Carl Bagger (1807–46)

Jeg havde paa en smuk Foraarsdag i Aaret 1832 været oppe i et Ærinde i Hestgardecasernen og gik gjennem Stalden, med Velbehag stirrende paa de stærke Heste, der netop stode opsadlede; de store Gardere betragtede med et haanligt Smiil min sygelige, uanseelige Person. Der stod en høi ung Mand i blaa Frakke og betragtede, ligesom jeg, Dyrene og de drabelige Mennesker; af og til gjorde han uvilkaarligt en Haandbevægelse op til Munden, som om han vilde pirre i sin Knebelshart, og dog havde han ingen saadan lodden Forziring — havde han muligt havt den? havde han været Militair? Jeg skulde næsten troe det, naar jeg saae paa hans kneisende Holdning.

    „Med Forlov, rider Officererne paa disse Skimler?“ spurgte han mig i en underlig tydsk Dialekt, idet han høfligt tog Hatten af.

    „Nei, min Herre, det er Trompeternes Heste.“

    „Titusinde saadanne Heste!“ udbrød han med spillende Øine, idet han uvilkaarligt henvendte sin Tale til mig og slog med sin Stok imod Stenene i Stalden, „titusinde saadanne Gardere! Trompeternes Klang og Hestenes Vrinsken og Mands Mod i Hjertet! ved Madonna, Staden var aldrig falden! — — aldrig — — —.“ Pludselig besindede han sig, bukkede for mig og gik; jeg saae, at han haltede noget. — —

    Et Par Dage efter at dette var forefaldet, havde jeg for første Gang i hint Aar været ude at svømme og vendte langsomt hjemad igjennem den saakaldte Kirsebærgang. Jeg lyttede til Rørfuglens dæmpede Sang og lod mig oplive af det varme Solskin, men pludselig hørte jeg tæt ved mig et Menneske tale hurtigt og høit, med en bydende Stemme; Sproget, hvori den Fremmede talte, var mig aldeles ubekjendt. Jeg kastede mit Blik hen til Stedet, hvorfra Lyden kom, og saae den samme høie Mand, hvem jeg nogle Dage iforveien havde truffet paa i Gardecasernen. Han talte høit med sig selv og — som det lød — i en oprørt Sindstilstand; af og til huggede han med Stokken ned i Gruset. Jeg troede, Manden var gal. Paa eengang holdt han Haanden for Panden, en Dødsbleghed overtrak hans Kinder — han sank afmægtig omkuld i Græsset.

    Uden at betænke mig, dukkede jeg min Hat ned i Vandet og ilede hen til ham for at overstænke hans Pande; han recolligerede sig ogsaa snart og jeg ledte ham — det er Sandhed hvad jeg fortæller — hen til den Bænk, som tæt nede ved Vandet staaer ligeoverfor Pladscommandantens smukke lille Øe.

    „Befinder De Dem nu bedre?“ spurgte jeg paa Tydsk — Tydsk havde vi jo talt sammen i Garderstalden.

    „Takker,“ svarede den Fremmede i sin løierlige Dialekt, „meget bedre. Jeg er bleven overordentlig nervesvag; jeg har lidt meget, saare meget — Sorgen har længe boet under samme Himmelstrøg, som jeg.“

    „De er en Tydsker?“

    Han saae paa mig med stive Øine: „hvem er De?“ spurgte han mig.

    „Student, mit Navn er Johannes Harring.“

    „Student?“ gjentog han, „Studenterne i mit Land ere brave Folk, de ere det vist ogsaa her i Danmark.“

    „De Fleste,“ svarede jeg og tilføiede derpaa: „De talte før et Sprog, som jeg ikke forstod.“

    „Det Sprog vil ogsaa snart være ligesaa dødt som det latinske,“ mumlede han bittert og tilføiede derpaa „Sproget var forresten det moderne jødiske.“

    „Det moderne jødiske?“ gjentog jeg.

    „Ja,“ svarede han, „jeg er en af Nutidens Jøder. I Oldtiden forviste Jehova Israels Folk ud af Fædrenelandet, siden den Tid have de ikke noget Hjem: forhadte, forfulgte vandre de huusvilde og adsplittede over den ganske Verden, som Himlens Fugle, der snart maa søge Ophold i Nord og snart i Syd, men allevegne truede af Skyttens Døner og Bøsse. Ogsaa det nittende Aarhundrede har sit Palæstina og jeg er En af dets fordums Beboere — mit Moderland hedder Polen.“

    „Ulykkelige Menneske!“ sukkede jeg og trykkede hans Haand med Varme.

    „De vil ikke forraade mig til Politiet!“ tog han til Orde, „ikke sandt, derpaa kan jeg dog stole? om fjorten Dage er jeg i Stokholm. Carl Johan, der i Nordamerica fægtede for Friheden med Lafayette, vil ikke overlevere mig til Asiaterne; thi det egentlige, civiliserede Europa naaer kun til hvor Dnieperfloden løber langs Ukraine og Lithauen, og høiere op saa lidt norden for Dünaen, det vil sige, til Ruslands gamle Grændser før Polens Deling 1772 — hvor det fordums Polen ender, der begynder Asien.“

    Ild gnistrede der ud af Mandens Øine, idet Stemmen udtalte disse Ord; Sorgens Bleghed forsvandt af hans Kinder og Vredens Purpur blussede paa det magre Ansigt.

    I fjorten Dage opholdt Ignatius Jasinsky — det var Polakkens egentlige Navn — sig endnu i Kjøbenhavn og forblev urøbet. To Gange daglig besøgte jeg ham og det lykkedes mig i den korte Tid saa temmelig at vinde hans Fortrolighed. I Sverrig lever han nu og er Opsynsmand over et Bjergværk; lang var den første Samtale, han havde med den snilde svenske Konge, ham der for ikke mange Aar siden sagde om sig selv, at han var „en Republikaner paa Thronen.“ Hvad Ignatius fortalte mig under sit Ophold i Kjøbenhavn, beretter jeg her saa sanddrue og saa nøiagtigt som jeg mægter det.

    Omtrent halvsyvende Miil syd for Warschau, paa Weichselens høire Bred, ligger Landsbyen Tarnowek, hvor ovenomtalte Ignatius Jasinskys Fader var Præst; men Kaldet var lidet og den gamle Jasinsky, der tidligere havde mistet sin Kone og derpaa antaget en meget uøconomisk Huusholderske, var baade godhjertet og fattig, saa at man ikke i Landsbyen vidste, hvilken af disse to Egenskaber egentlig var den overveiende. Tinstagen ved Julebordet, Avlskarlens Klage over resterende Løn, Ignatius’s lurvede Paaklædning og Kyllingernes Magerhed i Præstegaarden gave imidlertid Formodning om at den sidstnævnte Egenskab idetmindste ikke just var den førstnævnte meget underordnet.

    Opdragen — tør jeg sige — i Armod, havde Ignatius naaet sit sextende Aar og havde indtil det Tidspunkt intet lært undtagen Havedyrkning, men dette til en ganske mærkelig Fuldkommenhed, da hans Fader havde en meget betydelig Have, der gik lige ned til Weichselen og hvoraf en særdeles flink Gartner (oplært i Hamburg) opdrev en betydelig aarlig Sum Penge til Præsten, deels ved at dyrke simple Vegetabilier, deels ved at drive finere Frugter, der førtes til Warschau.

    En halv Miil fra Tarnowek ligger det store Gods, Korilnicza, som dengang eiedes af en af hine tappre Officerer, der havde fægtet i Spanien for Napoleon, men efter Napoleons Fald havde trukket sig tilbage til Privatlivet paa sin landlige Eiendom; hans Titel og Navn vare: Oberst Vincenz Zamoisky, (en fjern Paarørende af den servile Præsident i Senatet 1830, Michael Zamoisky) Ridder blandt Andet af Æreslegionen. Oberst Zamoisky var en Mand med brændende Patriotisme, en faderligsindet Godseier mod sine Bønder, tillige en fornuftig og kjærlig Opdrager af sine to Børn Hippolyt og Emilie; som Landbud viste han altid en stærk Opposition mod Regjeringen.

    I Slutningen af sit sextende Aar mistede Ignatius sin Fader, og Obersten, der alt tidligere havde kjendt og elsket ham som sin egen Søns, Hippolyts Legebroder, tog ham hjem til sig til Korilnicza for der endnu ivrigere at deeltage i den Underviisning, som Hippolyt nød af en gammel Huuslærer, Ambrosius Morawski; naar Ambrosius havde fuldendt sit, skulde begge de unge Mennesker sendes til Universitetet i Warschau. I Kundskaber vare Hippolyt og Ignatius omtrent lige, da Obersten alt fra Ignatius’s tiende Aar havde ladet ham komme op til Herregaarden og læse med sin egen Søn.

    Ignatius’s lykkeligste Livsperiode var upaatvivlelig de to Aar, der, umiddelbart efter hans Faders Død, henrandt for ham hos Oberstens Familie: en ungdomsmelig, næsten barnlig Kjærlighed havde sammenføiet Ignatius’s og Emilie Zamoyskis let fængelige Hjerter. At vandre i Skoven Arm i Arm med Emilie, med hende at lytte til det tætte Løvs dybe og hemmelighedsfulde Aandedræt, at stirre paa den brogede Sommerfugls Omsvingninger, at belure Sangfuglenes forskjellige Stropher og Slag og gjøre hende opmærksom paa det Ueensartede i Melodierne, at tale med hende om hvor underligt Acazietræets gule Blomster, afspeilede i den nedenfor sqvulpende Bæk, gyngede paa Vandets bevægede Overflade, — dette var Ignatius’s Lyst.

    Noget anderledes stod det til med Emilie: vel lyttede hun til sin unge Vens fredelige Beskrivelser af Insectsfuglenes fortrinlige Sang, af Skovenes natlige Pulseslag og Acazieblomsternes Glimren i Vandskorpen, men hendes Hjerte hang dog ikke heelt og holdent ved dette: at sidde i Borgvinduet og stirre henad til Warschau, at ønske sig forflyttet derhen, som Ballernes og Festernes Dronning, at see sig udkaaren, som den ene Elskede, af den smukke Ignatius, naar først denne gik i en glimrende Oberstuniform, med skinnende Ordener paa Brystet, — dette var Emilies Lyst.

    Men — spændt at lytte til de liberale Bordsamtaler mellem Obersten og hans adelige Gjæster, at opsnappe hvert Ord og hvert Vink om Helten Kosciuzko; ene, i den høitidelige Taushed om Natten, foran Altertavlen at sværge paa at opoffre Alt for sit kjære Moderland; at vandre om i den store Riddersal og stirre paa sine Forfædres barske Portraitter i Legemsstørrelse, at tiltale sin Stamherres Billede med de Ord: „styrt ned fra din Ramme, min Ahnherre Casimir Zamoyski, og knus mig saa flad som Kirkens hellige Oblat, hvis jeg nogensinde ophører at vise mig som den frie Polak!“ — at synge fædrelandske Sange og nysgjerrig at ville løfte Fremtidens dunkle Tæppe, for at see om der bag dette Verdensgardin laae Insignier smeddede til et gjenoprettet Kongerige Polen, i stille Sind at udkaste Planer til Fæstninger og Borge, hvorfra Forsvar skulde skee mod udenlandske Fjender — dette var Hippolyts, Republikanerens Lyst. — — —

    Kløveren var alt brudt ud af Jordskorpen, Hornqvæget i Staldene brølede af Længsel efter at komme ud i det friske Grønne og store Skibe mylrede paa den optøede Weichselflod; det var i Foraaret 1828. En tom Reisevogn holdt udenfor Portalen paa Hovedbygningen af Korilnicza og ventede paa trende Mænd, der skulde kjøre til Warschau: oppe i Salen toge Hippolyt, Ignatius og den gamle Huuslærer, Ambrosius Morawski Afsked med Obersten og hans Familie.

