Peter Nansen (1861–1918)

Nansen, Peter, 1861–1918, Forfatter, Forlagsdirektør. F. 20. Jan. 1861 i Kbh. (Garn.), d. 31. Juli 1918 i Mariager, begr. i Kbh. (Vestre).

Nansen levede i sin Barndom i Aalborg og paa Herlufsholm, blev Student 1879, privat dimitteret, og gav sig, efter et kortvarigt Studium af Statsvidenskab, Litteraturen og Journalistikken i Vold. Han var Sønnesøn af M. L. Nathanson og kom derfor til at begynde sin Journalistvirksomhed ved »Berlingske Tidende«, men gik 1883 over til »Nationaltidende«. Hans Virksomhed der blev dog kortvarig, idet han allerede n. A. engageredes til det nystiftede »Politiken«, hvor han blev en meget læst Medarbejder gennem elleve Aar, lige til han modtog Jacob Hegels Tilbud om fra Nytaar 1896 at overtage den litterære Ledelse af Gyldendalske Forlag. Da Forlaget 1903 blev sammensluttet med Nordisk Forlag, blev han og Ernst Bojesen sidestillede Direktører; 1916 trak han sig tilbage, ikke af egen Drift, og sin Vrede mod Familien Hegel gav han Luft i et lille Privattryk, der er blevet en stor bibliofil Sjældenhed. I sine første Journalistaar redigerede han i Fællesskab med Skuespiller Poul Nielsen et Teaterblad, 1889–90 redigerede han Maanedsskriftet »Af Dagens Krønike«.

Nansen indledede sit Forfatterskab med Novellerne »Unge Menne- sker« (1883), en Enakter »Kammerater« (1884) og Samlingen »Korte Veje« (1890), som bl. a. indeholder Enakteren »En Bryllupsaften«. Senere fulgte Fortællingen »Et Hjem« (1891) og Brevsamlingen »Fra Rusaaret« (1892), der giver et levende Billede af Datidens brændende Problemer, som de afspejledes i en konservativt opdraget, men hurtigt »befriet« Students Bevidsthed. 1893–95 udgav han de tre Bøger om Kærlighed, der skulde gøre ham til en af Datidens mest læste og mest omstridte Forfattere, »Julies Dagbog«, »Maria« og »Guds Fred«. 1898 kom Problem-Skuespillet »Judiths Ægteskab«. Der fulgte nu en Pause paa sytten Aar, der først blev brudt 1915 med Romanen »Brødrene Menthe«, som Nansen selv betragtede som sit Hovedværk, men som hos Majoriteten af hans Læsere vakte mere Ubehag, endog Forargelse, end Beundring. Fra Tiden efter hans Bortgang fra Forlaget til hans Død udkom »Livets Lyst« (1917), »Æventyr om smaa og store« (s. A.), »Portrætter« (1918) og »Hendes Elskede« (s. A.)

Nansens litterære Produktion, baade hans Bøger og hans Dagbladsartikler, giver kun et ufyldestgørende Indtryk af hans Væsen. Personlig udøvede han en overordentlig Charme, større maaske end nogen som helst anden litterær Personlighed i Samtiden. I Selskabslivet flokkedes baade Kvinder og Mænd om ham, og paa Tomandshaand holdt han En uafbrudt i Aande ved sin Aandrighed, sine Bemærkninger, der pludselig kunde kaste et paafaldende skarpt Lys over et Menneske, en Bog, en Sag, sine Sarkasmer, hvor Pointerne var saa fint tilspidsede, og mest af alt ved sin uforstyrrelige Uimponerthed, der langt snarere var en baade medfødt og opkultiveret bon sens end flegmatisk Følelsesløshed. Han var i sit sande Væsen ikke ligegyldig, han var tværtimod grumme interesseret i Mennesker, og langt mere end for Ideer interesserede han sig for Individer; hvert af dem, han havde kastet sin Sympati eller sin Kærlighed paa, levede sit selvstændige, sit helt uombyttelige Liv i hans Indre, og selv om Rivninger af forskellig Art kunde fjerne ham fra visse af dem en Tid lang, saa søgte han dog altid, naar han mente, det rette Tidspunkt var inde, tilbage til dem, og dem, der var døde, bevarede han i kærlig og pietetsfuld Erindring. Nansen, der var saa fuld af naturlig bon sens, var dog ogsaa en Elsker af Paradokser, og han følte en vis diabolsk Lyst ved at forbløffe og forfærde de unge Forfattere, der søgte ham paa Forlaget, ved amoralske Ytringer, der gik paa tværs af alt, hvad de unge Mænd havde lært var Dyd og gode Sæder — men snart kom det uforlignelige Smil og glattede alting ud, og den unge forstod, at det hasarderede Paradoks kun rummede et lille Gran af Sandhed.

Baade i Nansens Bøger og Avisartikler genfinder man denne Trang til at forarge Borgerskabet. Der var imidlertid for megen Godhed i hans Natur til, at hans Malice nogen Sinde kunde blive veritabel Ondskab. Men hans raison d’étre i de Aar, han var »Politiken«s Causeur, var netop kaadt at vende op og ned paa en Række af Læsernes vante Forestillinger. Disse Artikler var ikke beregnet paa at tages helt alvorligt, deres Opgave var at kaste et grelt Lys over Synspunkter, der var de stik modsatte af de gængse. Denne Journalistik er nu glemt, men har gjort sit til at gøre det københavnske Borgerskab mere fordomsfrit, mindre dømmesygt.

Nansens Fortællinger vakte i sin Tid Furore ved den Frimodighed, hvormed han behandlede erotiske Spørgsmaal. De blev især slugt af Skoledrenge og Skolepiger, men de vil næppe mere være i Stand til at forarge selv de dydsirede; den forløbne Menneskealder har vænnet Publikum til en langt mere krydret Kost. Naar man undtager »Guds Fred«, der vistnok var helt oprigtigt følt, men virker som en alt for sentimental Almanakhistorie, har Nansens smaa Bøger bevaret en egen frivol erotisk Ynde. Sproget er elegant afslebet, Sætningsrytmen behagelig og tilpas melodiøs, Psykologien inden for det strengt begrænsede Omraade vidner om Menneskekundskab og en egen baade Sansernes og Hjertets Kultur. Nansen fik et stort Publikum i Tyskland og Østrig, og i Frankrig udkom en Oversættelse af »Maria« med Tegninger af selve Mesteren Pierre Bonnard.

Som Forlagsdirektør udrettede Nansen et stort og nyttigt Arbejde. Han forstod at vurdere, om end langt fra goutere, de mest forskelligartede Ting, og han havde den for en Direktør uvurderlige Egenskab, at han forstod at give hver enkelt det oplivende og styrkende Indtryk, at hans Ve og Vel just laa ham særligt paa Sinde; det var ikke lutter Opportunisme, thi hans Interesse for Mennesker var ægte og haardnakket.