Thorkild Gravlund (1879–1939)

Gravlund, Thorkild Thastum, f. 1879, Forfatter. F. 16. Aug. 1879 paa Reersø, Kirke Helsinge Sogn.

Paa fædrene Side er Gravlund af sjællandsk, paa mødrene af jysk Afstamning. I Barndomsaarene paa Reersø blev han fortrolig med Almuens Liv, og Modsætningen mellem den adstadige Bondebefolkning, »Oplænderne«, i Øens eneste Landsby og Fiskerbefolkningen ved Kysten udviklede hans Blik for folkelige Forskelle, den Iagttagelseskunst og Lyst til at karakterisere, hvorpaa hele hans Forfatterskab hviler. Hans Forfædre havde tilbage til Tipoldefaderen været Degne og Skoleholdere paa Sjælland, og Gravlund tænkte at blive Slægtstraditionen tro. Atten Aar gammel kom han paa Jonstrup Seminarium, men Besværligheder med Matematikken fik ham til at afbryde Læsningen. Et nyt Forsøg paa Ribe Seminarium lykkedes ikke bedre. Hans personlige Interesser og Driften til egne Iagttagelser og frie Studier brød igennem og fejede Eksamenslæsningen til Side. Paa Faderens Reol havde han fundet Jens Kamps »Danske Folkeminder«, der blev bestemmende for hans folkelige Interesser og hele aandelige Retning. Et Par Vintre i Hovedstaden gik med Bibliotekslæsning og Studier paa Nationalmuseet. Somrene brugte han til at vandre Danmark rundt og studere Folkeliv. Saa smaat begyndte han at faa Bidrag trykt i Bladene, især i »Sorø Amtstidende«; hans første offentliggjorte Artikel (1900) om Køkkenmøddingen ved Havelse stod i »Issefjord Posten«. Samtidigt debuterede han som Digter, hjulpet frem af Vilh. Andersen, med »Øen« (1903), en større Fortælling med Almuetyper og Landskabsbilleder fra hans Hjemstavn. Han giftede sig og byggede eget Hus, Sandhagen, paa Reersø, hvor han siden har boet. Baade personligt og som Forfatter var han blevet bofast. Debutbogen efterfulgtes hurtigt af »I gamle Essinge-By« (1905), med et ypperligt Figurgalleri og en sober, udtryksfuld Stil, og Novellesamlingen »Vejrbilleder« (1908), hvori bl. a. »Sjællands-Hans«. Der indtraadte nu en Pause, som udfyldes af folkloristiske, teoretiske Arbejder. Afgørende blev for Gravlund Mødet med Axel Olrik, der knyttede ham som Indsamler til den 1904 oprettede Dansk Folkemindesamling og opmuntrede hans Forfatterskab, for hvilket han aabnede »Danske Studier«. Her fremkom »Reersø« (1907), »Nogle Grundlinjer i Folkekarakteren« (1908) og de to Prisbesvarelser »Kristrup ved Randers«, Hustruens Hjemstavn, og »Reersø og Oplandet« (1909). Til første Hæfte af Serien »Danmarks Folkeminder« (1908) leverede han »Sjællandske Karakterstudier, et Overblik«. Den vagabonderende Almueelsker og Folkelivsiagttager var blevet bevidst Folkepsykolog og Hjemstavnsforsker. Samtidigt var Synskredsen udvidet med de større Undersøgelser »Sjællændere og Jyder« (1911) og »Fynboer« (1914), der indgik i Rækken af »Danmarks Folkeminder«. Synspunkterne og sine Ideer om folkelig Kultur har Gravlund udtrykt i Bogen »Landsmands Lov« (1916). Lysten til at teoretisere og filosofere, der skulde blive skæbnesvanger for Gravlunds senere Forfatterskab, fordi den kvæler den levende Iagttagelsesevne, viser allerede her sine uheldige Sider: jævne, naturlige Tanker og Følelser strækkes ud over Bæreevnen, og Sproget sættes paa Skruer. Rækken af folkepsykologiske Arbejder bragtes samlet i Hus i Bogen »Dansk Folkekarakter« (1919), det smukkeste og vægtigste Udtryk for Gravlund som sit Folks trofaste og indtrængende Dyrker. Hertil svarer Hovedværket i Gravlunds