    En dyb Fure havde paa den samme Tid snoet sig langs henad Hippolyts Pande: alvorlige Tanker havde pløiet den deri; men da Ignatius engang spøgte med ham over hans satte, gamle Væsen, sagde Hippolyt: „lad denne mørke Fure sidde paa min Pande, jeg skal fortælle Dig, hvorledes den er kommen: jeg drømte en Nat, at jeg saae Romeren Cato. Verden var undertvungen af den seirende Cæsar; da nærmede Cato sig mig og sagde: Friheden er død, saa vil jeg ikke længer leve. Lad Imperatoren seire over Alt, kun ikke over Catos stolte Sjæl! — Og dermed styrtede den frie Romer sig i sit eget Sværd; men jeg trak Sværdet ud og trykkede det haardt imod min Pande, netop paa det Sted, hvor Du endnu den Dag i Dag seer Mærket deraf over mine Øienbryn, og jeg svoer et Løfte: fri vil jeg leve eller ogsaa vil jeg døe som Cato!“

    Denne ovenomtalte Fure i Panden blev altid mørkere og mørkere, naar Blodet steg Hippolyt til Hovedet og han blev hidsig. Netop meget kjendelig var den nu i det Øieblik, da han, iført sine Reiseklæder, stod i Salen og tog Afsked med sin Fader, Moder og Søster. Han greb Faderens Haand og sagde til ham: „Fader, jeg tager nu bort fra mine Fædres Borg for en længere Tid, men jeg skal aldrig glemme hvad Du i Kapellet, hvor Fædrene ligge i deres Tinkister, har betroet mig. Du har ikke handlet mod mig, som Hamilkar, der førte Sønnen Hannibal op paa en afsides Bjergaas og lod ham ved den hellige Ild sværge Carthagos Fiender, Romerne, et evigt Fiendskab; mildere, christeligere har Du ved min Ahnherres Grav nøiedes med at lade mig tilsværge mit Moderland en evig Kjærlighed: jeg skal holde mit Ord. Vincenz Zamoisky, min elskede Fader, Du har under Napoleon fægtet i Europas hele Længde fra Spanien til Danmark: i Spanien, hvor Indbyggerne indesluttede sig i befæstede Kasteller, hvor Polakkerne sprængte ind ad Vinduerne med deres Heste og faldt eller seirede; i Danmark ved Sehsted, hvor ogsaa de fælleds Fjender maatte vige. Et mere indskrænket Terrain, men et desto dyrebarere bliver vel mig tildeelt, men jeg falder da i mit elskede Moderland, bliver begravet der og behøver ikke som Soldaterne af vor Nation, der fægtede for den store Keiser i de fremmede Lande, at medføre paa mit Feldttog en lille Pose med Jord fra Polen, for at dog Legemet, hvorsaaend det synker sammen, skulde kunne faae noget af det elskte Modermuld paa sig.“

    „Vær forsigtig, Hippolyt,“ advarede Faderen, „husk, at det er Fleres Hemmelighed, end din.“

    „Vær ubekymret, Fader,“ talte Sønnen, „kun til en enkelt bestemt Tid om Aaret skydes Sneppen og Vildgaasen og kun faa Timer i et Aarhundrede ere saa lange, at de kunne rumme en stor, en udødelig Handling. Ignatius, jeg er optagen i en vidtløftig og betydningsfuld Ridderorden, ogsaa Du skal træde ind iblandt de hellige Frimurere, om end for Øieblikket i en lavere Loge, end den, hvori mit Navn staaer tegnet. Saameget vil jeg dog sige Dig nu“ — og her greb han Emilies Haand og viste Ignatius den — „denne hvide Haand skal tilhøre den Tappreste!“

    „Og hvor skal jeg kunne vise min Tapperhed?“ spurgte Ignatius, „der er jo Fred allevegne i Europa i vor Nærhed.“

    „Og jeg siger Dig,“ svarede Hippolyt, „snart vil Barnet paa syv Aar bære Landsen, Pigen paa atten vil bære Knebelsbart; Kirker ville vorde til Fæstninger, Grantræerne ville fyre med Riffler og Østenvinden vil sætte Stormklokken i Bevægelse. Og nu, Farvel, kjære Forældre og Du, min kjære Søster; Ignatius og jeg komme neppe til Korilnicza før om to Aar til Faders Sølvbryllup. Maaskee Du, Emilie, paa den Dag selv skal staae Brud.“

    Emilie kastede sig om Ignatius’s Hals og græd, men da de unge Mennesker i Følge med den gamle Ambrosius vare komne en halv Miil fra Herregaarden, morede hun sig med at synge en lille munter fransk Arie og lade sin Faders Mynde med Forpoterne slaae Takt paa Tangenterne i Fortepianoet. — — —

    I halvandet Aar havde de to unge Mennesker uafbrudt opholdt sig i Warschau og begge syntes i den Tid udelukkende at være fordybede i deres Studeringer. Det var dybt i Efteraaret, i den skjæbnesvangre November 1830, at Hippolyt en Aften kom hjem, ledsaget af to af sine nærmeste Omgangsvenner, den ene Peter Wysocki, Lieutenant i et af de i Warschau garnisonerende Regimenter, den Anden Grev Alexander Dubnocki, Uhlanofficeer. Man satte sig ned og Ignatius, der havde siddet hjemme, lukkede Bogen og spurgte hurtigt: „nu, Wysocki, hvad svarede vor elskede Professor Lelewel?“

    Wysocki svarede: „jeg skal fortælle Dig Alt: ieftermiddags begav jeg mig i Følge med Hippolyt og Grev Alexander ind i det lærde Selskabs Bibliotheksal, under Foregivende af at ville besee den, men igrunden for der at træffe Lelewel. Han stod der, den herlige, begeistrede Mand og jeg førte ham ind i det tilstødende Kabinet; der talte jeg til ham: høit agtede Mand! der gaaer et Rygte om blandt den polske Nation, at den polske Hær billiger den bestaaende Regjerings Grundsætninger og daglige Overtrædelser af vor Constitution; og det er i denne saa nederdrægtigt mistænkte og beskyldte Hærs Navn, at vi Trende henvende os til Dem, høit ærede Borger, for at forsikkre Dem om at netop de modsatte Følelser bevæge Hæren: vel have vi svoret Kongen Troskab, men Kongen selv har sveget den Eed, han til Gjengjeld svoer os — vi ere beredte til at forbinde os med Nationen og med Vold og Vaabenmagt tilsikkre os de Rettigheder, som ere os indrømmede af Alexander, men som senere ere blevne overtraadte baade af ham og af hans Efterfølgers Statholder, Cesarewitsch. Du behøver blot at tale og dine Indsigter, dit Talent skulle vorde vore Anførere: Du seer i os Repræsentanterne for en stor Deel af Armeen.“

    „Og hvad svarte Lelewel?“ spurgte Ignatius.

    „At han aldrig havde tiltroet den polske Hær de omtalte ufrie Følelser, og at han haabede paa et godt Udfald,“ var Wysockis Svar; „men Professoren tilføiede: erindre Dig og mind dine Stalbrødre om, at der, for at det Hele skal faae en lykkelig Ende, udfordres tvende Ting: Begeistring og Enighed. At tælle Eders Fienders Flokke, det maae I ikke, men I maae troe fast paa, at hver Polaks frie Bryst indeslutter et Hjerte, der vel kan opveie ti af Eders Fjenders klangløse, trællemæssige Pauker, som de bære der hvor enhver anden Europæer bærer et af Menneskets helligste Legemsdele. Dog maae I ikke selv troe, at de Dage ere atter komne, da Jerichos Mure nedstyrtede blot ved Trompetens Klang: de mystiske Mirakler aabenbares ikke længer for vore Øine, men Jordens Realitet trykker os; derfor skulle I tænke paa gode jordiske Kræfter og den vanskeligste Kraft at bevare i en Revolution, det er: Enighed.“

    Fra Dybet udgaae de Revolutioner, der omvælte Jordens Overflade; de komme med Rædselens Attributer, de komme uventede: langt nede fra Dybet kaldte Underverdenens Dæmon paa Herculanum og Pompeii, og Byerne sank, adlydende den mørke Guddoms Vink; i Tydskland og Østrig, hvor de varme Kilder antyde den underjordiske Ilds nære Berørelse med Jordens Overflade, vil maaskee ogsaa engang Muldskorpen briste og en lønlig Vulkan fremglimre. Fra Nationernes Dybde udgaae ogsaa de Slag, som berøre Menneskenes Livsforhold: Dybets oprørte Bølger stige ved Bevægelsens Udbrud op i Vandspeilet og bevæger dette, Bunden i Havet ryster og rokker og buldrer løs op imod Fladen: Cultur og Fornuft bruge de flygtige Lidenskaber som Hjælpere.

    Foragtet, forhaanet, forhadt var i Polen hver polsk Officeer, som paa en Restauration spiste ved samme Bord som en russisk: Polakken, den Polak, som i menig Mands Øine vilde gjælde for at være „en god Polak,“ flyttede øieblikkelig over fra det Bord, hvor Mongolens Efterkommer havde sat sig. — —

    De fire unge Mennesker fordeelte sig rundtom et lille Bord og Peter Wysocki, han der egentlig var Revolutionens Fader og som alt fra 1828 af havde underhandlet, bygget Planer og hvervet „Bevægelsesmænd“ henvendte sig til Ignatius: „det er paa høie Tider, Ignatius, at Du bestemmer Dig om Du vil deeltage i vort Forbund og vore Farer. Du har nølet med at give os dit Haandslag paa Grund af at Du troer, det er umuligt at Polen kan staae sig i den ulige Kamp. Der er mange, endog blandt de Øverste i Nationen, der ere af samme Mening som Du: iblandt Andre kan jeg nævne Dig vor første Feldtherre, Chlopizky. Andre have bedre Haab, lyt efter, saa skal jeg fortælle Dig hvad der skete igaar.¹ General Krukowieckis Gemalinde nedkom iforgaars med et Drengebarn. Storfyrst Constantin sendte igaar sin Adjudant til Generalen og lod denne høfligst tilmælde at han i egen høie Person vilde staae Fadder til Barnet. Krukowiecki furede Panden, svarte intet, men hviskede et Par Ord til en Tjener. Efter et Qvarteers Forløb (Adjudanten lurede bestandigt paa et Svar), aabnedes Døren og en Præst traadte ind, ledsaget af tvende Gemene, Grenaderer af Generalens eget Regiment. Ærværdige Fader, tog Krukowiecki nu tilorde, gjør Deres Pligt. — Præsten døbte Barnet og de to Grenaderer stode Fadder. — Derpaa henvendte Krukowiecki sig til Adjudanten og sagde: „tak Cesarewitsch for hans Naade, men siig ham tillige, at min Dreng alt er døbt.“

    Alle de fire unge Mennesker sadde tause, endelig afbrød Hippolyt Stilheden: „herligt gjort! der farer Flammer forbi mine Øine og en kold Skjælven bevæger sig over mit Legeme, naar jeg hører slig en Daad; kan den ikke bevæge Dig, Ignatius? Træd med ind i vort Forbund, Du er klog og tapper, vi savne Dig nødig.“

    „Ignatius,“ talte nu Wysocki, „har Du ingen Arm for dit stakkels Moderland? har Du ikke hørt om de 12000 Mennesker, der omkom, da Suwarow rasede mod Warschau? see, hvor Flammen fra Kaminen oplyser hele den mørke Væg, saa klart stod Praga i Lue, da Suwarow tændte den!“

    Ignatius reiste sig op, de Andre fulgte hans Exempel. Ignatius greb Hippolyts Haand og sagde smerteligt: „ulykkelige Forblindede, hvad fordrer Du af mig? Kald de berømteste Militaire sammen fra alle Verdens Hjørner og spørg dem ad om de mene, at det er tænkeligt, at det lille Polen kan staae sig mod det uhyre Rusland — de ville smile og ryste paa Hovedet. Stoler Du paa Frankrigs Hjælp? den Borgerkonge, som Folket selv udkaarede, kan om nogle Maaneder selv blive til en Forræder mod Frihedens Sag; Ordonnantser vil han muligen udstede, der ville bringe Europa i Forbauselse over den franske Konges æreløse Frafald fra Nationens Sag. Lang er desuden Veien fra Rhinen til Weichselen, men Preussen ruger over vort Hoved, Østerig holder sin Landsespidse til vor Fodsaal. See, Wysocki, rundt om Dig er der Fred og Fredens Velsignelser: Landmanden tømrer i Skuret paa Agerdyrkningsredskaberne, Kjøbmanden handler; ingen Fader faaer sin Søn bragt lemlæstet hjem fra Valpladsen, ingen Brud sørger over sin faldne Brudgom, og denne skjønne Tilstand vil Du forandre? Ja, Hippolyt, jeg seer det grandt: Kosakkerne sværme om i Korilniczas Have, dine Fædres Borg er i Brand, din Søster er skjændet, din Fader i Lænker ført til Sibirien, dit Godses Bønder myrdede! — Tro mig, jeg frygter ikke for at dele de stakkels Sammensvornes Skjæbne i Petersborg, jeg vil gjerne døe som Pestel, Bestuzef og Murawiew, naar min Død blot vilde og kunde hjelpe!“

