Fødselsdagen for den Kloge
Ej er Daarens Latterdag:
Selv naar intet Hjertenag
Uvelkomne Suk fremdroge,
Blid, alvorlig han tilbage
Kaster eftertænksomt Blik
Paa de hedenfarne Dage,
Som i Tidens Hav forgik; —
Seer det Nu, som flygtigt glider,
Ahner Fremtids Vexelgang,
Sommerkort og vinterlang
Mellem lyse, mørke Tider; —
Væbner sig mod begges Komme
— Medgang og forrædersk er —
For, naar Liv og Tid er omme,
Fro at sige: Jeg er her:
Jeg har virket, hvor jeg kunde,
Evnen brugt, mig given var,
Føler glad, at ingenlunde
Jeg forsætlig brødet har;
For at mindes af de Gode,
Som vor Vandel grandske kan,
Som fortroligt sig indlode
I vor snevre Virkeplan. —
O! hvor er mig sand den Tanke;
Fødselsdagen vigtig er!
Paa hver Dag, paa den især
Mellem Tvivl og Haab vi vanke.
Men, Du Gode! Dig skal ikke
Angerstaarer mørkne den,
Livets spildte Øjeblikke
Komme straffende igjen.
See, hvor huld Din Dag fremsmiler!
Klar, uskyldig, som Din Barm,
Solen veldaadsfuld heniler,
Gjør vor Klode lys og varm.
Saa fremgik Du, gode Pige,
Stille, skyldfri, venneblid:
Undtes Dig Dit Hjertes Iid,
Bleve alle lykkelige.
Og, som hiin, Din Kreds Du fryder,
Stor Du ikke søgte den,
Men med enig Stemme lyder:
Mig Sophie kalder Ven!
Vel mig, at til den jeg hørte!
Vel mig, at den Time slog,
Som os nær hinanden drog,
Som til Dig mit Hjerte førte! —
Mangt et rædsomt Aftenmørke
Veeg for Dit det milde Blik,
Mangt et Klogskabsraad gav Styrke,
Og med gjenfød Kraft jeg gik.
O! Du var mig saare Meget!
Saadan Ven Gud sendte mig;
Fleer jeg har, som ligne Dig:
Ej fra mig han er bortveeget! —
Hulde! Venskabs rene Lue,
Ikke Digtersværmeri,
I mit Versebrev Du skue,
Men mit Hjerte skue deri!
Kiend den Barm, som dyrt Du kjøbte,
Ak! thi mangen, mangen Gang,
Var min Tone Klagesang,
Og min Adfærd Kummer røbte.
O! men jeg, som Dig har kedet,
Paa Din Regning letted’ mig,
Tit har Glædens Fader bedet,
Faderkjærligt signe Dig,
Signe længe Dig, som Datter
Ved en ædel Moders Barm!
— Trygt Du gaaer ved Hendes Arm,
Og Dit Held erkjendtlig fatter —
Signe Dig, naar engang Kone
Du skal vorde — Held Din Mand!
Meer Han fik, end Fyrstethrone,
Hvis Dit Værd han føle kan —
Skjønt Du ved mit Venskab bløder,
Riv Dig aldrig løs fra mig!
Tænk, jeg vorder taalelig,
Naar jeg bedre Tider møder.
Men, om disse sig bortfjerne
Stedse fra min Vandresti,
Om ej nogen venlig Stjerne
Staaer i Nattens Mulm mig bi —
O! saa trættes ei, Veninde!
Bliv mig stedse, hvad Du er!
Evig bliver Du mig kjær,
Skal mig evig skjønsom finde.