Sanct Hans-Ormen
en Idyl.
en Idyl.
Svagt glimtede den tiltagende Maane giennem Ellebuskenes runde Blade; neppe fik den Lov at speile sig i den stille rislende Bæk, der i mangehaande Bugter hengleed roligt for at tømme sig i Havet, liig den Dydiges Liv, der uden vældig Larm skynder sig frem mellem tusende Hindringer, for endelig at tabe sig blandt Evigheder. Det var en klar Aftenstund, dobbelt liflig efter en beklumret Sommerdag. Caroline, yndig, som den vaagnende Morgen, frisk, som en halv udviklet Rose, før Solen har røvet den Nattens Perlesmykke, Caroline var den ædleste mellem ædle Søstre, og følende var hendes Hierte for alle Skaberens Under. Hun havde aldrig aandet Hofluft, aldrig nærmet sig Stædernes Fordærvelse, aldrig ydet Modernes Tvang sukkende eller villig Lydighed; ei heller havde Lasters frugtbare Moder, Vankundighed, hængt sit mørknende Slør over hendes fyrige Siel. Nynnende gik hun ned til den Græsbænk, hun selv havde anlagt ved Bækken under Ellenes Toppe og satte sig, og tav, og lyttede efter Frøernes eenslydende Qvækken og Græshoppernes harmfrie Sang, og de milde Luftningers Bevægelse mellem klaprende Blade. Alt aflokkede hende Opmærksomhed; thi Kummer havde ikke naaet hendes Hierte, og hendes Forstand var tidlig dannet. Alt var hende Fryd; thi hun var ung, sund og uskyldig.
Som hun der sad, og hendes Øine spillede omkring, snart paa Vandet, som listede sig bort, overstænkt med kantede Glimt af Maaneskinnet, snart paa en rank Urt, der kneisede med en eneste neppe synlig Dugperle, opdagede hun noget Klart, som langsomt flyttede sig i Græsbunden. „Ah! hvad er dette Deilige?„ sagde hun, og ragede med de smaa Fingre mellem de fugtige Straa. „Det er koldt,„ blev hun ved, men var ei bange; thi hun var ikke overtroisk; dog tog hun yderlig sagte derpaa, formodende, det var noget Levende, som let kunde beskadiges. Det var en Sanct Hans-Orm. „O! hvilken skiøn Orm! Jeg vil beholde den. Jeg vil optage af dette Græs, og af denne Jord, og bære det hiem, og føde dette deilige Dyr hos mig; og hver Gang jeg seer det, vil jeg tænke paa, at Gud har skabt saa meget Skiønt, og at det skiønneste Menneske er intet Andet, end en skiøn Orm med nogle ædlere Fortrin.„ Hurtig bandt hun Forklædet op, og skiar en tyk Græstorv, som hun lagde deri, og ilede hiem med Ormen i den varme Haand.
Bøiet af Alder, men mandigen bøiet, sad Carolines Fader uden for sin Huusdør, frydende sig over sine hvide Haars Velsignelse. Hans Agre gave Haab, hans Hølofter vare fulde, hans Hiorde vare talrige; men over alle disse Herligheder var hans Caroline ham kiær. Glæden fik en ny Skikkelse i hans Aasyn, da han saae hende komme løbende; ved en indbydende Bevægelse med Haanden sagde han hende, hun maatte sætte sig paa Bænken ved hans Side.
„Fader!„ sagde hun, „jeg har fundet saadan en herlig Orm! Den skinner næsten lige saa stærk, som Maanen giennem Elletoppene. See!„ Men i det hun oplukkede Haanden, og saae til sin lille Yndling, blev hun vaer, at dens Lys var mærkelig fordunklet. „Ak! den skinner jo næsten ikke mere, hvoraf kan det komme sig, Fader?„
Faderen: „Slip den, Barn! læg den paa Jorden igien! Du har havt den i Haanden, derfor er den saa dunkel.„
Strax tog hun den medbragte Torv frem, og lagde Sanct Hans-Ormen deri, og lidt efter lidt fik den sin forrige Glands. Forundret beskuede hun Ormen, og saae stiltiende nu paa sin Fader, og nu paa Ormen igien.
Faderen: „Seer du, Caroline! nu skinner den igien. Den kan ikke taale den kunstlede Varme. Dens Klarhed ophører naar du tænker bedst at pleie den. Ubemærket er den skiønnest. Hør, Datter! det gaaer med denne lille Orm, som med en Piges Uskyldighed. Saa længe den er ukunstlet, skinner den herligt, Maanen straaler ikke saa klart, Solens Skin er ei renere; men jo mere der kunstles med den, desto mørkere, desto tvetydigere bliver den. Vel! om den ikke ganske forsvinder!„
„Caroline!„ blev han ved, „jeg er gammel. Gud veed, hvor mange Aftener jeg endnu skal folde disse Hænder.„ Pludselig randt en stor Taare ned over Pigens favre Kind: ømmeligen strøg den Gamle den af med sin omvendte Haand. „Ikke misfornøiet, gode Barn! Naturen kræver Intet, uden sin Ret, og Naturens Love ere Guds Love. Vil du være utilfreds med Gud? Dog lider jeg gierne denne Taare, og denne med; de klæde dig vel; men ikke for mange, ikke for længe. Nu da, jeg skal snart fra dig; du er endnu uskyldig, kunstløs, som du kom af Naturens kiærlige Haand; men du vil komme ud blandt Mange, som ei ere saa, som ivrigen beflitte sig paa Noget, de kalde Anstændighed, og vælte den som en Gravsteen over Uskyldigheden; da vogt dig, at du ikke befænges af dem! Deres Kunst er farlig. Viis dig altid, som du er, og vær altid god, at du kan skinne som Sanct Hans-Ormen! Og skulde nogentid, jeg sukker ved at sige det, skulde nogentid din Uskyldighed tabe sin oprindelige Glands — Datter, du hulker jo, og, ak! din gamle Fader græder selv — ak! skulde du nogentid fordunkles, da tænk tilbage paa denne Aften, og denne Sanct Hans-Orm, og hvorledes den atter skinnede, da du slap den! Og riv dig saa løs af de forhadte Omarmelser, som smittede din Reenhed, at du maa fornye din Klarhed, og straale yndeligen i hans Øie, som dannede Naturen!„
„Fader!„ sagde Caroline med bevægelig Stemme, og lagde sin glødende Mund paa hans Haand; „Fader! jeg skal tænke paa denne Aften, og paa Sanct Hans-Ormen, og hvorledes den skinnede, før jeg berørte den — aldrig, aldrig skal jeg behøve mere!„
„Gud har hørt det,„ sagde Oldingen med langsom Høitidelighed. De tav nogle Øieblikke. Støttende sig paa Datterens Skulder reiste han sig. „Kom, Caroline!„ sagde han, „og reed min Seng om! Jeg sover altid saa sødt, naar du har redt den.„