    Der herskede nu en dyb Pause i Værelset, Ingen syntes at have Lyst til at modsige Ignatius. Tilsidst fattede Hippolyt sig og tog tilorde: „min Ven, det staaer ikke til at fordølge for Dig, at vort Forbund er fremmedes saavidt, at ingen Tilbagegang er tænkelig. Løfter ere aflagte, Eder ere svorne, Opofrelser ere gjorte; inden fjorten Dage maa Sammensværgelsen udbryde, eller vi ere allesammen inden tre Uger førte dybt ind i det Indre af det asiatiske Rusland, beskjæftigede med en tvungen Zobeljagt eller med Arbeide i de dybe uralske Bjergværker og Miner. — Dit Mod og din Klogskab agte vi og savne Dig nødigt i Patrioternes Rækker. Endnu nærmere, Ignatius, troede jeg eengang, at vi To med Tiden skulde komme hinanden: jeg troede, at Du skulde være den Tappre, der tilfægtede sig min Søster Emilies Haand — velan, Oprigtighed og Ærlighed byde mig at tilstaae Dig, at der i den senere Tid har viist sig en ny Beiler til hende og denne Beiler er — Grev Alexander her — —.“

    Disse sidste Ord af den snilde Hippolyts Mund bevirkede en høist mærkelig Forandring i Ignatius’s Adfærd: han blev dødbleg og betragtede den fine, fornemme Greve med et ubeskriveligt hadefuldt Blik; derpaa gik han en Stund taus op og ned ad Gulvet, i hvilken korte Tid den Kjærlighed, han fra Dreng af havde følt for et smukt qvindeligt Væsen, med en saadan Vælde greb om sig i hans hele indre Væsen, at han, rigtignok med Taarer i Øinene, sagde til Hippolyt: „velan, jeg er Eders; men, Hippolyt, jeg er bedre Polak end Du, thi jeg har nødig bestemt mig til dette Skridt; paa den anden Side er jeg et slettere Menneske end Du, thi jeg gaaer med i Oprøret, ikke i Overbeviisningen om et heldigt Udfald for mit Fædreneland, men jeg styrter med, for, til mit eget Bedste, at erhverve en Qvindes Kjærlighed.“

    „Saa følg os strax,“ raabte Hippolyt ivrigt, „og sværg til vor Fane. I overmorgen tage Grev Alexander, Du og jeg til Korilnicza for at feire mine Forældres Sølvbryllup.“

    Men den smukke, glimrende Grev Alexander besvarede Ignatius’s hadefulde Øiekast med et haanligt Smiil, som tydede paa, at det nok alt for længere Tid siden havde været ude med den bortfjernede Ignatius’s Herredømme over Emilies Hjerte.

    Til Grev Paz’s vidtstrakte Pallads i den sydlige Deel af Warschau hører der et stort Kapel, naturligviis egentlig nærmest bestemt til Gudstjeneste for den grevelige Familie. Grev Paz, en liberal Mand, havde imidlertid i længere Tid ganske lønligt staaet i Forbindelse med Revolutionens oprindelige Machinator, den ovennævnte Peter Wysocki, og tilladt ham i Kapellet at holde Forsamlinger med de forbundne Frihedens Venner, didhen var det at Hippolyt, Wysocki og Ignatius nu begave sig; Grev Alexander havde undskyldt sig med Forfald; de tre Venner betraadte nu det hellige Sted.

    Der herskede i Kapellet en Pragt, som vidnede om den sandsebedøvende, glimrende catholske Ritus sammenblandet med aristokratiske og patriotiske Symboler. Mange Kandelabrer stode tændte og massive vare Sølvstagerne, en yndig Duft udgjød sig af Røgelsekarrene; Frescomalerierne paa det høide Loft, samt de brogede brændte Glasruder, der udvendig fra belystes af den fulde Maane og indvendig fra af Vorlysenes Skin, gav det Hele et mystisk Sving, medens paa den anden Side de mange ophængte Faner, af den Paz’ske Familie erobrede fra Russer og Tyrker, pegede tillokkende paa en forgangen ridderlig Periode — og dog var der Intet i dette hellige Indelukke, som mere fængslede de Indtrædendes Blik, end selve Altertavlen, thi paa den stod afmalet i Legemsstørrelse og fuld fædrelandsk Uniform — Helten Kozciuzko². I selve Bygningen kunde ved de Trendes Ankomst vel omtrent være halvandet hundrede Mennesker i Forveien forsamlede, hvoriblandt flere tilslørede Damer; næsten alle disse Tilstedeværende toge efter hverandre Ignatius i Haanden, da denne traadte ind med Wysocki paa den ene og Hippolyt paa den anden Side af sig. Med høi Røst raabte nu Wysocki: „Brødre og Søstre! vi have fundet en Broder — Ignatius Krasinsky er en god Polak!“ Mumlende svarte Forsamlingen: „vor Broder være velkommen!“ Nu skilte Mængden sig ad i tvende tykke Masser, hver i sin Side af Kirken; midt mellem Mængden, over den, og ved Alteret brændte de store Vorlys; Orgelet udtonede en ganske kort Strophe af en yndet Psalme; midt paa Gulvet, ligefor Alteret, med Hovederne vendte imod dette, stode Wysocki og Ignatius, aldeles afsondrede fra de øvrige Nærværende. Da Orgelet taug, henvendte Wysocki sig til sin Ven og sagde: „Ignatius! Du staaer her omringet af Repræsentanterne for den store Masse Frihedsvenner, som bygge og boe i Polen, Posen, Gallizien, Podolien, Ukraine, Wolhynien og Lithauen; de betragte Dig, de stole paa Dig. Og ikke blot for de Levendes Øine staaer Du, men dine Forfædres Trophæer, de erobrede Standarter, hænge ned over Dit Hoved; Kosziuzko svæver for Dit Blik, og ved Din Side Polens øvrige glimrende Fortid. See til!“

    Wysocki vinkede til Menneskevrimlen, der stod til høire, hvorpaa den deelte sig i tvende Dele, dannende saaledes to tykke, adskilte Mure, der førte til en Port. Nu klappede Wysocki i Haanden, Porten aabnede sig pludselig og Ignatius opdagede da, at der ved Siden af det større endnu var et mindre, cirkelformet Kapel. Maanen sendte sit Lys ned gjennem de farvede Ruder og med en vis Skjælven saae Ignatius en hvid Skikkelse sidde til Hest midt paa Gulvet: uvilkaarligt kom han til at tænke paa Steengjæsten i Don Juan. Neppe havde han imidlertid i et halvt Minut grundet over, hvo den hvide Ridder var, før en stærk blaalig Belysning udgjød sig i Kapellet om de Gjenstande, det rummede. Da saae han, at den hvide Rytter ingen Anden var end den smukke Poniatowskys Billedstøtte tilhest, udhuggen af carrarisk Marmor; i stille Høihed sad han der i Maanelyset, selv ubevægelig nu, som hans Mod havde været det i hans levende Live. En sagte Skjælven, en hellig Begeistring gik over den hele Forsamling; det syntes dem Alle som om den hvide ridderlige Skikkelse tiltalte dem: „frygter ikke for at gaae Døden imøde for Eders Fødeland: hver den, der falder som jeg, skal ogsaa komme til at sidde paa en Marmorhest, om end ikke her paa Jorden i et Kapel, saa dog i Folkenes Erindring; histoppe i alt Fald skulle vi mødes i Riddersalen for Ordenens Stormester.“ Og der var meer at see i Kapelet, end Marmorstøtten: Væggene vare behængte med Legemsportraitter af Polens Beherskere fra Piast, den første bondefødte Hertug, indtil den sidste afsatte Konge. Alle de henrundne Aarhundres Storværk, Bondens næsten mythiske Spring fra den lødne Hue til Hertugkronen, Fædrenes Lidelser, Fædrenes Glæder, Sobieskys glimrende Daad ved Wien, Slutningen af det attende og Begyndelsen af det nittende Aarhundreds Nedværdigelse, samt Tanken om, at Du er dog en Efterkommer af denne Billedstøtte og disse Malerier; Du har Lod og Deel i dette Folks Sorg og Lyst; Du stirres for Øieblikket paa af over hundrede Mennesker; Du lever ikke blot af det Korn, der høstedes iaar, men Din Stolthed ernæres af fjerne Seklers Frugter, af Nationens Ære — disse Tanker satte Ignatius i en saadan Sindsbevægelse, at der vistnok ingen Tvivl er om, at jo hans Hjerte i det Øieblik slog høiere for Fødelandet end for Emilie.

    Han kastede sig paa Knæ, strakte Armene ud mod Poniatowskys Støtte og raabte: „vær Du mit Vidne, hellige Hedenfarne, at jeg paa denne Plet tilsiger den gode Sag mit Liv og mit Blod!“

    Han taug grædende, da mumlede hele Mængden omkring ham et huult: „Suwarow leve!“

    „Suwarow leve, vor gamle Dødsfiende leve?“ udbrød Ignatius, idet han foer op fra Gulvet; „Suwarow leve,“ og han saae sig forbauset om blandt Mænggen. Peter Wysocki var imidlertid forsvunden og ved Ignatius’s Side stod Hippolyt Zamoisky: han tog nu til Orde: „Ignatius, Du har aflagt Løftet og dog forundredes Du over at vi raabe: Suwarow leve! Jo, Suwarow leve, Ignatius! hans Billede, hans Brand, hans Myrden, hans Skjænden af Piger og Koner — det leve i et klart Maleri for Dit indre Øie, Du see det ved Dag og i Nattens Drømme — hvad skulle vi vel sætte til Modværn imod Russens Overmagt andet end vort — Had? Forstaaer Du? derfor, nok engang: „Suwarow leve!“

    „Suwarow leve!“ klang det fra Mængden, saa huult som om det var en Dødning, der mælte ud af Kobberkisten.

    Da forekom det Ignatius, som om han var kommen paa en vild og urigtig Vei: disse Mennesker havde Ansigtet saaledes fortrukket, at hvert Barmhjertigheds Smiil, hver Overbærelsens Mine var borte, de vilde kæmpe for Had og han vilde kæmpe for Kjærlighed!

    Idet han grublende var hensjunken i sig selv og stod lænet op til en Søile i Kapellet — Wysocki og Hippolyt Zamoisky vare forsvundne i den almindelige Trængsel mod Udgangen — mylrede forbi ham forskjellige mandlige og qvindelige Skikkelser, alle i Forbigaaende nærmere betragtende hans smukke, men melancholske Ansigt. En tæt tilsløret Dame rakte ham Haanden og sagde med skjælvende Stemme: „stakkels Ignatius!“

    Ignatius foer op af sine mørke Drømmerier: „hvad var det? hvad sagde De?“

    „Stakkels Ignatius!“

    „Du kjender mig? hvem er Du?“

    „Din Sorg, Din onde Genius!“

    „Min Sorg?“ gjentog Ignatius og greb den Ubekjendtes Haand, „min onde Genius? Qvinde, hvem er Du? Du skal svare!“

    „En Ulykkelig — som Du! vee Dig, naar vi To gjensees!“ I detsamme trængte Menneskemassen mere strømmende til og Ignatius skiltes fra den ubekjendte Dame; han søgte hende overalt ved Kapellets Udgang — hun var intetsteds at finde; han kom paa Gaden — der traf han hende (meente han), men hun gik ved en høi Mands Arm — han bøiede sit Hoved til Siden og kigede Skikkelsen ind under hendes Hat — da lød der fra hendes Ledsagers Mund et raat: „hvad behager?“

    Som rørt af en forstenende Kraft stod Ignatius stille paa Gaden og lod de tvende Skikkelser gaae forbi sig: Ledsagerens Røst havde forraadt, hvem det var — det var Grev Alexander. — — —

