Carl Bagger (1807–46)

Den gamle Verden var i sin yngste Periode, det vil sige: kort før Christi Fødsel, deelt i mange Mikrokosmer: den asiatiske, den afrikanske, men i Europa: den romerske, den galliske, den germaniske og den scandinaviske. Var jeg en Italiener, da vilde jeg skrive om det synkende Rom; var jeg en Franskmand, da vilde jeg skrive om hvormeget Ondt Marschallen Julius Cæsar døiede før han fik undertvunget Lafayettes Ahnherrer, de muntre Galler; men da jeg nu engang er en dansk Mand, saa vil jeg fortælle, hvorledes det paa hin Tid saae ud i den skandinaviske Piccolo-Verden.

    Siden det Tidspunkt, som jeg vil beskrive, er der henrundet omtrent 1800 Aar — en Æra, i hvilken det menneskelige Øie har grædt mange flere Taarer, end den menneskelige Mund har fremviist Smiil. Hin fjerne billedrige Periode gaaer i Norden over i Mythologien: i gamle Viser, opskrevne paa Pergament, og i gamle Skindbøger, der bevare de i Middelalderen gjængse, af Munkene nedmalede, folkelige Traditioner — der har jeg fundet min Skat. Saa hører da efter! — — —

    Paa en Ø ved Norge boede der en gammel Konge ved Navn: Svafner, som havde een eneste Datter, Sigurlinna. Denne Sigurlinna var over det hele Norden berømt for sin Skjønhed og hun havde derfor mange Beilere, hvoriblandt de meest ansete og de af hendes Fader meest begunstigede vare de to Smaakonger Hagbarth og senere Hjorvard, hvis Søn denne Fortællings egentlige Formaal er. De gamle Sagaer fortælle, at Sigurlinna holdt meest af Hjorvard og saameget er da ogsaa vist, at Kong Hjorvard en Sommer førte hende hjem som sin Brud, imedens Hagbarth var paa Søen beskjæftiget med Røvertog.

    Men da nu Kong Hagbarth kom hjem og erfoer hvad der var foregaaet, da landede han paa Svafners Ø, hærgede hele Landet, dræbte selve Kong Svafner,

    Men siden den Tid var der gaaet tyve lange Aar: Hagbarth havde ægtet en anden Fyrstinde, medens Kong Hjorvard havde med Sigurlinna avlet to Sønner, den Første simpelthen kaldt Hjorvardsøn, den Anden Hedin. —

    Hjorvardsøn var atten Aar gammel, men grublende og mørk trods sin Ungdom; hans Væsen var at sammenligne med en Zwiebel, i hvilken den tætte, mørkerøde Hyacinth-Blomst, endnu ikke udfoldet, ligger og slumrer, haabende og ventende paa den vaarlige Varme, der skal udklække den.

    Og saa mældes det i de gamle Bøger, hvorlunde Hjorvardsøn laae ved Stranden en Vinternat og stirrede paa de hvide Stjerner, der, høit over Nordens Bjerge, vandrede paa den sorte Himmel:

    Og disse Ni rede paa hvide Heste, men hver Hest havde to store skinnende Vinger, og Alle standsede de foran Kongesønnen, der laae paa Strandbredden. Den forreste Qvinde var den smukkeste: der udstraalede fra hendes Øie en Glands, som farvede Luften; hun havde, som de Andre, et Perlemoers-Pandser og et gyldent Skjold.

    „Hvo er Du?” spurgte Hjorvardsøn forfærdet, idet han reiste sig op, „og hvad vil Du mig? vel er din Skikkelse menneskelig som min, men Himlens meest glimrende Stjerner funkle underneden dine Øienbryn, saa at jeg næsten bærer Frygt for Dig.”

    „Det skal Du ikke!” svarede den smukke Qvinde, „thi jeg er din Skytsaand. Hvert Menneske har sin, men Du er iblandt de Lykkelige, som kunne see den. Naar Du døer, skal ogsaa jeg døe — Vi alle stunde ret snart til Hvile.”

