159. Smaating
1. En Fader til sin Søn.
1. En Fader til sin Søn.
Gaa din Samvittigheds Vej, hver Hindring imod,
Stedse for Øje dit Maal, det fjerneste, bedste!
Men med varlige Trin fremskride din Fod,
Og, i din Virksomhed, stræb kun efter det næste!
2. Hjemmet.
Ak ingensteds er Roserne saa røde,
Og ingensteds er Tornene saa smaa,
Og ingensteds er Dunene saa bløde,
Som de, vor Barndoms Uskyld hvilte paa!
3. Livets Sejlads.
Naar Stormen bruser, Bølgen Skummet banker
Mod Skibets Stavn, — synk ej i Modløshed!
Lad Dyden være Ror og Haabet Anker,
Trygt de dig lede skal til Havnens Fred.
4. Skjæbnen.
Hvis du din Fremtids Sorrig kunde vide
Og undflye den; — at leve var da let; —
Hvis, hvad du vidste, dog du skulde lide, —
Hvad Nytte da at vide det?
5. Sorg og Glæde.
For Jordens Sorg kun gives Øjeblikke,
For Himlens Fryd der er en Evighed.
6. Livet.
Har blot eet ædelt Hjerte dig kjær,
Ej har du levet forgjæves her.
7.
Sku Maalet for din Id i stiftet Gavn,
Foragt den Glimmertant, som Daarer hylde!
Din Rang, dit Borgerværd, dit Hædersnavn
Ej Mængdens Dom, men kun dig selv du skylde!
8.
Kryb ej for Stormænd, ej foragt de Smaa;
Vær aaben; men lad Tungen ikke løbe;
Hvad ej du ved Fortjeneste kan naae,
Du med dit bedre Jeg skal ikke kjøbe!
9. Gud og Kongen.
Din Konge frygt, dog Kongers Konge meer;
Hin kun din Daad, men denne Tanken seer.
10. Livet.
Nogle kalde sig Herrer,
Andre tjene dem maa;
Faa kan tjene, — og Færre
Ret at regjere forstaae.
11.
Spil ikke høje Spil med højen Herre;
Slemt, naar du taber; — naar du vinder, — værre!
12.
En Drossel kjendes paa sin Sang,
Og Fisken paa sin Hale;
En Klokke paa sin Lyd og Klang,
Men Manden paa sin Tale.
13. Spørgsmaal og Svar.
Kan Løgnen Sandheds Sprog ej lære?
Og Ondskab krænke Dydens Søn?
Men Tiden hævder Sandheds Ære!
Og lutret Dyd er dobbelt skjøn!
14. Glæden.
Nyd Glæden, men vær varsom i dit Valg;
Ej Alt er godt, hvad dig som Godt afmales;
Thi daarligt er det Kjøb og slet det Salg,
Hvor flygtig Fryd med evigt Nag betales.
15. Haabet.
Haab er et Anker. — Dog du huske paa,
At Haabet gjorde mangen Viis til Taabe,
At mangen Mand som Betler nu maa gaae,
Fordi han brugte Tiden til at haabe.
16. Vredagtighed.
For ringe Sag at blive vred
Er kun unyttig Harme;
Thi Troskab, Frygt og Kjærlighed
Ej vindes ved at larme.
17. Letsind.
Ødelæg ej kaad i Vaaren
Spæde Kvist, — men giv den Læ!
Veed du, om den er udkaaren
Til din Alders Skyggetræ?
18. Ønsker.
Havde Kattene Vinger, var ingen Spurv meer i Luften; —
Havde Enhver, hvad han vil: hvo havde Noget da end? —
19. Stolthed og Godhed.
Sød er den bedskeste Drik, velgjørende Godhed dig rækker;
Bedsk er den sødeste Viin, knurrende Stolthed os gav.
20. Herkomst.
Bryst dig ej stolt af den Æt, hvis Natur du ej mere besidder:
Hvad der nedstammer fra Ild, kalder man Aske, min Ven!
21. Forsigtighed.
Bedre sig bukke, end Hovedet slaae;
Dog kryb ej længer, naar du kan gaae.
22. Videnskab uden Anvendelse.
Lægger du dig efter Viisdom og ej anvender din Viisdom,
Pløjer du Jorden, min Ven! men du forglemmer at saae.
23.
Naar Falsk har vundet Herregunst,
Skal Hvermand ta’ sig vare;
Thi Ærlighed er da omsonst,
Uskyldighed i Fare.
24.
For een lille Fugl, som synger i Dal,
Findes der ti, som hæslig pibe:
Rundtom kvidre Spurv og Vibe,
Sjælden fløjter en Nattergal.
25.
Viben vil værge for hver den Sæd,
Som udi Marken mon staae; —
Hun kan ikke værge den liden Tue,
Som hun skal bygge paa.
26. Paafuglen.
Den Paafugl mon spanke,
En strunk Kavaller,
I Rustning den blanke,
Med prægtige Fjer; —
Men Hjernen er saa lille; —
Det hændes vel Fler,
Som gjerne gjælde vilde
For en stolt Kavaller.
27. Den værste Trældom.
Vil ikke Trællenavn du have,
Vær ej dit eget Hjertes Slave!
28.
Naar nedad vore Dage rinde,
Bli’r Mindet Haab og Haabet Minde.