Brev til Hans Høihed Prinds Christian Frederik
paa Hans Fødselsdag den 18. Septbr. 1791.
paa Hans Fødselsdag den 18. Septbr. 1791.
Dyrebareste unge Prinds!
I Dag, Deres Fødselsdag, ønskede vi saa inderlig at bringe Dem noget, som kunde vise Dem, at vi med den Taknemmelighed, vi bør, i Dag og alle Dage tænke paa den Godhed og Mildhed, De allerede saa tidt og saa meget har viist os, medens Deres høie Forældre overvælde os og vore Forældre med Naade og Velgierninger. Nu have vi befundet, at der for os slet ikke er andet at bringe, end Tak. Den vilde vi nu, for at giøre den til en nogenlunde antagelig Foræring, gierne have sat paa Sang; men dette har sin store Vanskelighed; thi hvorledes vi end vende det, saa vil den ikke klinge godt i Riim; og uden Riim er der ikke at tænke paa Sang; vi kan saa kun maadelig komme afsted med at udtrykke vor Taknemmelighed i Ord uden Riim. Dette maatte vi da begive.
For dog at bringe noget, ere vi blevne eenige om at sende Dem, dyrebareste unge Prinds! en Afskrift af en Sang, som vor Fader har lært os at synge til i Dag. Han har forsikkret os, at den Sang ville snart alle Mennesker i Landet i Dag synge, om ikke just med de selvsamme Ord, saa dog i Meeningen det samme. Den skulde have sin egen Melodie, men vi synge den, som vi kan, efter den: Nys fyldte skiøn Sired etc.
Her er den:
Sang paa Hans Høiheds
Prinds Christian Frederiks Fødselsfest.
Vi synge, og dandse, og glemme al Sorg,
Hver Gang der er Fest paa Kong Christians Borg;
Thi Han og Hans Slægt er’ kun glad’ i der Siæl
Ved det, som kan tiene os andre til Held.
Vi synge, og dandse, og glemme al Sorg
Hver Fødselsdags-Fest her i kongelig Borg;
Thi der er ei Fest uden eene for den,
Som fødtes at være hver Undersaats Ven.
Vi synge, og dandse, og glemme al Sorg!
I Dag er her Fest udi kongelig Borg;
For unge Prinds Christian Fredrik det er;
Han er, og skal blive vor Festglæde værd.
Saa ung, alt saa flink og forstandig og god,
Han skal blive værdig sin skinnende Lod.
I Faders og Moders velsignede Spor,
Ved Dyder og Daad blive elsket og stor.
Alt ømmeste Moders velsignede Fryd,
Og Løn for Sin Faders velgiørende Dyd,
Dem værdig som Mand vi Ham snart skulle see;
Og Rigerne raabe til Himlen: Det skee!
Vi synge, og dandse, og glemme al Sorg!
I Dag er her Fest udi kongelig Borg.
For unge Prinds Christian Fredrik det er,
Han er, og skal blive, vor Festglæde værd.
Men da denne Sang kun er giort for os, og til vort eget Brug, saa passer den maaskee kun lidt til at bringes til Foræring, dyrebareste Prinds! for Deres Høihed. Vi føie derfor hertil en anden lille Sang, indrettet til at synges af Dem for Hendes Kongelige Høihed Prindsessen Deres Moder. Den kan synges som: Navnløs Salighed jeg finder etc. og er følgende:
Moder! naar Dit Øie lærer
Mig at elske Dyd og Dig,
Naar Din Ømhed Vidne bærer
Om hvor høit Du elsker mig;
Faders Blik mig Vished give
At han elsker mig, som Du:
Da jeg ønsker kun, at blive
Lykkelig, som jeg er nu.
Men, naar ædel Faders Dyder
Du opflammer i min Siel;
Og dens hele Kraft opbyder,
Til, som Han, at virke Held:
Alle Evner sig oplive,
Glad jeg alt mig tænker Mand —
Lær mig, Moder! snart at blive
Lykkelig, som Du og Han!
Men dersom De nu, dyrebare Prinds! finder, som vel kan skee, at De selv bedre, uden Riim, alt har sagt Deres høie Forældre det, denne Sang indeholder, saa er ogsaa den til ingen Nytte. Vi have derfor endnu lagt hertil en tredie Sang, hvilken De maae modtage for at forære Hendes Kongelige Høihed Deres Moder den. Den indeholder vist ikke andet, end just det, Hun selv i Dag har Hiertet opfyldt af; men endda vil Hun vist ikke unaadig optage den, men, hvis De flyer Hende den i Aften, naar Hun gaaer ind i Sit Kabinet, vil Hun uden Tvivl lægge den for Sig paa Sit Klaveer, og synge den dertil med Sin velsignede Stemme. Naar De saa vil lytte til, skal De høre, den virkelig vil klinge heel vel; og Deres Hierte, det forsikkrer vor Fader, vil længe beholde Indtrykket deraf.
Sang
for Hendes Kongelige Høihed
Prindsesse Sophia Frederika
paa Hendes Søns Fødselsfest.
Paa Jorden Dydens beste Løn
Vist Gud den Moders Siæl beskiærte,
Som trykker fro en elsket Søn
Til ømme moderlige Hierte.
En større Fryd fik Støvet ei —
O! denne Himmelfryd fik Jeg!
Naar hun indplanter spæde Bryst
Den Dyd, hun snart seer Rod at fæste,
Hun nyder alt hans Manddoms Høst,
Da den bær Frugt til Verdens Beste;
Hvert Glimt af Væxt i Kraft og Dyd
Fordobler hendes Himmelfryd.
O! denne Fryd blev mig til Deel;
O! see mig Gud! den fro modtage,
O! see min takopfyldte Siæl
Velsigne fremfor alle Dage
Den glade Dag, o Gud! da du
Gav mig den Fryd, jeg nyder nu.
Lad, Gud! mig denne Fryd bestaae!
Lad den fremvoxe, som den lover!
At grundet den erkiendes maae
I Tiden hele Riget over!
Min Søn da blive det saa kier,
Som han i Dag sin Moder er!
Dersom De nu, dyrebareste Prinds! ikke endnu skulde giøre Brug af disse Sange, saa bede vi Dem dog ret indstændig modtage dem, og denne vor ringe Skrivelse, med Deres sædvanlige Blidhed og Godhed, som en Forsikkring om vor og vore Forældres Taknemmelighed for Deres høie Forældres Naade og Velgierninger, og Deres egen Godhed for vore Forældre og os; da vi foruden vor Taksigelse, den vore Forældre har lært os, og stedse indprente os, og som vi herved ogsaa bevidne, gierne vilde frembære noget paa Deres Høiheds Fødselsdag, men have intet andet eller bedre at komme med.
Underdanigst
Sophia Frederika Knudsen.
Georg Frederik Christian Knudsen.
Carl Adam Knudsen.