    „Du er en udødelig Guddom,” tog Hjorvardsøn til Orde, „og dog taler Du om at døe og om at de Alle ret snart skulle stunde til Hvile — hvorledes skal jeg forstaae det?”

    „Vor Tid, din Tid, vor og din Verdens Tid er snart til Ende,” svarede hun, „thi vi skulle Alle flytte — om nogle faa Aaringer kanskee. Der ligger en heel Verden høit over os, høit over den nordligste Pynt, som Menneskene kjende, didhen skulle vi nødes til at vandre, Store og Smaa, men Nordlysene skulle skinne paa hele Veien. Der skulle vi leve, men i vort gamle Rige ville vi tabe vor Magt og Vælde. Syden og Vesten ville komme til at herske her — der vil gaae et Jordskjælv gjennem hele Verden.”

    „Og hvad er dit Navn, Du forunderlige Væsen?” udbrød Hjorvardsøn.

    „Og hvad er vel dit Navn?” gjenmælede hun, „Du hedder jo Kong Hjorvards Søn! Alt skylder Du din Fader, Navnet endogsaa med! Naar nu Svalen om Efteraaret flyver mod Syden og i fjerne Egnes Luft qviddrende fortæller om hvad den har seet her i Norden, hvad skal den da vel fortælle om Dig, den Daadløse, Navnløse? Og dog har Du Kræfter og dog har Du Mod og dog har Du Lyst til at erhverve Dig et Navn. Fra nu af skal Du kalde Dig Helge — Helge Hjorvardsøn. Mit Navn er unævneligt, men Du kan kalde mig Svava!”

    „Ja vel!” foer Kongesønnen ivrigt, „jeg vil hedde Helge, men siig mig saa, skjønne Svava, hvad skal jeg udrette, hvad skal jeg foretage mig, for at erhverve mig et stort Navn og — din Yndest?”

    „Din Moder Sigurlinnas Fader, Kong Svafner er dræbt og endnu ikke hevnet. Hagbarth lever endnu — Du skal anfalde Hagbarth, men skaane hvad der kan skaanes!”

    Helge reiste sit kongelige Legeme i dets fulde Høide og strakte sin Haand henimod Svava; fyrigt raabte han: „Svava, Du har givet mig Helges Navn og med dette Navn følger i Norden et skyhøit Ry. Dog — jeg fordrer mere — jeg fordrer Dig selv, Du skal være min Eiendom, min Belønning, min Dronning og Hustru, hvis jeg viser mig kjæk og Dig værdig!”

    En let Rødme foer over Svavas Kinder; hun klappede sin hvide Hest paa Halsen. „Og troer Du, Helge,” lød hendes Svar, „at jeg, hvor kjæk Du end viste Dig, vilde anden Gang bøie mig ned til Jorden og bindes til Dit Liv? Jeg har eengang levet som Du nu, jeg har elsket Jorden som Du nu; jeg er eengang død, som Du engang skal døe, og nu lever jeg i et andet Liv. Seer Du? min Hest har Vinger, hurtigt flyver den med mig til hiint af Menneskene uopdagede og uopdagelige Land, hvor vi ret snart, Alle vi fra Norden, skulle boe. Jeg er af de høie Guder kun udsendt til at værne om Dig og Maanen vil vist aldrig see Svava paa dit Natteleie.”

    „Giv mig da i det mindste blot et Tegn paa at jeg er Dig kjær!” bad Helge med Taarer i Øiet.

    „Det skal jeg, Helge,” svarede hun venligt, „jeg vil give Dig et herligt Sværd, hvormed Du kan værge Dig, og hvor Du gaaer og hvor Du færdes, der skal jeg, om end som oftest usynlig, dog altid være Dig nær.”

