes sove, fraadse, drikke, kives —
Seer dem og Hiorden, og gaaer bort og sukker.
Nei, Taushed her var Gudsbespottelse!
Naar Kryben, Ahner, Guld er Vei til Hæder;
Naar dumme Statsmænd spille Bolt med Stater;
Naar Retten kisbes; naar Uskyldighed
For Dagen lægges kun ved gyldne Prøver;
Naar tusinde gaae frem, og dræbe, dræbes,
Fordi de tusindes Regent maa mores,
At han skal ikke falde reent i Søvn
Paa Thronen, hvor han dog for noget sidder;
Naar Granders Moerskab maa med Skat betales
Af tusinde, som sultne, svedte ploie
Den Jord, der smiler blot, fordi den byder
Dem dog, som Grav, engang en sikker Løn;
Som, langt fra Hovedstaden, sidste Draabe
Af deres Sved til dens Forlystning yde;
Naar Borgeren, den sande, gode Borger,
Som virksom i sin Kreds, til Statens Nytte,
Til Statens Ære bruger sine Evner,
Staaer i Ministrens Forgemak, og venter
Forgieves Audienz i simple Klæder
Bag baand- og nøglemærkte Lediggiængre,
Mens Børn og Kone sultne hiemme bie
Med Levningen af Gaarsdags lille Maaltid:
Den Gode seer det, gaaer forbi, og sukker —
Den Kloge seer det, gaaer forbi, og leer.
Men ak! naar du, vor sidste Trøst, vort Haab,
Du Godheds himmelsendte, skiønne Datter,
Religion! naar du, vanhelliget
Af egne Vogtere, forvildet, græder
Naar de, som skulde vise dig for Jorden
I al din Glands, i al din Yndighed,
I al din Guddoms Majestæt, indhylle
Dens Straaler i Vankundighedens Slør,
Og skiule din den ædle, milde Mine
I deres egen Utugts sorte Dække —
Naar de, som skulde smile, lig Chariter
Om Venus, nær ved dig, fremvise sig
Som Boddeler, der en Despot omgive,
Med Drer og med Svøber, Sværd og Riis —
Naar de, der Haand i Haand paa Fredens Veie
Foran dig skulde gaae med lyse Fakler,
Og vise de Forvildede, de Svage
Dit Tempels vinkende Lyksalighed,
I Mørket kives med de slukte Brande
Naar de, som skulde tolke dine Bud,
De tydelige, vise, milde Love,
Du gav os til vort Vel, indhylle dem
I lange labyrintske Lærebøger,
Hvori med Arvesynden Satan trætter
Om Herredømmet over Christi Kirke —
Naar svedende, for en andægtig Skare,
Den feede Siælesørger, lig Kronion,
Omsonst sin Hiernes hele Chaos ryster,
For Mening af en sammenflikket Væv
Om Dievelens Indskydelser at pine,
Saa længe til omsider utaalmodig
En knyttet Haand i Prækestolen løser
Hans Sætnings uopløselige Knude,
Lig hin i Gordium: og vækker alle
Naar, o Religion! paa denne Maade
Du prædikes, forsvares og bevises:
Da tier ikke meer den ædle Muse,
Som sendtes, for at tale Sandheds Sag,
Fra Himlen ned. I Nordens Mand, som føle
Gudindens Kald! hvi tier Eders Røst?
Op! hævder Sandheds Ret! og nøgen viser
Den Yndige for Folket! kiækt bortjager
Med hendes Glands den Mørkets sorte Har,
Som kappes om, igien, af alle Kræfter,
At bringe den Barbarers Nat tilbage,
Hvori Fornuft og Sandhed sov saa trygt!
Mig gav Apollo kun en sparsom Gave
Til kielen Elskovs Priis. Dit Smiil, Seline!
Mig kalder atter til en Sang om dig.