Har Du seet Havet i en klar og stille Nat,
Naar Fladen ligger som et Speil saa glat,
Hvor Himlens halve Kugle, stjerneklar,
Afbilder sig i Fladens dunkle Glar,
Og i det Grændseløse mellem begge
Som Centrum staaer den lette Bølge-Snekke?
Hvad følte Du vel da? — Du smelted’ hen i Lyst;
Thi hvad dit Øie saae, stod ogsaa i dit Bryst.
Hiin Hav- og Himmelkugle, vel i Formen mindre,
Men aandig klar, sig hvælver i vort Indre.
— Imellem to Uend’ligheder sat,
Vort Intets Nat
Og Himmel-Evigheden,
Staaer Mennesket herneden,
Og Centrum er vort Liv, et lille Blomster-Blad,
Der skiller tvende Evigheder ad. —
— Hiint store Rum, hvis Grændse ei er givet!
Hiin Evighed før Livet!
Hvor ene Anelsen, hvor det Guddommelige
Et Billed’ skaber i det dunkle Rige,
Et Billed’, som er kun paa Fladen sat,
Thi under den er Dybets store Nat.
Men høit, høit over os, hvor Tanken salig skjælver,
Den sande store Evighed sig hvælver,
Hvor Mennesket som Aand, i lutret Lyst,
Og med en Verden i sit Bryst,
Sig svinger, som nu Nattens Stjerne Skarer,
Om hine Soles Sol, der Alt opklarer,
Hvorfra hvert Liv, hver Straale først gik ud
Hiint store Faderbillede, vor Gud!