Sendebrev
fra en Olding til en Brud.
fra en Olding til en Brud.
Fra fjerne Strand en venlig Hilsen lyder,
En Oldings Hjerte, Pige, hilser Dig,
Og næsten Faderfryd det Hjerte nyder
Fordi Din store Scene aabner sig.
Du hidtil dandsed’ let paa Blomsterveje,
Og Hyldning mødte hvert Dit Zephirfjed,
Og Himlens Omhu bar for Barndoms Pleje,
For Ungdoms Væxt, for Liv og Munterhed.
Fra Vuggens Ro til Legens hulde Dage,
Ved flittig Agt paa hædret Moders Raad,
Det blev Din Lod, hver Ædel at behage,
Det blev Din Roes, at tækkes os ved Daad.
O! Dyden blev Din Trang: dens lette Kiæde
Ej Du som Baand, Du den som Smykke bar;
Og vor og Jordens, vor og Himlens Glæde
Dit kostelige Cherub-Smykke var.
Dog, Blyheds tætte Slør den Glands indhylled’,
Den Slægt og Frænder glade stirred’ paa:
Du kun en liden huuslig Kreds fortrylled’:
Nu skal Du frem til større Kredse gaae.
Vel mangen Veemods-Taare hedt skal glide,
Naar Du skal drages af Forældres Favn;
Men husk, Du vandrer ved en Mages Side,
For der at vinde Danneqvindes Navn!
Dit Kald er stort og skjønt: fra Piges Lykke
Til Hustrue-Lykke nu Du hæver Dig.
En værdig Borger i sin Favn at trykke,
Og ved hans Daad forædlet føle sig;
At tørre Sveden af den Trættes Pande,
Og kysse hver dens dybe Rynke bort:
Og Houning i hver Malurtkalk at blande,
Og smile — for at gjøre Møjen kort;
At læse Hjertets Følelser af Øjet;
At nyde sjelfuld Tavshed, Bryst ved Bryst,
Og glædetrykket, som en Gud, fornøjet,
Uddanne skyldfri Elskovs hele Lyst;
At skabe, at forhøje Mandens Glæde,
Og møde ham med Blidheds hulde Raad;
Og, Arm i Arm, paa Livets Vej at træde,
Og, Arm i Arm, at dele Smiil og Graad —
See, Pige, det er Qvindeheld, som bier
Din skjønne Fremtid, og velsigner den:
O! Held Enhver, hvem stille Dyd indvier
Til ømme Favntag af en Ægteven!
End skimter jeg et Held i nære Dage,
Et større Held, som modnes, Dig til Gavn:
O! Moderglæden seer jeg Dig indtage,
En Yndling seer jeg, krystet i Din Favn.
Tænk, blide Antoinette, naar Dit Øje
Skal hvile paa Dit Barn med Ømheds Fryd;
Naar Du Dit Øre moderligt skal bøje
Til elsket Puslings mindste, spæde Lyd;
Naar Du ved Moderbarm skal see den Lille,
Lyksalig, mættet, fro, taknemmelig,
Med lyse Blik, med trinde Fingre spille,
Og uden Sprog at ofre Tak til Dig;
Og naar han da paa Gulvet først forsøger,
Med uvant Fod at gaae, som Moder gaaer;
Og naar han voxer op, og leer, og spøger;
Og naar hos Dig han første Lærdom faaer;
Og naar Du da bemærker, at vor Herre
Har givet ham en sund og klar Forstand,
Og Anlæg, som kun Mennesker (desværre!
De gjøre det saa tit) fordærve kan;
Og naar Du da bespejder hver hans Tanke,
Og lærer ham, kun Dyd er Adelskab,
Og at han ej kun Viisdoms Laurbær sanke,
Og ikke Heltedaads, med Dydens Tab —
O! da skal Fader styrte hen, og signe
Sin fromme Viv, og sige: ”Søn, o! Søn,
”Alene stræb, Din Moder her at ligne,
”Saa vorder Du Din Faders bedste Løn.”
See, Pige, jeg med Haab Din Fremtid møder,
Skjønt alt min Isse bærer sølvgraa Haar;
Men Faderheld min Alderdom forsøder,
Og derfor Dig jeg Moderlykke spaaer.
Din Tinding og skal vorde graa, Veninde!
Da skal Du skinne for en yngre Slægt,
Og glade Børnebørn om Pligter minde,
Og ædle dem ved kjærlig Varetægt.
Med Ungdoms Kraft, (thi Dyd gjør sund, Du Gode!)
Med Ungdoms Kraft Du skal velsigne dem;
Og, Egnens Mønster, hædret, vel tilmode,
Skal Du til Fædres Hvile vandre hjem.
Saa spaaer min Aand. Og nu, farvel, min Pige!
Elise hilser, Lotte hilser Dig.
Vi Alle Meget havde Dig at sige;
Men Summen er af Alt: Vær lykkelig!