    Og saa fortælle de gamle Sagaer, at Svava sang for Helge:

    Og hurtigt rede nu de ni Skikkelser bort og forsvandt i Skoven. Men der er en træbevoxet, steil Pynt paa Øen og derfra kan man see langt ud over Havet, her kom Skaren atter tilsyne mellem Granerne og her styrtede den sig ned fra Skrænten, som om den vilde sænke sig ned i Bølgen, men da udfoldede Hestene de hvide Vinger og bare de skjønne Qvinder høit over Bølgen, gjennem Luften, hen til det ubekjendte Land; men der hvor de foer, der funklede stærke Nordlys i brede Striber og Stjerneskuddene faldt hyppigt fra Himlen, medens Fiskene, lokkede af Glandsen, nysgjerrigt stak Hovederne op af Søen. — — —

    Det var meget aarle Morgen da Helge traadte ind i Storstuen til sin Broder Hedin.

    „Broder!” begyndte Hedin, „Du er bleg!”

    „Intet Under!” svarte Helge, „jeg har seet inat hvad Faa have seet, men vil Du følge med mig næste Nat hen til Steendyssen, til Kæmpegraven, vil Du vælte Stenen fra Høien, vil Du med mig plyndre den Døde?”

    „Hvad den Ældre kan gjøre, kan den Yngre vel ogsaa,” svarede Hedin, og da Fuldmaanen skinte den næste Nat, da rede Brødrene trende Gange rundt om Kæmpehøien og derpaa stege de af, men Stenen kunde de ikke vælte fra Indgangen. Da brugte de Spaden, snart stode de inde i den Dødes Hule og

    „Her er Sværdet,” raabte Helge, „men nu ville vi prøve det!” Og dermed slog han paa Urnen i Gravhøien, da lød der et sagte Suk, det var som om Liget rørte sin Tunge og bad om Skaansel. „Kom,” hviskede Helge, „lad os gaae udenfor, der kunne vi bedre forsøge Sværdet imod Høien og de brede Stene!”

    Nu gik de atter ud af Hulen for at prøve Staalet og saa hedder det i de gamle Viser om Helges Sværd:

    „Underligt klinger du, smukke Sværd!” sagde Helge, idet han stirrede hen paa den spaltede Steen, „kling du bestandigt saaledes, ogsaa i Striden og væk mit Mod, hvis det nogensinde skulde synke.”

    Men da Brødrene atter satte sig til Hest, styrtede hele Gravhøien sammen; de mange Sværd, som laae rundt om den Dødes Aske, tørnede mod Urnen og knuste den: Tilintetgjørelsens lille Steentempel var nu selv tilintetgjort! —

    Den følgende Dag stod Helge og Hedin foran deres Faders Høisæde. „Kong Hjorvard!” tog Helge til Orde, „min kjære Fader, giv os Skibe og Mænd, da ville jeg og Hedin gjæste Kong Hagbarth med Ild og Sværd og evne vor Morfaders Drab!”

    „Vel er din Dronning, vor egen kjære Moder, Sigurlinna død,” vedblev Hedin, ”men i levende Live har hun grædt over sin Faders Død, hun var vor Moder og uændsede Modertaarer smerte paa Sønnens Bryst som om de vare hvasse Knive.” — — —

    Og saa udrustedes Skibene og saa seilede begge Kong Hjorvards Sønner til Hagbarths Rige ved den norske Kyst og saa staaer der i Visen om dem:

    Kong Hagbarth havde tvende Sønner, Alf og Eivind. Alf var Faderens Øiesteen, thi han var vild og raa, men til Eivind sagde Faderen, da han hørte Tidningen om Helges Ankomst: „Eivind, gaa til Qvinderne og pas Væven, medens Alf og jeg tumles mod Fjenden!”

    Men Eivind var et Barn og et godt Barn: hvormeget end Faderens og Alfs haarde, haanlige Tiltale end krænkede ham, saa gik han dog ikke denne Gang til Qvinderne for at varetage Væven, men han fulgte Faderen ud hvor Slaget skulde staae. Der stod han, iført den korte blaae Kaabe med det hvide Hermelin, og den lille Guldkrone sluttede tæt om den lysegule Haarvæxt; der stod han med Taarer i Øiet, sørgende over sine Slægtningers Fare og dog ændsede disse Slægtninger ham ikke: han var at sammenligne med den smukke troe Jagthund, som, forglemmende den Mishandling den har lidt under sin Herres Hænder, dog følger den Grusomme og forsvarer ham med Tand og Pote. —