    „Og paa det at I ikke skulle være vildfarende,“ — saa lød hans Tale — „og paa det at I ikke skulle have mindste Tvivl om det er den gode eller den onde Sag, som I nu agte at forsvare, saa hører mit Ord og mærker hvad jeg her bebreider den polske Konge og russiske Keiser! — Høisalig Keiser Alexander gav os fribaarne Polakker et Charte — af denne Constitutions Bestemmelser er der strengt overholdt hver Rettighed, som Souverainen har, grovt overtraadt er derimod hver den, som Folket er i Besiddelse af. Fra 1815 af har der imod den 10 Artikel ligget en krigerisk Besætning i og om Warschau, forstørstedelen paa vor Regning; Pressefrihed er os lovet, — Talefrihed er os endog bleven nægtet: et Landbud, Vincenz Niemojowsky, er bleven arresteret, paa sin Reise til Landdagen, midt i Warschaus Gader og er bleven ført tilbage til sine Godser og der holdt i et formeligt Fængsel, paa Grund af at han ikke hyldede Regjeringens Grundsætninger; — I kjende Alle vor gamle Retsgrundsætning: neminem captivari permittemus, nisi jure victum, men det er oversat saaledes paa russisk: Alle, hvem vi have mistænkt, kaste vi i Fængsel og lade dem sætte der uden alle lovlige Former, hvorefter de der have at sidde og blive straffede uden Dom — er her nogen Forræder tilstede, da skal han døe før han forlader min Faders Sal — Hundreder af vore Landsmænd sidde og vansmægte som Statsfanger i Warschaus Casematter og i Carmelitterklosteret, hvad er deres Brøde? Kun deres Anklageres onde Tanker om dem, det er f. Ex. nok, at de tidligere have tjent i Napoleons Hære. — O, i fordums Dage gik Jagellos Børn med hævet Sværd, men vi, disse Børns Efterkommere, vi have i langsommelig Tid gaaet med sænket Sabel! — Og hvad have vi ikke maattet døiet og lidt? en Hær af Spioner spredt over Landet — maaskee der endogsaa i denne Forsamling findes en Saadan — men da skal han ogsaa døe!“

    Saaledes talte Hippolyt Zamoisky paa sin Faders Gaard, netop paa Sølvbryllupsdagen og for en saare talrig Skare af polske adelige Mænd og Qvinder. Alle disse saae indbyrdes paa hverandre, for at udfinde, om der i det store Selskab fandtes et eller andet ubekjendt Ansigt, der kunde røbe en russisk Spion; og saaledes skete det da, dengang Hippolyt standsede i sin Tale og saae sig omkring, og Mængden pludselig blev et fremmed Ansigt vaer, at de Alle lode denne eneste Ubekjendte i Selskabet staae afsondret ved Væggen og fjernede sig fra ham. Kun een eneste polsk Adelsmand blev staaende ved Siden af den Forskudte, og disse Tvende betragtede den øvrige talrige Scene med tilsyneladende Kulde.

    „Luk alle Dørrene, spær hver Udgang,“ raabte Hippolyt nu til Tjenerne; disse opfyldte hurtigt hans Forlangende, og nu vedblev han: „hvad vil det hemmelige Politie, der under sin virksomme Chef koster Landet 6000 polske Gylden om Dagen? det vil qvæle hver Tanke, hver Følelse, hver Yttring, som ikke gaaer klædt i russisk Uniform og ikke er forziret med en russisk Portdepee. — Skal jeg tale mere? den 24de Artikel i Constitutionen giver enhver Polak Frihed til at begive sig hvorhen han vil udenfor Landet — ja, paa Slottet Belvedere hos Cesarewitsch kunne vi i Timeviis vente paa hans Høihed for at erholde Tilladelsen; at have været i Frankrig eller England, hine constitutionelle Lande, gjelder for en halv Statsforbrydelse. — Den 39te Artikkel, i Sammenhæng med den 91de og 93de, bestemmer, at den polske Konge kun kan raade over Statsindtægterne for saavidt som det af Rigsdagen antagne Budget tillader ham det, og at et Budget kun gjelder for fire Aar — i femten Aar have vi ikke seet noget nyt. Den polske Konge have vi aldrig seet, men vel den russiske Keiser. — Efter den 89de Artikkel maa intet Medlem af Rigsdagen under dennes Holdelse fængsles eller underkastes criminelt Forhør, medmindre Rigsdagen selv tillader det: men hvo iblandt os mindes ikke den sorgfulde Dag da Landbudet fra Kalisch, den ædle Vincenz Niemoiowski paa sin Reise til Rigsdagen anholdtes midt paa Warschaus Gader, førtes med Vold tilbage til sine Godser og holdtes der fangen under den strengeste Bevogtning? — Og nu Rigsdagsmødernes Offentlighed? Senatets eget Valg af nye Senatorer? Ja, disse vore Rettigheder have i mange Aar staaet paa Papiret, men i Virkeligheden have vi aldrig seet dem agtede af Keiseren³. — Og det er paa Grund af disse Forurettigelser at vi have besluttet at afsætte det Romanowske Huus og selv vælge os en Konge — Gud skjænke os Held og Lykke dertil!“

    Hippolyt taug og en alvorsfuld Stilhed herskede i den talrige Forsamling. Ikke blot den rummelige Riddersal, men alle de tilstødende Gemakker, hvortil Dørene stode aabne, vare fyldte med Mennesker. Lænet op til en Væg stod Ignatius, stirrende stivt ned paa Jorden, dødbleg i sit Ansigt — hvad mon der var hændtes ham? — Ligeoverfor ham stode de to ovenomtalte afsondrede Mænd, Adelsmanden Zwolinski og den Ubekjendte. Hippolyt nærmede sig dem. „Zwolinski,“ sagde han, „Du veed, at min Faders Borg altid har staaet aaben for ædle Fremmede og at Gjestfrihed er en arvelig Dyd hos Zamoiskyerne; imidlertid fordrer denne Forsamlings Hensigt, at Du i det mindste for min Fader præsenterer denne fremmede Mand, om hvem vi forresten kun troe alt muligt Godt.“

    Zwolinsky, som stod en Smule bagved den Ubekjendte, saa at denne ikke kunde iagttage hiins Ansigtstræk, smilte et ægte djævelsk Smiil, idet han svarede: „denne Fremmede er en lithauisk Adelsmand, som af politiske Forsigtighedsgrunde ikke ønsker sit Navn opgivet i en saa talrig Forsamling, men jeg kjender ham, og hvis jeg nævnte hans Navn, da var der vist Ingen i dette ærede Selskab, som jo kjendte den ædle Lithauer. Han er imidlertid, som Døberen Johannes, kun Forløber for en Større, hvilket hans Creditiver forhaabentlig ville udvise Din Hr. Fader, Obersten.“

    Nu kom den gamle Oberst Zamoisky hen til den lille Klynge og modtog et stort Brev af den Ubekjendtes Haand. Obersten saae paa Seglet og udbrød uvilkaarligt i sin Overraskelse: „ved Gud, Grev Cæsar Platers Segl!“ Hurtigt brød og læste han Brevet og vendte sig derpaa til Mængden: „denne glade Efterretning vil jeg ikke fordølge Eder, kjære Venner, og vær Du velkommen, skjøndt ubekjendt, min ædle Fremmede! Vider da, at Grev Plater her lover at ville, ved det første Signalskud fra Warschau, stille et Rytterregiment paa Benene, sætte hele Lithauen i Oprør, og derpaa rykke over Grændsen ind i Polen til vor Bistand.“

    Den Ubekjendte tog nu tilorde: „Hr. Oberst, i lykkeligere Dage hørte vi Lithauer til den stormodige polske Nation; man har kunnet adskille os fra dem, men man har ikke magtet at bringe os til at glemme dem. Erindre dem, Hr. Oberst, den Dag, da Keiser Nicolaus blev kronet i Warschau —, hvor vare da de gamle polske kongelige Insignier, Bugislaus’s Sabel og den femdobbelte krakauer Krone? Keiseren bar Smykker, smeddede i Paris, men Polens hellige Reliqvier saaes ikke. Hvor vare de da henne⁴? Tvende Munke bragte dem ved den anden Polens Deling hemmelig ud af Skatkammeret i Krakau, førte dem til Lithauen og overleverede dem der til en høi lithauisk Adelsmand, hvis Familie troligt og hemmelighedsfuldt har bevaret dem indtil disse Dage. Jeg selv har været i den Kirke, under hvis Alter de ligge. Regalierne komme ikke paa polsk Grund før de skulle smykke en af Piast’s Efterkommere: den Tid er nu forhaanden, og jeg lykønsker den nyfødte polske Nation.“

    En glad Følelse trængte gjennem alle Tilstedeværendes Hjerter, men udslukkedes ligesaa hurtigt da Zwolinsky paa eengang greb den Ubekjendte i Kraven og raabte: „nok om det! — Oberst Zamoisky, Seglet og Brevet er falsk, og denne Herre er ingen Anden end Roznieckis berømte Politispion, Andreas Yermaloff, der har villet forføre mig, men hvem jeg har faaet til at bide paa Krogen, saa at han sidder fast og fangen.“

    „Han døe! ned med ham! kast ham i Weichselen med en Steen om Halsen!“ brøltes der fra alle Kanter i Salen. I det samme rev Zwolinsky Yermaloffs falske Frisur, Skjæg og Knebelsbarrer af ham, og nu stod den forladte Mand klar og kjendelig for Alle.

    „Jeg er forraadt!“ udbrød Yermaloff. „Det er Du,“ raabte Hippolyt, og affyrede en Pistol gjennem hans Hjerte; steendød styrtede Spionen til Jorden. „Kast Aadselet ud i Støven til Ræven og Ravnen,“ befalte Hippolyt, „og nu, mine kjære Mænd og Qvinder, lader os nu begynde Ballet og ikke ende før Efteraarssolen bekiger vore blege Ansigter gjennem Ruderne. Lad dette skjønne Selskab ligne de frodige Viinranker, der i Yppighed og Mængde vore ved Vesuvs Krater — vi Alle dandse paa en Vulkan!“ —

    Og Ballet begyndte.

    Men Ignatius? hvor er Ignatius?

    Med glædelige Fornemmelser havde Ignatius siddet paa Vognen, da han med Alexander og Hippolyt kjørte til Sølvbrylluppet paa Korilnicza: han havde ikke seet Emilie i næsten to Aar, og ingen anende Tanke om nogen Utroskab fra hendes Side havde nogensinde kunnet fødes i hans rene trofaste Sjæl. I sit stille Sind forudsaae han, hvorledes hun vilde, dog med qvindelig Blufærdighed, gaae ham imøde og række ham Haanden, tale venlige Ord til ham; senere vilde hun gaae bort fra Selskabet op paa sit Værelse; didhen vilde han hurtigt følge hende og spørge, om hun endnu mindedes sin unge Ven Ignatius. Da vilde hun smile gjennem Taarer og spørge, hvorledes det var muligt, at han kunde tvivle derom? — — —

    Og Vognen holdt ved Indgangen; Tjenerne modtoge med Ærbødighed de trende unge Herrer. Slængkapper, Hatte, Muffer, Pelsfrakker hang i den synderligste Uorden langs Væggene i de lange Steengange; Gjæster kom ud af een og gik ind ad en anden Dør. To prægtige Værelser med tre Senge anvistes Sønnen i Huset, samt hans to Venner; hurtigt efter Omklædningen gik disse op i Riddersalen samt de tilstødende store, rigt tapetserede Værelser.

    Her traf de omtrent hundrede og halvtredsindstyve mandlige og qvindelige Personer af den rige, om just end ikke af den rigeste, polske Noblesse, alle pragtfuldt klædte, mange smukke og ædle, faa vanzirede Skikkelser; de tre Venner skiltes ad i Salen.

    Hippolyt traf paa sin Fader, Ignatius paa Oberstinden, Grev Alexander stod alt i et Vindue i en dyb og alvorlig Samtale med Emilie og syntes at fordre et betydeligt Offer af den deilige Pige; hun rystede paa Hovedet, da rynkedes hans Øienbryn — hun saae bønligt op til ham, men da ikke engang dette smukke bedrøvede Ansigt udglattede Folderne paa hans Pande, gav hun ham sin Haand og sagde: „velan, Hr. Greve, jeg lover Dem det,“ og nu skiltes de ad.

    I et afsides Værelse, hensjunken i alvorlige Tanker, sad Ignatius, da Emilie hændelsesviis gik derigjennem; da hun fik Øie paa ham, vendte hun øieblikkelig Hovedet til den modsatte Side og søgte iilsomt at komme igjennem Stuen, men han reiste sig hurtigt, traadte hende iveien, greb hendes Haand og sagde: „Emilie, kjender Du mig ikke mere? hvorhen saa hurtigt? har Du ikke et Ord, ikke et Smiil tilovers for Din Barndomsven?“

    „Slip mig,“ sagde hun isnende koldt, idet hun trak sin Haand udaf hans og saae sig ængsteligt tilbage ind i de menneskeopfyldte, oplyste Sale, „jeg kjender Dem godt, Hr. Jasinsky.“

    Forbauset traadte Ignatius et Skridt tilbage, og stirrede blegnende og maalløs paa hende; hun benyttede sig af Øieblikket og ilede udaf Døren.

