Hvi klager man, at Jorden skeier
Jo meer og meer fra Orden ud?
Hver i sit eget Hierte eier
Hiin første Skat, vi fik af Gud.
Elsk kun, og du skal see, min Ven,
Den gyldne Alders Tid igien.
Endnu saa yndig Solen daler
Som selv paa Verdens første Dag.
Det samme Purpur Rosen maler;
Sødt toner Philomela’s Slag!
Elsk kun, og du skal see, min Ven,
Den gyldne Alders Tid igien.
Mon ikke Engens Blomster prange
Saa herligt, som i Tidens Vaar?
Forstumme Lærkens Morgen-Sange?
Svandt Perlen af Aurora’s Haar?
Nei elsk, og du skal see, min Ven,
Den gyldne Alders Tid igien.
Hist tindrer mellem Nattens Skyer
Jo Hesperus i vante Glands;
Endnu Dryaden glad fornyer
I Fauners Chor hver Maj sin Krands;
Thi elsk, og du skal see, min Ven,
Den gyldne Alders Tid igien.
Har Evan brækket Glædens Bæger?
Er Cere’s Horn for nylig tømt?
Najadens Urne da ei qvæger?
Har Iris reent sit Bud forsømt?
Nei elsk, og du skal see, min Ven,
Den gyldne Alders Tid igien.
Naar saae man Bækken atter søge
Den Bred, den sidste Gang har kyst?
Har Zephir vel ladt af at spøge,
Som forhen, ved sin Flora’s Bryst?
Nei elsk, og du skal see, min Ven,
Den gyldne Alders Tid igien.
Naturen er endnu den Moder
Af hvis ustørknelige Barm
Udflyde evig hine Goder,
Der blande Fryd i Livets Harm.
Elsk da, og du skal see, min Ven,
Den gyldne Alders Tid igien.