    Men da nu Helge i Slaget saae et deiligt rosenrødt Farveskjær i Luften over sit Hoved, da vidste han strax, at det var Svava, som usynligt holdt sit Guldskjold over ham. Da raabte han høit: „tag dit Skjold bort, skjønne Svava, jeg er ikke saa feig, at jeg vilde bede Dig om Hjælp: jeg skal selv nok ene forsvare mig.” Pludseligt bemærkede Helge den gamle Kong Hagbarth; Purpurkaaben røbede Drotten. Da foer Helge hen imod Kongen, slog dennes Sværd ud af Haanden og stod nu med opløftet Arm for at give den Gamle Banesaaret; dette saae den lille Eivind og stille, upaakaldt, styrtede Barnet hen til sin Fader, dækkede ham med sit lille Legeme, strakte bedende sine bitte Hænder ud imod Helge og bad bønligt grædende:

    „Helge, hug dog ikke!”

    Den grønne Eng var rødnet af de Faldnes Blod og Odins store Øie, Solen, saae ud som om den var dyppet ned i hvad der flød paa Valpladsen. Kong Hagbarth raabte: „bort, Eivind, gid jeg blot havde Alf her!” Da sukkede den trofaste Dreng og klyngede sig fastere til Faderen (og denne Fader havde ikke Øie for sin lille Søn, men Øie kun for Yndlingen Alf og for sin egen lille Ære, i Egenskab af en Høvidsmand, og for den Smule Helterygte, der flagrer om Urnen, og Faderen raabte til Helge: „hug kun til! jeg skal nok hevnes af Alf!” Og Helge huggede til — han kløvede den trøskede Ask og den vaargrønne Elm; Fader og Søn fældede han paa een Gang — da udklynkede Helges Sværd en selsom Tone; det var ligesom Staalet veemodigt sang: „Helge, Du har ikke skaanet hvad Du kunde skaanet! hvad har vel den lille Eivind forbrudt sig imod din Moder Sigurlinna? Du bad mig om at advare Dig i Slaget, hvis dit Mod vaklede — ak, jeg synger istedet derfor en Veesang over Dig, thi Du har været grusom og Du har dræbt den Uskyldige, hvem Du burde skaanet!” — Dybt sukkede nu Helge og stirrede i Luften efter det rosenrøde Farveskjær, — men Svava var der ikke: ak, han havde jo selv bedet hende om ikke længer at værne om ham! —

    Alf slap frelst ud af Striden, men da Helge og Hedin, der saaledes havde hevnet deres Morfaders Død, atter seilede bort, da stod Alf paa Strandbredden og Sagnet siger, at han sang ud over Søen:

    Fra nu af steg Rygtet om Helge Hjorvardsøn, den før aldeles Ubekjendte:

    Helge og Hedin vare da atter komne hjem til deres Fødeø og Helge vandrede tidt om Natten paa Kysten, stedse haabende, at Svava skulde komme. En klar Stjernenat da han saaledes tungsindig sad paa en Steen ved Stranden, da kom atter de ni Qvinder tilsyne paa de hvide bevingede Heste og de holdt stille, da de havde naaet Pletten, hvor han sad. Denne Gang saae Svava meget sørgmodig ud og der glimtede enkelte Taarestænk paa de lange Øienhaar. „Helge!” begyndte hun, „Du har syndet stærkt og visseligen faaer Du din Straf; dog skal jeg da troligen dele den med Dig. At Du dræbte Hagbarth var rigtigt, thi han var ond og grusom og han havde dræbt din Morfader: det er godt, naar Brøden straffes. Men hvorfor dræbte Du den uskyldige Eivind, det stakkels Barn, som i sit korte Liv ikke havde havt en eneste barnlig Glæde? Selv forbød Du mig at holde Skjoldet over Dig, ak, derved tvang Du mig til at gaae, ellers havde jeg holdt Skjoldet over liden Eivind og forhindret Dig fra at begaae en Forbrydelse.”