    Kjærligheden er som Bibelen: den rummer en Himmel og et Helved; til de onde Aander var Ignatius hjemfalden i denne Nat. Uden Fred vandrede han omkring i de høie Sale, lyttede snart til Selskabets surrende Samtaler, snart til Paukerne og Violinerne, der tordnede og hvinede i Dandsesalen. I en af Qvadrillerne dandsede Grev Alexander med Emilie; ved en Omsvingning tabte Emilie en kunstig Blomst af sin Haarpynt; rask nærmede Ignatius sig den Plet, hvor den var nedfalden, tog den og gik ud af Riddersalen. Det var en Efterligning af en lille Provencerose: „lille Tøirose,“ sagde han, „Du er trofastere end Naturens virkelige Blomster: Aar kunne gaae hen og Du blusser ufalmet. Jeg har eengang eiet en Rose, men den er gaaet ud for mig — jeg seer det tydeligt. — Hvor underligt gaaer det ikke med Menneskets Handlinger! jeg har svoret at gribe til Vaaben og at vove mit Liv for mit Fødeland, men dengang jeg aflagde dette høitidelige Løfte, da dreiede min sværgende Tanke sig nærmest om en Pige, ikke om mit Land; til Straf for denne Falskhed har Gud vendt Pigens Hjerte fra mig og givet det i en Andens Haand. Velan da, saa være da fra dette Øieblik af al min Hu og min Tid helliget mit arme Fødeland!

    Atter gik nu Ignatius ind i Riddersalen; man dandsede ikke mere, man valsede. Med speidende Øie søgte han Grev Alexander og traf da denne valsende med en blomstrende, ganske ung og meget rigtklædt Dame. Ved Væggen stod Emilie i Samtale med nogle ældre Damer, hendes Øie fulgte ligeledes alle Grevens Bevægelser. Hændelsesviis havde hun stillet sig under et af de zamoyskiske Familieportraitter, der forestillede en ung qvindelig Skikkelse, hvis fine og bløde Ansigtstræk tydeligt nok pegede paa Slægtsforhold med Emilie. Den unge afmalede Dame var Maria Zamoyski, som, tiltrods for sin qvindelige Natur, under Kosciuzkos Kamp var falden med Vaabnene i Hænderne, heltemodigt offrende sin Ungdom for Nationens Sag; i levende Live havde hun havt et, hvad man kalder, smukt, men dybttænkende, romantisk Ansigt, som ogsaa i Billedet var givet med muligste Nøiagtighed, kunstnerisk udført, med Aand og i Sandhed. Og som nu Emilie stod nedenfor den forlængst Afdødes Portrait, syntes hun, saaledes som hun i det Øieblik var stemt, efterhaanden at optage den Dødes Lineamenter i sit livsfulde Aasyn: en mørk, sorgfuld Tanke gik vistnok i hint Nu gjennem hendes indre Væsen — en Sorg, en Skygge fra Shakespears og Byrons Verden, en dunkelfarvet Anskuelse af Livet, en Anger over en begaaet Brøde eller ogsaa, og det vil jeg snarere antage, et Tusmørke af Othellos Skinsyge. Valsede maaskee Greven ikke med den smukkeste Dame paa Ballet? — — —

    Idet Ignatius i Døren betragtede dette hendes Minespil, denne Forandring i de udvortes Former, klappede hans gamle Lærer, Morawski, ham paa Skuldren. „Ignatius,“ sagde den redelige gamle Mand, „jeg gjennemskuer i dette Øieblik dine Tanker, men erindre Dig, hvad Du læste hos Shakespear, dengang jeg lærte Dig Engelsk: Qvinde, dit Navn er Svaghed. Jeg har desværre alt forlængesiden seet hvad Du nu først faaer Øie paa. Jeg har opdraget hende og nu befinder jeg mig som en Gartner, der har oplevet et Vidunder: jeg plantede en Rose og see! Rosen blev forvandlet til en Passionsblomst! Jeg opelskede en sjelden Plante, jeg gjemte den for at sælge den til en Ven, men denne Ven blev fattig, og da maatte jeg overlade den til en Ubekjendt. Gud skjenke Dig Trøst!“

    Den Gamle gik bort og samtidig med ham forlod Ignatius Selskabet, for i et af Gjæsteværelserne at kaste sig paa en opredt Seng og, om muligt, at falde i en bedøvende Søvn. Han gik gjennem de høie Trappegange, hvor Træpillerne vare udskaarne i besynderlige mythologiske Figurer, kom derpaa hen i den venstre Fløi af Bygningen, aabnede Døren til et af de for ham saa velbekjendte, saa kjære Gjæstekamre; det var en rummelig Sal, hvor Væggene og Loftet vare malede som en Grotte, i hvis indvendige Løvværk der sad løierlige Abekatte og brogede glimrende Pappegøier, hvilke han, i sit onde Lune, antog, sad allesammen og vrængede ad ham. Han pudsede Vorlysene og lagde sig paa Sengen, men kunde ikke faae Ro: det tyktes ham at hver Pappegøie med sine glimrende, straalende Fjer efterhaanden forvandlede sig til en Grevelieutenant i pragtfuld Landseneruniform og saae spodsk ned til ham. Han reiste sig atter af Leiet, slukkede det ene Lys og gik med det andet ind i Sideværelset; ogsaa dette var gjestfrit opvarmet, Kulilden i Kaminen vidnede om, at En af Tjenerskabet havde været der fornyligt og røget sin Dont; ogsaa her stod en opredt Seng, hvori Ignatius for anden Gang søgte Hvile for Legem og Aand.

    Musikken, der lød fra den høire Fløi, lullede ham efterhaanden i Søvn, men da saameget som en halv Time kunde være forløben, vaagnede han op ved en Lyd, som af en Dør, der gik og sagte blev tillaaset igjen. Sit Lys havde han slukket og Døren til det saakaldte Grotteværelse stod paaklem; kortefter hørte han hvorledes En fyrede i Kakkelovnen, derpaa slængte sig ned i Sophaen og sagde: „naadaa, Emilie, hvad er der nu igjen paafærde?“

    Paa eengang faldt det som et sort Slør fra Ignatius’s Øine: det var samme barske, men dog for Øieblikket noget dæmpede Stemme, der i Warschaus Gader, da Ignatius søgte efter det gaadefulde qvindelige Væsen, der i Grev Paz’s Kapel havde tiltalt ham, dengang havde spurgt: „hvad behager?“ Og da nu Ignatius hørte den qvindelige Røst, der svarte paa Grev Alexanders Tiltale, da kunde han ikke begribe, hvorledes han ikke i den tilslørede Skikkelse, der havde sagt ham, at hun var hans Sorg, hans mørke Genius, og at det vilde staae daarligt til, naar hun næste Gang mødte ham, allerede dengang havde kunnet gjenkjende Emilie Zamoyski.

    „Du elsker mig ikke mere, Alexander,“ lød Emilies Svar.

    „Emilie, Du er jaloux.“

    „Velan, jeg vil tilstaae det, det er netop Tingen — hvorfor dandser Du hele Natten udelukkende med den smukke Comtesse Sapieha?“

    „Fordi hun er den Smukkeste i Selskabet.“

    Her brød Emilie ud i Taarer og hulkede næsten frem: „og glemmer Du da aldeles hvad Du skylder mig, mindes Du ikke dine Løfter, mindes Du ikke, at jeg har skjænket Dig Alt, hvad en Qvinde kan give en Mand? o, jeg er vistnok bedragen.“

    „Ingenlunde,“ svarte nu Alexander alvorligt, „troer Du, at Du er Moder — og siig mig i dette Øieblik, hvad din Mening er om den Sag — saa erklærer jeg Dig endnu inat i dette store Selskab for mit Gemalinde, for Grevinde Dubnocki.“

    „Alexander,“ svarte hun, „jeg har ingen Grund til at troe det, skjøndt vel til at frygte det, men om end jeg var Moder, troer Du da, at jeg vilde paatvinge Dig mig, naar jeg tydeligt kunde see, at Du ikke elskede mig?“

    „Og hvem siger, at jeg ikke elsker Dig?“

    „Det siger det Kys mig, som Du trykkede paa Julie Sapiehas Haand. Alexander, Amerikas Varme laae i hin Berørelse.“

    „Nu vel, nu vel, jeg tilstaaer det: jeg er letsindig, ustadig, men giv blot Tid til jeg bliver ældre!“

    „Alexander, jeg var bleven lykkeligere med Ignatius“ —

    „Saa tag ham, det er Tid endnu!“

    Her reiste Emilie sig heftigt og udbrød: „Hr. Greve, vel staaer jeg ikke for Deres Øine som den rene, uskyldige Pige, De fordum beundrede og — vildledte, men erindre Dem, at jeg dog altid er en velopdragen Dame, som har en Broder til Hævner, hvis Nogensomhelst udenfor Familien ikke viser mig den udvortes Agtelse. Fra dette Øieblik ere vi To fremmede for hinanden; glem De mig, jeg skal søge at glemme Dem. Den Ignatius, hvem jeg iaften, paa Deres indstændige og alvorlige Opfordring, ved min Kulde og ved min Fremmedladen saa haardt har krænket — jeg gjentager Dem det — han mener mig det ærligere end De, og vidste han, hvad der var foregaaet og i dette sørgelige Øieblik foregaaer imellem os To, da vilde han vistnok ikke see Dem fredeligt i Øinene; han skal heller aldrig bedrages af mig.

    Hun holdt inde, som om hun ventede et Svar; da lød der et dybt Suk fra Naboværelset, det var Ignatius, der gav sin Smerte Luft.

    „Hvad var det?“ raabte Greven, idet han foer op af Divanen.

    „Hvad det var?“ gjentog hun skjælvende, „det var vel Nattevinden, der stønnede udenfor Vinduet —.“ I det samme faldt der fra Kaminen en klar Belysning over hele Værelset: Pappegøierne saae saa fornemme og stolte ned fra Væggen paa de Tvende og Abekatterne grinede saa ondskabsfuldt; fra den anden Fløi af Gaarden lød en høitidelig Marsch for fuldt Orchester. „Eller,“ vedblev Emilie, efterat hun et Øieblik havde lyttet efter om der muligt vilde komme flere Lyd, „eller ogsaa, Hr. Greve, er det mine Fædres Skygger, der svæve gjennem Salen og sørge over at de maae see Emilie saaledes ydmyget —.“

    „Holdt,“ raabte Greven, „sat Dig, Du maa ikke forlade mig — kan Du ikke taale Spøg, Emilie? kom med hen i Riddersalen, saa beder jeg øieblikkigen Obersten om din Haand. See saa! nu har jeg visket Taarerne af dine Kinder — hør, hvor herligt! de spille Dombrowskis Masurka⁵ — kom, min smukke Brud!“

    Da de Tvende vare borte, reiste Ignatius sig langsomt op af Leiet, tændte atter Lysene og gik længe op og ned i Værelset. Fra Aftenens Begyndelse havde han vel seet, at Emilie havde forandret sit Sindelag imod ham, men dette — — det havde han ikke ventet. For et Øieblik beherskedes han af bittre Følelser, men snart fik hans Godmodighed Overhaand over hans Tanker og i sit stille Sind ønskede han, hvad han imidlertid neppe torde haabe, at Emilie maatte blive lykkelig med ham, hun havde valgt. Og derpaa gik han saa temmelig rolig ned i Riddersalen.

    Idet han traadte herind, lød Pauker og Trompeter ham imøde; derpaa fulgte et levende Jubelraab. Henne under Maria Zamoiskys Portrait stod atter Emilie, men dennegang med funklende Øine og Glædens Roser paa sine Kinder: Obersten havde netop lagt hendes Haand i Grev Alexanders og givet sit Minde til Forlovelsen. Med fast Stemme og fuldkommen Beherskelse af hver Mine lykønskede Ignatius den forlegne Pige, vendte sig derpaa om til Hippolyt og bad ham om at følge med ind i et andet Værelse. Da de vare komne herind, tog Ignatius tilorde: „Hippolyt, Du har bedraget mig.“

    „Hvad mener Du?“ spurgte denne besindigt og koldt.

