Antologier

„Fremad!" er Verdens vilde Røst

med Damp og med Vind til Vinge.

„Hjemad!" er Hjærtets milde Trøst,

den hvisker saa ømt herinde.

„Fremad til Ære!“ er Verdens Raab,

mens Bølgen mod Stavnen bruser.

Hjemme at være er Hjærtets Haab,

som Sjælen igjennem suser.

Hjemme at være paa kjendte Strand,

hvor Savnet til Dels kan stilles;

hjemme at være i Livets Land,

hvor aldrig mere vi skilles.

Hjemme at være, hvor Sol og Sky

gaar ned bag de vante Tinder —

hjemme at være i Himmelby,

hvor Solen evindelig skinner.

Derfor skal Savnets tunge Tid,

som friste vi maa herneden,

smelte som Sne for Solen blid

ved Haabet om Gjensynsglæden.

Derfor kun fremad i Jesu Navn,

saa gaar det og hjemad tillige,

da er hver Glæde og hvert et Savn

et Trin paa vor Himmelstige.