    „Blodet paa Valpladsen, Svava,” undskyldte Helge sig, „mine saarede Venners Skrig gjorde mig vild og bister i hiint Øieblik.”

    „Gjør da din Brøde god igjen ved gode Gjerninger,” tog Svava til Orde, „drag hen til Sælhundefjorden, der ligger Jetten Hate og lurer paa Skibene og driver dem listigt ud i Malstrømmen, hvor de alle forgaae — fæld ham!”

    „Det skal jeg,” svarede Helge, „men naar seer jeg Dig igjen?”

    „Kun tre Gange i mit nuværende Liv tør jeg synligt aabenbare mig for Dig,” lød det selsomme Svar, ”men den tredie Gang skal jeg bestemme, om jeg vil synke ned i Jordlivet til Dig og forblive hos Dig; gjør jeg det, da bliver jeg en Qvinde med alle menneskelige Egenskaber som før, men jeg maa døe i samme Minut, som Du døer. Og da maa jeg slumre i Graven et heelt Aarhundrede, men derefter opvaagner jeg hos Freia — dog, Helge, før jeg kan bestemme mig til at vandre med Dig, da maa Du døie meget, baade høit paa Sø og lavt paa Land.”

    Og da hun havde sagt disse Ord, foer hun atter bort med sin hele Flok:

    Men hen til Sælhundefjorden seilede da begge Brødrene og der traf de Jetten Hate og, hvordan denne end forvandlede sig fra Jette til Søodder, fra Søodder til Slange, og fra Slange til Tyr, saa fik Helge dog Bugt med Uhyret og dræbte det. Nu seile Skibene sikkert i Fjorden og frygte ikke for Søslangen Hate, men vel for det vilde Hav og Grundene i Fjorden.

    Da nu Hate var dræbt, var det alt Nat og Helges Skibe maatte ligge for Anker i Fjorden. Da det begyndte svagt, men ogsaa kun saare svagt at grye, da vaagnede Helge, som sov paa Dækket, ved en forunderlig Sqvulpen i Vandfladen; han saae ned i Bølgen og opdagede en underdeilig Pige med den yndigste Overkrop. Hun betragtede ham veemodigt og hendes hvide Hudfarve kunde kun sammenlignes med det skinnende Sølvmoer, der bedækkede det skjønne Legeme. Sagte tonede hendes klare Stemme idet hun sang: „vaagn op, Kong Helge Hjorvardsøn, Du som dræbte min Fader Hate! vaagn op og lyt til hvad den Dødes blege Datter siger. Ræk mig din Haand og lad mig den lange Nat sidde stille paa dit Skib; thi her er koldt, kan Du troe hernede:

    Da raabte Helge overlydt: „stig atter tilbunds ned i dine Huler, Du falske Qvinde! troer Du ikke, at jeg seer Slangeøinene under din Pande? Dybt i Bjergene boer der onde Væsner nok, vælg Dig en Huusbond der; sandelig, Du har vistnok hjemme der hvor enten en Lund af Tang eller et Fjeld med sin Granskov ligger over hvad der trives og lever!”

    „Kjender Du ikke Kjærlighed?” vedblev Gerda, Hates Datter, ”jeg skal lære Dig den. Trods de stygge Ord, som Du bruger imod mig, ja, endog tiltrods for at Du har dræbt min Fader, elsker jeg Dig dog. Ære og Berømmelse kunne vel for en Tid fængsle Mandens Sjæl, men øverst staaer Elskov. Du er ung og smuk — seer Du, endnu er det Nat og mørkt og Alle sove paa dit Skib — lad mig kysse dine Hænder; Ingen seer, at Du vil elske Havets Mø, ingen Plet skal sidde paa dit rene Skjold. Hæver Du mig op af Dybet, bliver jeg et Menneske som Du — skjønnere muligt end hun, som paa Hesten med sneehvide Vinger har koglet og tryllet og manet Dig til sig!”

