Anonym, 1800-tallet

Det runger i Syd, det runger i Nord,

Det runger over den vide Jord.

Fra Norden rulle de stærke Drøn:

Nu skrinlægges Albert, Thorvalds Søn!

Nu fjæles Albert Thorvaldsøns Leer,

Hvis Gjerning Verden med Undren seer —

Han, som til Marmoret sagde: bliv!

Han ligger et Marmor nu uden Liv,

Mens ung og deilig hans Skabning staaer

Om tusind og atter tusinde Aar.

        Saavidt som Kunsten har bygget Hal,

Fra Roma til Niagaras Fald,

Fra Palmens Glød og til Granens Iis,

Gjenlyder Albert Thorvaldsøns Priis.

Hvad Himlen sendte til Jorden ned

Af Kraft, af Aand, af Kjærlighed,

I Hedenold og i Kirkens Tid

Omfatted hans vældige Mesteriid;

Det præged dybt han i haarden Steen,

Den gav han Kjød og den gav han Been,

Den lod han tale fra Slægt til Slægt,

Skjøndt taus og manglende Ordets Magt!

        Hans Navn, hans Værker hør’ Jorden til,

Som Luft og Lys og som Hav og Ild; —

Men Danmark hørte hans Vugge gaae;

Men Danmark gjemmer hans Lokker graae —

Og Danmark har reist ham en Bautasteen,

Som aldrig sattes ved Dødeligs Been, —

Det har ham jordsat i hviden Sark,

Omgivet af hele hans Kæmpeværk. —

        Høit fra sin Biga paa Bautens Tind

Skal Seiersgudinden vinke derind,

Og Alt skal hige og stræbe mod Nord,

Saavidt som Aand og som Snille boer,

Og Kunst og Vid skal skjære sig Stav

Og vandre til Albert Thorvaldsøns Grav,

Og skue henrykt, hvad han har skabt,

Og føle, hvad der i ham gik tabt.

        — Men han skal hvile derinde blødt,

Og drømme saligt og drømme sødt

Om Ham, som gjorde den Svage stærk,

Om Ham, han lovsang igjennem sit Værk, —

Til engang Luren gjalder til Dom,

Til Herren kalder: kom Albert kom!

Til Graven brister og han opstaaer

Med Lauren frisk i det hvide Haar.