Realismen

        Realisme Som alm. Verdens- og Livsanskuelse er R. den Aandsretning, der holder sig til det faktiske, positive, virkelige, i Erfaringen givne og til Tingenes strenge Aarsagssammenhæng, og som er mindre tilbøjelig til at gaa, ud over den til Anerkendelse af en Værdiernes og Idealernes Verden (sammenlign Idealisme og idealistisk). Medens Idealisten vurderer Tingene efter den Bet., de har i Forhold, til højere Ideer, opfatter Realisten dem efter deres Virkning og Bet. i Aarsagssammenhængen, finder det værdifulde i selve det realt givne og betragter Troen paa en Værdiernes og Idealernes Verden ud over det som en Overlevelsesrest af en mytologisk og metafysisk Aandsretning, som Mennesket efterhaanden vokser bort fra. Saaledes Positivismen, der i den moderne Tid er det mest typiske Udtryk for denne Aandsretning. En lgn. Bet. har R. og Realist i Æstetik og Kunsthistorie, hvor de betegner den Retning, der sætter Kunstens og Poesiens Opgave i en tro og sand Genfremstilling af Naturen og Virkeligheden, som de er med alle de karakteristiske, ogsaa ufuldkomne og hæslige Mærker (smlg. Naturalisme). I Pædagogikken betyder R. en Retning mod Virkelighed, reale Livsværdier og Realtag og mod en Metode, der følger Naturen, i Modsætning til Formalisme og Latinisme. I Filosofien har R. haft forsk. Betydninger og er undergaaet store Forskydninger. I Middelalderens Skolastik betegnede R. den metafysiske Anskuelse, at de almene Begreber var Tingenes egl. bestemmende Væsen (universalia sunt realia) i Modsætning til Nominalismen, der betragtede Tingene og det enkelte som det egl. eksisterende og Begreberne, Ordene som Navne, Former i vor Bevidsthed, ved hvilke vi sammenfattede og ordnede vor Opfattelse (universalia sunt nomina) (se Nominalisme). Middelalderens R. svarer altsaa til, hvad man i den nyere Tid kalder Idealisme, den Verdensanskuelse, der ser Aand, Fornuft, psykisk Væren som det til Grund liggende i alt, og Nominalisme til, hvad vi nu kalder R., den Verdensanskuelse, der holder sig til det positive, virkelige, og som fremtræder i mange Former som Empirisme, Sensualisme, Materialisme, Positivisme. I erkendelsesteoretisk Henseende betegner R. endelig Troen paa en uden for vore Forestillinger eksisterende uafhængig Virkelighed, lige fra den naive R., der mener umiddelbart at opfatte Tingene, som de er, ell. dog, at vore Forestillinger er Kopier af Tingene, til den mere videnskabelige, der opfatter vore Forestillinger som Symboler for Tingene ell. dog antager, at Erkendelsen paa et ell. andet Omraade maa give os et Afbillede af Virkeligheden og dens Sammenhæng. Modsætningen dertil er den erkendelsesteoretiske Idealisme, der hævder, at et Afbillede ell. Gentagelse af Virkeligheden i vor Bevidsthed er umulig, Erkendelse er en indre sjælelig Foregaaen, en Bevidsthedsproces. Hvorledes skulde denne have Lighed med Tingene derude, og hvorledes skulde vi kunne vide det? Undertiden skærpes denne Tankegang til den Yderlighed, at vi i det hele kun har med Forestillinger at gøre og ikke kan vide noget om, om der eksisterer en af vor Bevidsthed uafhængig Virkelighed. — Realist, Tilhænger af R.