    Gerdas Øine funklede fulde af Lidenskab ved de sidste Ord; de sorte Lokker bugtede sig som Slanger i selsomme Ringe nedad den marmorhvide, runde Skulder, medens Fiskehalen i Vandet spillede under det glindsende Sølvmoer. Helge stirrede ned paa den skjønne Skabning; hans Aandedræt blev trangt og han holdt sin Haand paa Panden.

    „Helge!” vedblev Gerda, hvorfor kan Du ikke elske mig? Jeg er vel af en anden Natur end Du, men er Svava det ikke ogsaa? Hun er haard og afslaaer dine Bønner, men jeg elsker Dig af Hjertet og vil ikke nægte Dig noget.”

    Da foer Helge op og raabte: „viig fra mig, hæslige Troldqvinde, Du forlokker mig ikke!”

    „Nei, Helge,” udbrød Gerda forbittret, „jeg mærker det; men havde ikke Svava inat saaledes fastkoglet dine Skibe og beskyttet Dig, da havde jeg kunnet hevne min Fader. I det hvide Fraadeskum skulde Du og Hedin have ligget tause og døde, og Skibsmasten skulde være bleven hvirvlet ned i Havets Bund; Helge, jeg hader Dig!”

    „Tøv et Øieblik,” sagde Helge efter et kort Ophold, „tøv endnu en Stund, mit Øie dvæler gjerne ved dit skjønne Aasyn. Du seer mild og god ud, din Mund aander Kjærlighed, tilvisse, smukke Gerda, Du kan ikke hade Nogen. Men siig mig blot, om Svava var ene inat, da Du saae hende?”

    Listigt smilede Gerda og ligesom sang:

    Men neppe havde Gerda udtalt, eller maaskee rettere: udsjunget disse Ord, saa væltede den røde Sol sig op af det blaalige Hav, og den var Dødens Tegn for den skjønne Qvinde. „Seer Du Morgenrøden, Gerda?” spurgte Helge, „Ravn og Ørn skulle ikke æde din smukke Krop, men nu vorder Du til Steen, til en selsom Billedstøtte, et varslende Havnemærke for alle Skibe, der herefter besøge Sælhundefjorden: thi Du er bleven over Havfladen langt over Tiden, og Solen som ellers opliver Alt hvad der lever paa Jord og i Hav, den røde Sol med Guldstraalerne, den gjør Dig til Steen, hæslige Troldqvind, som Du er. Helge forlokkede Dig til at tøve, han vidste nok, at Væsner af Din Natur ikke kunne taale at see det stærke Lys, I som ellers boe paa den sorte Tangbund!”

    Og underligt skete det: blegere og blegere blev Gerda, stirrede harmfuldt op til Helge paa Skibet, medens en isnende Kulde gik gjennem alle hendes Ledemod; hun fik kun Tid til truende at hæve Armen iveiret, da gik en forstenende Naturkraft over hele Legemet og der, paa den vaade Plet, stod Gerda, det underlige, varslende Havnemærke endnu i to Aar i Sælhundefjorden, men da Helge døde, da styrtede, som vi senere ville erfare, Steenbilledet ned — da havde Gerda overstaaet sine Lidelser.

    Helge vendte med Uvillie sit Hoved bort fra det fæle Syn — da stod Svava tæt ved ham og dennegang var hun uden Hest, som uden Følge; Perlemoerspandseret var aflagt og hun saae meget forandret ud. „Helge!” begyndte hun, ”jeg elsker Dig saa høit, at jeg for din Skyld atter er vendt tilbage til denne Jord, for at leve og — døe med Dig. Jeg er nu atter et Menneske ligesom Du — seer Du mine tætte, lysegule Lokker? din Hustru, Helge, vil jeg nu være: lad os seile hjem til din Fader!”