    „Kun ved at give mig Haab om at kunne vinde Emilies Haand, fik Du mig overtalt til at deeltage i en forvoven Sammensværgelse, og dog har Du bestemt maattet vide, at hun elskede Greven. Skam Dig, Hippolyt, Du har løiet for mig.“

    „Ganske vist har jeg løiet for Dig,“ svarede nu Hippolyt, „men det var jo den eneste Maade, hvorpaa jeg kunde bringe Dig over paa vort Parti. Jeg vidste meget godt, at der alt var en god Forstaaelse mellem Greven og Emilie, det glædede mig, saa havde vi jo vundet ham; med Villie begunstigede jeg inat Alexanders Frieri, for at, naar Du først var forlokket til falske Forhaabninger og derpaa pludselig, som Du nu virkelig er bleven det inat, blev reven ud af disse behagelige Drømme, Du da skulde føle Dig utilfreds med din Stilling, din hele Tilværelse, og derpaa med Iver og Lyst hellige Dig til vore vovelige Foretagender, hvorhen Tanken, Haabet, Ønsket om en hæderlig Død rimeligviis vilde lokke Dig. Og jeg seer det jo tydeligt, Ignatius! Du græder alt og dine tæt sammentrukne Øienbryn, din Skjælven over hele Legemet, dit hurtige Aandedrag, din Dødsbleghed, Alt er Symptom paa indre Lidelser — ikke sandt, om end ikke Du ønsker Døden nu, saa er Du dog heller ikke bange for den?“

    „Hippolyt,“ udbrød Ignatius med Afsky, „Du har været mig en falsk Ven!“

    Da svulmede den mørke Stribe paa den unge Zamoiskys Pande, dog kom Fatningen hurtigt igjen og Hippolyt lagde sin Haand trohjertig paa Ignatius’s Skulder: „Broder,“ sagde han tungsindigt, „det har jeg ikke været; men hvad gjør det til Sagen, om i en Tid som denne et Menneske som Du, eller som Emilie, eller som Alexander eller som jeg, om En af os eller om vi alle Fire gaae tilgrunde, hvis vi Enkelte derved kunde gjøre Noget til Held for den hele Nation? Troer Du kanskee, at Emilie bliver lykkelig? jeg siger Dig: hun bliver — ja, Ignatius, jeg veed hvad jeg ikke for al Verdens Guld vilde vide — hun er alt ulykkelig. I sin hvide Silkekjole stod hun derinde, betydningsfuldt nok, under den i Kamp som Martyr faldne Marias Billede, hun var pyntet som et Offerlam — endogsaa min egen Søster har jeg opoffret, saa kan Du ikke klage!“

    „Og,“ spurgte Ignatius nu, „om nu din Beregning fandtes gal, om det, hvorfor Du har gjort disse mange Opofrelser, om nu denne Revolution fik et uheldigt Udfald? Havde Du da ikke bortskaaret fire Menneskers Liv, ja, ikke fire, men muligt med disse fire, andre fire hundrede Tusinders Liv? dumdristige Beregner, vil Du agere Skjæbnen i Miniatur?“

    Hippolyt stod ubevægelig og hørte koldblodigt paa den forurettede Vens Vredesyttringer og Ignatius vedblev nu, i en næsten prophetisk Tone: „har Du betænkt, at der gives Noget, som kaldes Forræderi? mindes Du ikke hvad Digteren siger, at Mammon baner sig Vei hvor Seraphen fortvivler? og naar nu vi ere slagne og vandre hjemløse om i Ellemoser og blandt de nøgne Træer; naar hundrede Tusinder ere blevne ulykkelige, naar vore Godser bortforæres til dem blandt Russerne, der have myrdet flest Polakker; naar Byer opbrændes, Slotte sløifes, Kornet nedtrampes af Fiendens Heste, Bønder hænges, Adelsmænd stikkes ind i Kalmukkens Regimenter — og jeg da træder frem for Dig, viser Dig den hele udstrakte Elendighed og siger til Dig: see for at opnaae dette, har Du offret Emilies, din egen og min Lykke! hvad vil Du da svare mig?“

    „Du seer Tingene fra den mørkeste Side,“ indvendte Hippolyt, „Du lader Dig henrive af mørke Anelser. Saaledes stemt skal man ikke begynde en Revolution. Hvad Du med Aandens Øie seer tabende og paa Flugt, det seer min raskere Aand seirende og i Triumph. See til Frankrig, lykkedes maaskee ikke Revolutionen for hine, og hvormange Revolutioner i det Hele taget er der ikke lykkedes? Om vi skulle seire“ — her foldede han Hænderne andægtigt — „det veed kun Gud, men at vi trænge til en Forandring, det veed vi. Europa vil ikke see os falde, det vil række os en moderlighjælpende Haand. Naar et Land er haardt betrængt, da er det naturligt, ja nødvendigt, at det vil frie sig fra sit Onde; men i enhver Revolution maa der være Mænd, der kunne sætte Liv i de Svaghjertede og til disse Mænd i vort Land regner jeg Peter Wysocki og mig. Vi To have ikke skabt Opstanden, det har Constantin, og over hans brødefulde Hoved komme det uskyldige Blod, som skal udøses. Naar Polen bliver frelst, da er et Bidrag, som mit og dit Liv, ikke en Sum af den Værdi, at man skulde krympe sig for at give den tilbedste; og frelses Polen ikke, da har heller ikke vort Liv noget at betyde: thi hvo kunde vel ønske at leve i denne Tilstand?“

    Ignatius vilde gjenmæle, men Hippolyt greb hans Haand og sagde: „min Barndomsven, tøv med at svare mig til en bedre Tid: i dette Øieblik er Du, efter din Mening, retfærdigen ilde stemt imod mig. Paa den første Valplads, hvor vi mødes, der vil Du, stolt af vor Seiervinding, give mig et ganske andet, et venligt Svar.“

    Hippolyt gik nu hurtigt ud af Værelset, men Ignatius forføiede sig ind i Dandsesalen. For tredie Gang saae han her Emilie staae hændelsesviis under Maria Zamoiskys Portrait, men denne Gang saae hun atter bedrøvet og lidende ud — den letsindige Grev Alexander var netop beskjæftiget med at byde den unge Comtesse Sapieha nogle Forfriskninger. — — —

    Den følgende Formiddag kjørte de tre Venner atter fra Korilnicza til Warschau; faa Dage derefter udbrød Revolutionen. „Kiør gjennem Skoven,“ raabte Hippolyt til Kudsken, „jeg vil see, om ogsaa Træerne der ere trivedes noget.“ I det Øieblik Vognen dreiede ind i Skovveien, sprang lige ved Indkjørselen tre Ræve forbi de steilende Heste og løb ind i Tykningen. Hippolyt vendte sit Blik didhen, hvorfra Rovdyrene vare komne: „der ligger dog noget Sandt,“ udbrød han, „i hvad Vitellius paa Valpladsen sagde, at en Fiendes Liig lugter godt.“ Ignatius vendte sit Hoved om og saae — Yermaloffs af de vilde Dyr mishandlede, livløse Krop.

    Den ni og tyvende November tændtes Ild i Warschau paa et Bryghuus, der laae i Nærheden af den russiske Kavalleriekaserne: dette var Opstandens Løsen. Een Afdeling gik til Slottet Belvedere for at tage Storfyrst Constantin tilfange; Wysocki styrtede med nogle faa Ledsagere ind i Kadetakademiet, hvor der netop holdtes en Forelæsning over Taktikken: de russiske Skildvagter afvæbnedes og Kadetterne sluttede sig til Oprørerne. Uden Modstand bemægtigede Wysocki sig Arsenalet og uddeelte 40,000 Karabiner og Flinter blandt Mængden. Statsfangerne i Karmelitterklosteret befriedes; en Officeer styrtede ind i Theatret med det Udraab: „Polakker, til Hjælp! Moskoviterne myrde vore Landsmænd“ — i et Nu var Theatret tomt. Gaderne oplystes af de brændende Huse, hist faldt enkelte Skud, her drønede en heel Salve; bevæbnede Mænd strømmede tilhest og tilfods gjennem Forstæderne; i den ene Gade lød vilde Hævnskrig, medens blege Russere bøiede om i den anden. I disse frygtelige Øieblik gaves ingen Pardon: enhver Russer, enhver troløs Polak, der grebes paa Gaderne, faldt som Offer for Mængdens Raseri. Men da Morgenen frembrød paa den sidste, mørke Dag i November, da var Alting stille: hver levende fremmed Gjest var ude af Staden, kun de Myrdede laae adsplittede paa de uhyggelige Gader og Torve. De vandrende Folkehobe saae blege ud og talede ikke et Ord: Skræk havde overfaldet Kinderne og bange Anelser bandt Tungen. Den ellers uforfærdede Wysockis Øie var mat, fyrigt Liv funklede der kun under Republikaneren Hippolyts sorte Øienbryn.

    Som bekjendt hjalpes Polakkerne i deres forvovne Foretagende ikke lidet ved den Omstændighed, at Rusland i Polen havde sammenhobet et frygteligt Krigsmateriale, der skulde bruges paa et paatænkt Felttog til Frankrig eller Belgien. Dette Felttog blev der nu Intet af paa Grund af den uventede Opstand, til hvis Dæmpelse Keiseren maatte forbruge en stor Deel af sin Armee; Polakkerne derimod fandt en betydelig Understøttelse i de russiske Kornmagasiner, Krigskasser og Ammunitionsforraad. Hvor glimrende imidlertid Polakkernes Tapperhed end viste sig, anede Hippolyt dog, at Overmagten dog tilsidst vilde seire, hvis ikke udenlandske Magter vilde understøtte Polen. Chlopizki havde nedlagt sit Dictatur, men ikke sin Lynstraale: udfra Elleskoven ved Grochow viste Chlopizki, at han kunde lyde ligesaagodt som han forstod at byde. I dette Slag, hvor Diebitsch efterhaanden anvendte en Masse af 112,000 Mand og 300 Kanoner mod 50,000 Polakker og 60 Kanoner, kæmpede ogsaa den gamle Oberst Zamoisky, ikke som Oberst, men som Ritmester i det Landsenerregiment, hvor hans tilkommende Svigersøn, Grev Alexander, var ansat som Lieutenant. I det fjerde Infanteriregiment, som af selve Storfyrst Constantin var erklæret for det ypperligste Regiment i hele den polske Armee, tjente derimod Hippolyt og Ignatius.

    Foraaret udviklede sig imidlertid og man skrev den 26 Mai da Slaget stod ved Ostrolenka. „Som Rovdyr,“ fortæller Historieskriveren⁶, „stormede de russiske Grenaderer, dryppende af Sved, berusede af Brændeviin, over den Bro, der af Polakkerne var slaaet over Narewfloden, tvungne frem af de Kanoner, som Diebitsch havde opstillet bag dem, og da de saa vare komne til Broens Ende, saa havde de endda kun naaet dette Sted — for at falde.“ To polske Generaler, Kaminski og Kizki, ni Stabsofficerer, ni og tredive subalterne Officerer og henved atten hundrede simple Soldater vare faldne, tre hundrede tagne tilfange. Russerne tilskreve sig Seiren, men den polske Nationalhærs Overstcommanderende, Skrzynecki bivouacquerede alligevel Natten over paa Valpladsen og forlod den først ved Dagbrækningen den 27 Mai. Det er til denne Valplads at vi nu maae henvende vort Blik.

    En Kanontorden fra begge de fjendtlige Hære endte Slaget om Aftenen den 26 Mai; derpaa indtraadte en huul Taushed: man begrov de lemlæstede Liig, og Russer og Polakker gik, som ved en stiltiende Overeenskomst, fredeligt jevnsides hverandre.

