Symbolismen
Symbolisme kaldes navnlig den i Frankrig i 1880’erne opstaaede litterære Strømning, der reagerede mod Naturalismen og dens mest udprægede Repræsentant Zola. Symbolister blev en ny Betegnelse for de Dekadenter (s. d.), der livstrætte vendte sig bort fra den realistiske Virkelighedsroman og Parnas-Digternes maleriske eller plastiske Poesi. Symbolisterne søgte fra Realiteterne til de store og dunkle Symboler, fra Dagslyset til Mystikken, Drømmen, Sjælelivets Natside; deres Digtning blev livssky, livsræd, ensom, forundret, vag som Musik. Verlaine, Mallarmé og Maeterlinck er S.’s mest kendte Digtere paa Fransk. Men Bevægelsen bredte sig ogsaa udefter, til Tyskland (Stefan George), til Danmark (Tidsskriftet »Taarnet«) og Norge (Obstfelder). Som alle litterære Strømninger i Nutiden forsvandt den omtr. lige saa hurtig, som den dukkede op, uden at danne varig Skole nogensteds.
