Naar engang i venlig Aftenstund
Maanen blid sit Slummerskin udbreder,
Og Du eensom i vor stille Lund
Efter favre Glemmigaldrig leder;
O! da fæst den første, som Du seer,
Pige! tæt om Navnet ved mit Minde!
Naar jeg maaskee snart ej nævnes meer,
Vil Du her min lille Talsmand finde.
Lad den ofte tavs tilhviske Dig,
Hvad min Læbe da ej meer kan sige:
At jeg følte mig saa lykkelig,
Ved Dit Smil, Du muntre, gode Pige!
At min Barm saa ømt for Venskab slog;
At jeg kjendte Elskovs Rosenkjeder,
Og til eget Held mig tit bedrog,
Naar jeg drømte fjerne Saligheder —
Skimter Du et lysguult Ætherskin,
Som blandt Lundens Efeublade bæver,
Og ledsager Dig ved hvert et Trin,
Tro, det er min Aand, som Dig omsvæver!
Pige! Du vil dog ej frygte den?
Ønsker Du, at Skyggen skal forsvinde,
Plant da paa min Høj en Rose hen!
Lad mig evig leve i Dit Minde!