    Hist midt paa Sletten, hvor der netop var et temmelig tykt Tjørnekrat, laae henved en heel Esquadron polske Landsenerer, som vare blevne dræbte af det finske Skarpskytterregiments sikkertræffende Kugler. Man afklædte Ligene og da kom paa mange af de Faldne Ribbenene frem, Beenpandseret, det hvide Gitter, bag hvilket Hjertet sidder som en fangen Fugl og udklynker sine Jammertoner over den fortabte Verden. Det var ved dette Kavallerieregiment at den gamle Oberst Zamoisky frivillig havde stillet sig og derpaa var bleven ansat som Ritmester; det var ved dette Regiment at Emilie Zamoisky havde stillet sig som simpel Soldat og, skjøndt Qvinde, deelt sin Faders Farer og legemlige Strabadser; og det var til dette Regiments nedskudte fjerde Esquadrons livløse Legemer at Hippolyt og Ignatius nærmede sig. „Jeg skjælver som et Barn,“ udbrød Hippolyt, „Manden er ikke meer hvad Manden ved sin Skabelse var: Adam mistede et Ribbeen og da Gud deraf dannede en Qvinde, gik med det samme meget af den mandlige Kraft over i den qvindelige Skabning. See, Ignatius,“ — her skjælvede hans Stemme mærkeligt, — „see, Ignatius, her ligger din Emilie, som fordum Maria Zamoisky laae!“ Ignatius bøiede sig ned og saae ved Fakkelskinnet den døde Pige, der nu, saaledes som hun laae der, mærkeligt lignede hiin i en tidligere Periode faldne Slægtning Maria Zamoisky. Og som han nu stod der, overvældet af Sorgens, men ikke af Lethes, Bølger, tænkte han paa, hvor underligt dog det nu indtraf, hvad han hiin Aften paa Korilnicza kunde have anet, hvis han havde havt et overmenneskeligt Øie, dengang han saae Emilie tre Gange staae under Maria Zamoiskys Portrait; thi Forsynet, eller hvad man nu vil kalde det, simpelthen Gud, eller Naturen, eller det store ubekjendte X, giver vel de Dødelige Vink om hvorledes Fremtiden vil vorde for dem, men har til Tilgivt lukket deres Øie, saa at de ikke kunne see disse Vink.

    „Der ligger hun,“ udbrød Hippolyt, „hun, hvis Blod fordum rullede saa raskt som Weichselens Strømme, men hvis kolde, dunkle Vædske nu ligner Afløbsvandet fra „det døde Hav.“ Ignatius, det er nu skeet, hvad Du befrygtede: under min Søsters kolde Legeme ligger min afsjælede Fader! ærlige Gamle, din Søn har gravet din Grav!“

    Først her paa denne grufulde Valplads veeg den kolde Besindighed og den varme Fødelandskjærlighed for et Øieblik bort fra Hippolyt, da han saae de elskede Frænder ligge livløst henstrakte. Han kastede sig ned over de kolde, stivnede Væsner og hulkede længe, men Ignatius kunde endnu ikke fælde en Taare: her viste Sorgen sin dobbelte Charakteer, den isnede den Blødes Hjerte, medens den smeltede den haarde Republikaners. En Sabels Klirren ganske tæt i Nærheden vakte endelig Hippolyt af hans Dvale: han reiste sit Hoved iveiret, stod langsomt op og gjenkjendte Grev Alexander, idet denne traadte ind i Fakkelskinnets Cirkel. Mørkt opsvulmede Aaren i Hippolyts Pande, han strakte Armen ud imod Greven, som for at ville afholde denne fra at træde nærmere ind i den hellige Familiekreds. „Hvad vil Du her?“ spurgte han Greven, „tør Du med roligt Sind betragte disse tvende Døde, og mig den Levende? her ligger den Pige, hvis rene Kjærlighed Du forsmaaede og spottede, ja, Skurk!“ — her steg Hippolyts Raseri til en frygtelig Høide — „Du fordærvede og besmittede hendes fromme Sind, Du brød Zamoiskyernes blanke Ridderskjold over den Armes Hoved — men jeg, jeg taug, fordi Du var en tapper Mand, som kunde vise mit Fædreland gode Tjenester — vor Families Ridderære har jeg opoffret Nationens store, hellige Sag — heller ikke faldt hun ved din Side, nei, hun hviler ved sin Faders brustne Hjerte, tilgivet af ham og, trods din forpestende Nærhed, forherliget ved en Heltindes Død. Gaa, min døde Fader kan nu ikke forbande Dig, men jeg, hans døende Søn gjør det i hans Sted — gaa, gaa hurtigt, thi jeg vil nødig berøve Fædrelandet En af sine Kæmpere!“

    Ikke af Feighed, men bevæget af en retfærdig Agtelse for Sønnens og Broderens Sorg, gjennemtrængt af Anger, hvis Bitterhed den Letsindige ofte fornemmer i dens fuldeste Kraft, gik Grev Alexander bort, og Ignatius saae ham aldrig mere siden.

    Hippolyt taug en Stund og rakte derpaa Ignatius Haanden. „Stakkels Ven,“ tog han tilorde, „jeg har berøvet Dig enhver Udsigt til at vorde lykkelig i dette Liv; jeg takker Dig for at Du ikke, hvad mange Andre vist vilde have gjort, i dette Øieblik hævner Dig paa mig ved at gjøre mig bittre Bebreidelser: jeg føler dybt din Godhed. — Jeg sagde før, at jeg døende forbandede Greven, Du forstaaer endnu ikke hvad jeg herved meente, men snart skal Du see, at Hippolyt Zamoisky er ligesaa redebon til at opoffre sig selv for sit Fædrelands Bedste, som han før var det til at offre Andre. Min Stamme uddøer med mig, Du, Ignatius, skal være min Arving — intet Ord vil jeg høre — jeg siger Dig jo: inden fjorten Dage er jeg samlet med Fader og Søster i det store Stjernehuus. Følg Du med Hæren; jeg har endnu kun een Pligt tilbage her paa Jorden, det er at begrave disse to kjære Liig hjemme paa Korilnicza, hvor Familien ligger. Jeg vil tage Afsked med min Moder; endnu engang vil jeg gjennemvandre de lange Gallerier, stirre paa mine Forfædres Portraitter og indaande Sommerluften i den liflige Slotshave; den Fugl, der for tre Aar siden sang over mit Hoved i Korilniczas Skov, skal foresløite mig sit lystige Farvel før jeg gjør den store Reise; Dig skal jeg desuden skriftligen tilsikkre min Fædreneeiendom. Farvel, Tak for dette Liv!“ — Han omfavnede Ignatius og bød ham gaae: han selv skulde nok besørge Ligene bort.

    Ignatius fjernede sig og fulgte Skrzynecki i de følgende Dage paa hans Tilbagetog fra Ostrolenka.

    En Uge var hengaaet efterat Skrzynecki havde trukket sig tilbage gjennem Pultusk til Praga, hvor han med sin hele Hær ankom den 28 Mai. I Kapellet paa Korilnicza sad Dag og Nat den gamle sortklædte Oberstinde ved sin Mands og sin Datters friske Kister; den gamle Huuslærer Morawski stod for det Meste ved Siden af hende. I et saadant Øieblik sagde engang Oberstinden: „mit ene Barn, Morawski, ligger her, men min herlige Søn, Stammens sidste Ætling, skal aldrig komme til at hvile her; hans Liig bliver lemlæstet og kastet til Føde for Hunde og Ravne; Ingen af Korilniczas Bønder skal bære min Yndling til sine Forfædres Kapel, ingen Psalme bliver sjunget, ingen Messe holdt over den Ædles Katafalk — og dog gik den raske Dreng frimodigt sin skrækkelige Skjæbne imøde! O Morawski, det er en stor Sorg at have Børn, naar man skal miste dem, men det er dog en Trøst, naar man mister dem paa den Maade! I det Øieblik jeg hører, at hans dristige Plan er lykkedes eller mislykkedes og at han er død, da vil ogsaa jeg døe, jeg, det sidste Minde om en forgangen Tid, den sidste Moder i den zamoiskyske Stamme. Og skal Ignatius Jasinsky ombytte sit Navn med vort — Gud give ham Held til at gjenføde Slægten!“

    „Amen!“ sagde Morawski og foldede Hænderne andægtigt.

    Den sjette Juni havde tyve unge Mennesker i Warschau samlet sig i det førnævnte Kapel, der hørte til Grev Paz’s prægtige Slot. Ingen Lamper brændte, men det var Tusmørketid. Mange af de Tilstedeværende havde et vildt Udseende, en Enkelt af dem havde endogsaa en rød Jacobinerhue i Haanden; de hørte Alle til den republikanske Klub i Warschau. Hele Forsamlingens Øine vare henvendte paa een Skikkelse, et høit, stærktbygget, men dødblegt ungt Menneske, der virkelig ogsaa havde noget Imponerende ved sig. Han bar ingen Uniform, men en sort, temmelig kort Frakke, rigt broderet med Silke af samme Farve, sorte Beenklæder og en sort Hue. Intet velvilligt og høfligt Smiil saaes omkring hans Mund, men dyb Eftertanke lurede i hans sorte Øie og den høie Marmorpande med den opadløbende dybe Fure antydede en fast og urokkelig Charakteer — jeg behøver vel ikke at sige, at den, af de Øvrige saa opmærksomt Iagttagede var Hippolyt Zamoisky.

    „Jeg har kaldet Eder hid,“ begyndte han, „fordi jeg har en vigtig Plan, som skal udføres — I ere dog vel Alle endnu saaledes sindede som I fordum var det? Tab af Formue, Tab af Venner og Slægtninge har dog vel ikke forknyttet Eders Mod og hellige Begeistring?“

    „Nei!“ lød det eenstemmige Svar.

    „Godt,“ vedblev Hippolyt, „saa hører da opmærksomt efter! I maae vel Alle have bemærket, at Tingenes Stilling i dette Øieblik er høiest vaklende. Skrzyneckis Retirade fra Ostrolenka er blevet bittert dadlet, Uenighed truer med at opstaae mellem vore Generaler, Folket er blevet mistroisk mod Regjeringens Hoveder, russisk Guld har forlokket flere ansete Polakker til at blive Forrædere, og dersom Russerne i dette Øieblik tilfægte sig en Seir, da bliver Opstandens Resultat uundgaaeligen fordærvelig for os. Derimod — kunde vi netop i disse Dage vinde een eneste glimrende Seiervinding, da vilde den fordums Tro paa Gud og paa vor egen Kraft atter bringe Livsfriskhed i de synkende Gemytter: som et løsladt Kobbel Jagthunde vilde det polske Folk fare løs paa Flygtningerne og maaskee vilde da ikke en eneste Russer komme til at gjensee sit Fødelands Jordbund. At vinde denne Seir paaligger Generalissimus at tænke over; at understøtte ham i hans Planer, ja endog, ham uafvidende, at udføre hjelpende Foretagender, er vor Sag, og til et saadant Foretagendes Overveielse har jeg kaldet Eder idag.“

    „Lad høre,“ raabte han med Jacobinerhuen.

    Hippolyt vedblev: „langsomt have Russerne trukket sig nedenfor Narew imod Pultusk. De store Masser have mangfoldige Gange, senest ved Ostrolenka, lidt betydelige Tab; mismodige see de paa den fordums berømte Hærfører og spørge: hvorlænge skal det endnu vare at vi, fjernede fra Fødeland, Slægt og Venner, skulle uden Seir næsten daglig opoffre de mange Compagnier og Esquadroner? — Selve Diebitsches Undergeneraler — jeg er underrettet derom — ere indbyrdes uenige i Krigsraadet, om hvorledes Krigen nu paa en for Rusland tilfredsstillende Maade skal føres. Hvad om vi nu ved et eneste Stød tilveiebragte en fuldstændig Forvirring iblandt dem?“

    „Hvad mener Zamoisky?“ spurgtes der, „hvad er hans dristige Hensigt?“

    Roligt svarede Hippolyt: „at myrde Grev Diebitsch.“ —

    Der indtraadte en Dødsstilhed i Forsamlingen, men efterhaanden som de unge Mennesker besindede sig, (og Hippolyt gav dem Tid til Eftertænkning) da traadte den Overbeviisning dybt ind i deres Sjæle, at Diebitsches Død vilde forvolde en stor og forstyrrende Bevægelse i den russiske Hær, hvis enkelte Troppecorpser da vel muligen kunde have gode Divisionschefer, men dog vilde komme til at savne en duelig Overgeneral: et hurtigt Sværdslag fra den polske Hærfører kunde da i dette kritiske Øieblik maaskee oprive hele den russiske Armee.

    „Tanken er god — udvikle nærmere hvorledes den skal iværksættes — vi sværge Dig Taushed og Lydighed — vi offre Liv og Blod!“ saaledes lød det fra de forskjellige Munde.

    „Liv og Blod maa ogsaa opoffres ved denne Leilighed,“ tog atter den alvorlige Hippolyt tilorde, „thi levende kommer af os Ingen tilbage, som vover sit Hoved ind i den russiske Leirs Strube.“

    „Det er ogsaa det samme!“ raabte Republikanerne.

