I de hellige Guders Lund
Toner Luren i Nattens Stund;
Flammer lyse mod Skovens Krone,
Medens dybe Sange tone,
Og bag Helligdommens Gange
Staaer den tause bundne Fange.
Alt nu tier; —
Taus Præstinden ham indvier
Til den bittre Offerdød.
Ja, som Freia er hun smuk;
Men hun dæmper sit Hjertes Suk.
Roligt stirrer det mørke Øie;
Fangen skuer mod det Høie,
I hans Indre vildt det flammer —
Men det kolde Staal ham rammer,
Blodet strømmer —
Sjælen alt om Freia drømmer,
Øiet paa Præstinden seer.