    Og de seilede. — — —

    Og derpaa fortælles der i de gamle Sagn, at Helge i halvandet Aar havde levet saare lykkeligt sammen med sin smukke Dronning, Svava, men at han engang, da det lakkede mod Julen, var ude paa et Søtog og at Broderen, Hedin, imedens var hjemme for at vogte og beskjærme Dronningen (thi Helges Fader var død, saa at Helge var bleven til en Konge) og Dronningen var endnu saare smuk. Iligemaade mældes der, at der gjordes store Forberedelser til Festligheder i Juletiden, at der slagtedes meget Qvæg og at Dronningen længtes inderligt efter Helges Tilbagekomst: thi hun anede, at den nære Død forestod dem Begge, og det vide vi jo Alle, at vi, naar vi skulle fare heden, da have meget at betroe dem, der vare os nærmest og kjærest i Livet.

    Det var dyb Skumring i Skoven da Hedin red imellem Grantræerne, netop paa det Sted paa Skrænten, hvorfra fordum Svava med sit Følge havde styrtet sig ud over de blaae Vande, dyb Skumring var det, da en hæslig Troldqvind, ridende paa en Ulv, hvis haartætte Bælg slog Funker i Mørket, kom løbende ved Siden af Hedins Hest og raabte: „Hedin, hvad vil Du have for at slaae din Broder Helge ihjel? Ørnen snuser efter hans Liig og Ulven nynner behageligt i Skoven. Helge har en deilig Hustru, men Du har Intet, Intet!„

    Da greb Hedin efter sit Sværd og huggede efter Uhyret — Snogene dandsede i Skoven, medens Heren sang:

    Øverst ved Bordenden sad Dronning Svava, men alle Kæmperne, som ikke fulgte Helge, sadde ved begge Siderne af Bordet og Alle, saa mange de vare, lagde Mærke til at Hedin saae vild og forstyrret ud. Da kom den stegte Galt ind paa Bordet: alle Tilstedeværende skulde over det hellige Dyr aflægge et høitideligt Løfte — udstødt af Samfundet, lumpen Meeneder var den som ikke holdt sligt Løfte.

    Men hvor forbavsedes ikke Alle, da Hedin, dengang Raden kom til ham at sværge, opløftede sin Haand og, vanvittig af den nydte Mjød, raabte: „Skjønne Freya, hør mit Ord! hidtil har jeg kun været lidet anseet, hidtil har jeg kun staaet i min Broder Helges Tjeneste, men fra nu af vil jeg være min egen Herre! Ørnen snuser efter Helges Liig — inden næste Juul skal jeg sidde her i Hallen, som liden Eivinds Hevner, som Konge, som din Ægtemand, skjønne Svava — thi Dig vil jeg besidde!”

    En Forfærdelse greb alle Kæmperne, thi de Alle kjendte Edens Hellighed; de Alle vidste, at En af Brødrene nu maatte døe. Men Svava reiste sig fra Høisædet og sagde til Hedin: „jeg mærker det godt: det er ikke Dig selv som taler, men det er en høiere Guddom, hvis mælende Redskab Du er i dette Øieblik! Gaa da øieblikkigen herfra og tilmæld selv Helge det Løfte, Du har aflagt! — — Vi Alle skulle snarligt flytte, vort Herskab, mærker jeg, er snart tilende!” —

    Saaledes staaer det skrevet i de gamle Sagn og de tilføie, at Hedin blev underligen rørt ved denne Broderens venlige Tiltale og at han svarte: „Helge, dengang Du gik bort fra os derhjemme, da gik al vor Lykke med. Hvorledes det skete, kan jeg ikke forklare Dig, men saameget maa Du vide, at jeg Juleaften har svoret over Freyas hellige Galt, at jeg inden Aar er omme skulde ægte Din Hustru, den smukke Svava!”

    „Hedin, Hedin!” svarede Helge, ”det er ikke Dig som har aflagt dette Løfte, men et høiere Væsen har indgivet Dig Ordene. Vi Alle her fra Norden skulle flytte — jeg seer det nu tydeligt. Trofaste Brødre have vi to været hinanden hidtil og det Ord, som Du har udtalt ved Mjøden, skal ikke adskille os, giv mig Din Haand! Saaledes som vi nu staae, Ansigt til Ansigt, saaledes ville vi leve, bestandigen broderligt stemte, og saaledes ville vi døe! Ingen af os lever længe og Svava skal slumre et heelt Aarhundrede!” —

    „Jeg forstaaer Dig ikke,” raabte Hedin, ”Du tilgiver mig, endskjøndt Du snarere maatte dræbe mig!”