    Hippolyt vedblev: „saa sværge da alle vi, som her ere tilstede, at gjøre Alt for at komme Greven saa nær, at Gift, Dolk eller Pistol kan ramme ham. Den Første, som skal gjøre Forsøget, det er mig: jeg har den Forret paa Grund af at det er mig, som er Proponenten. Mislykkes det for mig, saa træder en Anden i Skrankerne og saaledes vedbliver det indtil enten vi Alle ere døde eller Greven er falden. Hvorledes I Andre ville udføre Eders Foretagende, paa hvad Maade han troer bedst at kunne naae sit Maal, det maa Enhver i Stilhed overlægge med sig selv — min Plan er alt lagt. Saa knæler da for Kosciuzkos Billede, sværger Taushed, Mod og Udholdenhed!“

    Medlemmerne af det nylig sluttede Forbund svore nu den bindende Eed, men protesterede paa det Kraftigste imod at Zamoisky skulde være den første Forvovne: de vilde kaste Lod. Dog, Zamoisky forblev urokkelig i sin Beslutning; der blev derpaa trukket Lod om, hvo der, hvis Zamoiskys Forsøg mislykkedes, skulde være den Anden i Raden, og Loddet faldt paa han med den røde Hue, Zwolinsky, den Samme som paa Korilnicza forraadte den russiske Politispion Andreas Yermaloff.

    Det russiske Hovedqvarteer var forlagt til Landsbyen Kleczewo; her havde Alt et krigerisk Udseende: Kanoner kjørtes gjennem de snævre, usselt brolagte Gader, polske Fanger dreves som Flokke af Qvæghoveder forbi de russiske Skildvagter, Adjudanter kom og reed atter bort, medens et enkelt Regiment i Parademarsch drog forbi den Gaard, hvor Feltherren havde opslaaet sit Sæde. Det var om Formiddagen den 9 Juni, en lummer Sommerdag, at man saae den keiserlige Adjudant, Fyrst Orloff træde ud fra Diebitsches Bolig; Fyrsten var den 8 Juni kommen til Leiren i et hemmeligt Ærinde fra Hoffet i St. Petersborg. Grenadererne præsenterede Gevær, og en luun Sommervind bevægede den store Fane med det russiske Vaaben der stod plantet udenfor Diebitsches Gaard, retsom selve Naturen vilde være med at hilse paa Keiserens Yndling.

    Inde i Gaarden, udenfor hvilken Grenadererne gik som Skildvagter, vandrede Grev Diebitsch stærkt bevæget op og ned i Salen; han var ene, sysselsat med sine egne mørke Tanker: snart stod han stille i Værelset og stirrede ned mod Gulvet, snart gik han op og ned med Armene korslagte paa Ryggen og kun i afbrudte Sætninger gav han sin Harme, sin Smerte Luft: „Paskewitsch kommen fra Persien til Petersborg — nedlægge Kommandoen — trække sig tilbage paa sine Godser — først overskride Balkanbjergene for at drukne i de polske Moradser — og hvad vil Folk, hvad vil Aviserne sige? — o, hvorfor overtog jeg ogsaa dette Felttog! — Jeg kan ikke nu gaae bort uden Skjændsel — stakkels, stakkels Polen“ —

    Her afbrødes han i sin Grublen ved en Adjudants Indtræden. Denne meldte Greven, at en Kosakpulk havde hidført en ung Polak, der frivillig havde overgivet sig i deres Hænder med det Forlangende, øieblikkeligen at føres for Greven, da han havde Ting af høieste Vigtighed at foredrage. — „Var han væbnet, da han overgav sig?“ spurgte Greven. — „Nei,“ svarte Adjudanten, „han er bleven undersøgt paa det nøieste, men intet Mistænkeligt er fundet; iøvrigt har han et kraftfuldt Udvortes og et alvorligt, høist charakteristisk Ansigt, ravnsorte Øienbryn, sorte Øine og lysebrunt Haar.“

    „Lad ham komme!“

    „Med Vagt?“ spurgte Officieren.

    „Uden Vagt,“ svarte Diebitsch og gik derpaa atter op og ned i Salen, saaledes hensjunken i trøstesløse Betragtninger, at han ikke engang bemærkede Hippolyt Zamoiskys Indtræden, heller ikke, at denne, benyttende sig af Generalens Aandsfraværelse, med Falkeblik speidede omkring i Værelset, for at see, om der ikke laae eller hang et eller andet Vaaben i samme. Havde Diebitsch iforveien kjendt Hippolyt, da vilde det have været ham paafaldende, at Ynglingens kulsorte Haar paa eengang var blevet kastaniebrunt. Naar man undtog Øinenes Blinken tilhøire og tilvenstre paa Væggen, hvor der paa den ene Side hang en kostbar Damasceenerklinge i Guldskede (et Minde fra Tyrkekrigen) og paa den anden to sølvskæftede Pistoler, var Hippolyt saa udvortes død, som en af Canovas Statuer, ubevæget, ubevægelig, men indvortes i desto voldsommere Oprør. Midt i Salen stod et Frokostbord: der havde Fyrst Orloff siddet tilligemed Grev Diebitsch, og der var Slangen fra Orloffs Mund krøben ind i Diebitsches Hjerte: der havde Yndlingen forebragt sin Keisers Villie. Endnu stode to store Sølvbægere samt flere Flasker paa Bordet og Zamoiskys Øine funklede af vild Glæde, da han, under Diebitsches heftige Gang over Gulvet, hvorved Greven flere Gange kom til at vende Ryggen til den Forvovne, med eet fik Leilighed til at fremtage en ganske lille flad Flaske, som havde ligget paa hans blotte Isse under den paasatte Paryk. Den lille Phiole holdt han nu i sin venstre Haand, stød Proppen af og stod — parat.

    Pludselig opvaagnede Feltmarschallen af sine mørke Tanker og betragtede i Frastand Zamoisky skarpt fra øverst til nederst. Den fine sorte Snorefrakke, den hele ædle Holdning, det brændende Øie syntes at danne et Heelt, som gjorde Indtryk paa Greven og nu begyndte Samtalen.

    „Hvem er De?“

    „Polak, Adelsmand, Student, Frivillig i den polske Nationalhær, Hippolyt Zamoisky,“ svarede denne paa flydende Russisk.

    „Og De kommer nu til mig,“ udbrød Greven med Bitterhed, „fy! — Forræder mod sit eget Folk, fy!“

    „Grev Diebitsch!“ lød Hippolyts skarpe Svar, „kommer jeg som mit Fødelands Forræder til Dig, saa kommer jeg i det mindste som en ikke sædvanlig Forræder, thi jeg kommer af mig selv og Du har ikke kjøbt mig dertil!“

    Greven tilkastede ham et truende Blik, men gik derpaa, maaskee drevet af en vis uvilkaarlig Agtelsesfølelse, hen til Bordet og skjænkede Viin i begge Bægerne: „er Du tørstig,“ sagde han, „saa drik.“ — Derpaa begyndte han atter, som før, med sænket Hoved og Armene korslagte paa Ryggen at gaae op og ned i Salen. Hippolyt nærmede sig Bordet, drak det ene Bæger ud, og heldte hurtigt og behændigt sin lille Flaskes betydningsfulde Indhold ud i det andet Bæger, just som Feltmarschallen paa sin Vandring vendte ham Ryggen og gik langsomt hen til den anden Ende af det store Værelse. Derpaa gik Hippolyt tilbage til Døren, dog Pistolerne paa Væggen saa nær som mulig. Atter standsede Greven, betragtede Hippolyt med en alvorlig Mine og spurgte: „hvad vil Du mig?“

    „Advare Dig!“ svarede Hippolyt, „tyve unge Mennesker i Warschau have taget Sakramentet paa at ville vove Liv og Blod for at myrde Dig!“

    Diebitsch stampede i Gulvet: „tyve dumme Skurke! har jeg fortjent det af Polen? — har jeg kanskee været grusom, har jeg været som Suwarow var? hysch, det er ikke mig, der fører Krig med Eder, det er min Herre, Keiseren, der ved mig vil tvinge Rebellerne til Lydighed! fører Krigen efter Krigsretten og begaae ikke Snigmord!“ heftigt nærmede Feltmarschallen sig Bordet og tømte i eet Drag det derpaa staaende, næsten fulde Bæger — saa hurtig en Seir havde Zamoisky ikke tordet haabe! Voldsomt satte Diebitsch derpaa Bægeret ned paa Bordet og sagde haanligen: „De Narre! hvorledes ville de komme ind i den russiske Leir, ind i Hovedqvarteret, ind forbi mine Skildvagter?!“

    Da lød Zamoiskys dybe Stemme: „og hvorledes er vel jeg kommen herind?“

    Diebitsch foer iveiret og greb til sin Sabel ved den venstre Side, men Hippolyt vinkede beroligende med Haanden: „vær uden Frygt, jeg er vaabenløs, dine Adjudanter og Grenaderer ere i Værelset ved Siden af og jeg seer, at her Intet er at gjøre for mig. Velan, saa hør rolig paa mig, da skal Du høre hvad aldrig Nogen før har vovet at sige til Dig, men hvad jeg, Polakken, den dødsindviede Republikaner, formaster mig til at fortælle Dig. Viid, at det var mig, som stiftede hiint Forbund, der gaaer ud paa din Død og at jeg er den Første af de omtalte tyve unge Mennesker, som er vandret hid for at see Dig tilintetgjort — ja, det var ret, sæt Dig kun ned og see med Foragt paa din Fange, overlæg kun hvad Pinsler, jeg skal komme til at døie: dine Planer ændser jeg ikke — men hør nu mere: da Du for din Keiser fægtede i Tyrkiet for at befrie det skjønne Hellas ud af Barbarernes Hænder, da fulgte Alles Velsignelser Dig, thi det gjaldt Frihedens hellige Sag — da var Vaabenlykken Dig gunstig. Men da Du betraadte polsk Grund med dine vilde Horder, nedtrampende Alt hvad der var os dyrebart og helligt — om ikke Du selv, saa gjorde dog dine Generaler det —, da forbandedes Du af Menneskene, thi Du kjæmpede for Jernlænkernes Sag, da forlod Vaabenlykken Dig! — Ingen Laurbær fra dette Land skulle vore paa din Grav, men vi ville plante den grædende Cypres, som skal sørge over Lucifers Fald fra de gode Engle. Nu har jeg talt og nu har jeg handlet hvad der har staaet i min Magt, og nu vil jeg døe som en fri Polak, dine Tartarer skulle ikke qvæge sig ved at see mig levende spiddet paa spidse Landser — mine sidste Ord til Dig ere: Grev Diebitsch, jeg stævner Dig ind for Guds Domstol — vi sees imorgen!“

    Ved Hjælp af et rask Spring bemægtigede Hippolyt sig en af de Pistoler, der hang paa Væggen og spændte Hanen; Feltmarschallen ruskede heftigt i Klokkestrengen og Adjudanten styrtede ind i Værelset. I det samme satte Hippolyt Zamoisky Pistolen for sin Pande og fyrede af; Kuglen gik i en straa Retning gjennem hans Hoved og endte sit Løb i den indtrædende Adjudants Bryst — Begge styrtede livløse til Jorden. Mat og koldsvedende, maalløs blev Diebitsch siddende, maaskee med en hemmelig Beundring for den unge Zamoisky. Dette skete den 9 Juni, men den 10 var Feltmarschall, Grev Diebitsch — død.

    Hvorledes disse Begivenheders oprindelige Fortæller, Ignatius Jasinsky, senere maatte dele Skjæbne med General Rybinskys Tropper (16 til 18,000 Mand), der nødtvungne gik over den preussiske Grændse i October, og hvorledes han derfra ved en overordentlig Lykkens samt ved disse preussiske Embedsmænds specielle Begunstigelse fik Leilighed til at undkomme fra Preussen til Danmark, kan formedelst politiske Grunde ikke nærmere fortælles her. Godset Korilnicza blev confiskeret af Russerne og af Keiseren skjænket til en russisk Officeer, som havde udmærket sig i Krigen mod „Rebellerne“; dog oplevede ikke Oberstinde Zamoisky disse Begivenheder: da hun havde erfaret sin Hippolyts Død, afholdt hun sig fra Spise og Drikke og fandtes en Morgen død ved Siden af sin Mands og sin Datters Liigkister. Kun en føie Tid vandrede den gamle Morawski omkring i de høie Riddersale paa Korilnicza, som et Gjenfærd fra en svunden Tid; tilsidst forsvandt han fra Gaarden og med ham Zamoiskyernes Familiearchiv: Nogle paastaae, senere at have seet ham i Ungarn. Det staaer nu blot tilbage at fortælle, at den ved Revolutionens Dannelse og Udførelse saa virksomme Peter Wysocki faldt, da Warschau blev stormet af Paskewitsch.