Naar vi skue, hvortil, blændet af Taagers Mulm,
Vor uagtsomme Fod gik paa en Afgrunds Bred, —
Naar vort skarpere Øje
Skuer Forsynets skjulte Vej:
Ja, naar engang vi see ned fra det bedre Land,
See den farlige Sti, som vi har vandret paa,
Da skal Evigheds Glæde,
Salig Glæde henrive os!
O den salige Fryd, evig at see sig frelst!
At betragte hvert Svælg, som vi er draget fra,
Og i evige Jubler
Prise ham, der har frelst os saa!