    „Hedin!” afbrød nu Helge sin Broder, ”det gaaer underligt til i disse Tider: jeg har om Natten seet hvad jeg ikke forstaaer, hvad Ingen i hele Norden for Øieblikket kan begribe. Den kraftige nordiske Tid er snart forbi, da fødes en anden, mildere Slægt — det har Svava fortalt mig. Lad os seile hjem — Hagbarths Søn, Alf, har udæsket mig til at møde sig paa Sigarsvold — der skulle vi kjæmpe, der vil han hevne sin Fader og — Hedin! jeg havde dengang Uret; jeg var grusom — og der vil han ogsaa hevne sin yngre Broder, Barnet, den lille Eivind!”

    „Lad os seile,” udbrød Hedin.

    Og de seilede. — — — Og de seilede paa den mørke Sø, hvor Hvalen svømmede i Dybderne, og de seilede hvor Sneen føg og Himlen var mørk, og de seilede indtil de kom til Sigarsvold — der stod Slaget og der fik Kong Helge Hjorvardsøn sit Banesaar af Alf.

    Men kort før den Tid da Slaget stod ved Sigarsvold, havde Svava et Syn om Natten. Det forekom hende, at hun saae et smukt Barn med et qvæstet Hoved og blodig paa Brystet; og Barnet saae venligt paa hende og sagde: „kjender Du mig ikke? jeg er den lille Eivind, hvem Helge grusom dræbte. Du derimod, smukke Dronning, Du vilde gjerne have frelst mig. Nu skal Helge bøde for hvad han har gjort imod mig, han skal falde for Alfs Haand, men Du skal seile til Sigarsvold for endnu engang at see din Huusbond. Husk, at, naar han døer, da skal Du i Hulen slumre i hundrede Aar, men da skal Du ogsaa atter vaagne op hos Helge og mig i Freyas lyse Sal, thi vi ville ikke have noget med den fremmede Gud at bestille.” — Atter forsvandt Barnet og Svava syntes da at see sine Søstre, de otte Skjoldmøer, stige ned til Jorden; de reed paa de otte hvide, bevingede Heste og de bød hende stige op paa den niende og nu foer hun over Hav, over Bjerge, gjennem den tynde Luft og stod snart ved Sigarsvold hos den døende Helge — thi det Hele var meer end en løgnagtig Drøm.

    „Kommer du endelig, min Hustru?” sagde Helge med svag Stemme, „trøst mit Øie til, Svava, Du seer jo nok, at jeg skal døe.”

    „Vi sees hos Freia,” hviskede Svava og bort fra Liget reed hun sorgfuld med sine otte Søstre. Men i det samme Øieblik, da Helge opgav sin Aand lød der en uhyre Bragen inde i Bjergene, hele Jordens Grundvold skjælvede og Havet var i fuldt Oprør. Mod Østen, i det varme Palæstina, i de nulevende Slægters hellige By, korsfæstede man netop en berømt Misdæder; da revnede Forhænget i det gamle Tempel og en Orkan og en rugende Nat foer i samme Øieblik over den ganske Verden. I Europa stod en svovelblaa Ildsøile op af Ætnas Krater; Lavinen styrtede ned af de tydske Bjerge, medens stærke Nordlys flammede i Norden og Geiseren udstraalede de kaagende Vandmasser. Hele Dyreslægter gik under: den store Mammuth begravede sig selv i Bølgerne; da sank ogsaa Gerdas Billedstøtte ned i Dybet. I Luften susede det som om store Hærskarer foer igjennem den: det var de høie Guder, som maatte flygte til fjernere Zoner, deres Tid og deres Vælde var jo nu her forbi. Men i Norden saae Menneskene ængsteligt paa hverandre og de ahnede, at der i Østen maatte være foregaaet Noget, som ogsaa angik dem.

    Saaledes ender Sagnet om Helge Hjorvardsøn!