skønlitterære Forfatterskab, »Sognet« (1921), en Trilogi af de selvstændigt udkomne Fortællinger »Sognet. En Fortælling om Jyder og Sjællændere« (1915), »Vejrgabet« (1917) og »Nilavs« (1918). Gravlund har udvidet Hjemstavnsdigtningens Genre, idet han ikke blot skildrer sin egen Fødeegn, men inddrager de andre Landsdele. Hans folkepsykologiske Studier gaar direkte over i hans Digtning. Han skildrer i »Sognet« sine Folketyper i kraftigt tegnede Figurer stillet sammen i en Handlingsgang, der fremgaar af Modstillingen og Samspillet mellem Karaktererne: den indvandrede Jyde og den sjællandske Gaardmandsdatter, den hjemstavnsbundne Sjællænder og den fremadstræbende Jydepige. Nilavs, den gamle sjællandske Aftægtsmand, Gravlunds ypperste Figur, er ikke blot Samlingsmærket inden for Sognets Grænser, men bliver et Udtryk for det varende i sjællandsk og dansk folkelig Kultur. Gravlunds Styrke er det dramatiske Greb om Situationen og Replikkunsten. Uforligneligt er hans Øre for sjællandsk Almuesprog, det lille karakteristiske Ord, den særlige Vending, der lyslevende og inderligt giver Personerne paa een Gang i deres individuelle og typiske Fremtræden. — Inden for sit afgrænsede Omraade har Gravlund fortsat sit Forfatterskab i dets Vekseldrift af teoretisk og digterisk Skildring. Sine Iagttagelser i Marken af dansk Folkekarakter har han villet uddybe og give historisk Begrundelse gennem en egenartet syntetisk Fortolkning af Almuens mundtlige Overlevering (Folkesagn og »Folkeminder«) og ældre Tiders litterære Vidnesbyrd, især Kong Eriks sjællandske Lov, der for Gravlund er, hvad Vedels Saxooversættelse var for Romantikerne. Det er »Folket af Ælde«, han eftersporer og skildrer ud fra historiske og organiske Samfundsenheder: »Dansk Bygd« (I-III, 1917, 1922 og 1930) med de vigtige Programafhandlinger »Hjemstavnskultur« (i I) og »Danske Bygdegrænser« (i II), »Herredsbogen« (I, 1926, II og III 1930) og »Sysselbogen« (1931). Hertil slutter sig Rækken med Fællestitelen »Af Danskens Historie« (»Skelstene« og »Øsagnet«, 1923, »Kongerejsen«, 1924 og »Danerloven«, 1925). De digteriske Arbejder omfatter Novellesamlinger som »Bysens Folk« (1926) og »Bysens Bedste« (1921), større Romaner, bl. a. »Herredet« (1919), »Alfarveje og Bedesteder« (1922), der behandler Spørgsmaalet om Genforeningen med Sønderjylland, »Voksebro« (1923), et Udtryk for Gravlunds Idé om Rigskulturen som et Samspil mellem Landsbylagene, »Helligdommen« (1925), »Ransmænd om Samsø« (1929) og sidst i Rækken »Danmarks Dreng« (1934). Som et Sidestykke til Sognet er tænkt Fortællingkredsen »Stranden rundt« (»Jættebroen«, 1919, »Eliefolket«, 1920, »Bagstrævernes Bog« og »Kong Tjod«, 1921). Hovedværket fra denne Periode er Trilogien »Vætterne«, hvis enkelte Dele er Bogen af samme Navn (1926), »Guds Mø« og »Jærnbyrd« (1927). Gravlund har her inddraget Folkeminderne i sin Digtning som symbolsk Undergrund for Skildringen af det underbevidste, skæbnebundne Sjæleliv. — I den Idédiskussion, der karakteriserer Perioden i 20’erne, har Gravlund taget virksom Del foruden i sine Bøger med Foredrag og med Artikler i Tidsskrifter og Aviser. Han har kæmpet for Sønderjylland og for en national Vækkelse af den enkeltes Bevidsthed om Samhørigheden med sit Land og sit Folk. Imod den europæisk orienterede, aktuelt indstillede Funktionalisme (Poul Henningsen) har han hævdet et Kulturprogram med de jordegne, traditionsbundne Hjemstavnskulturer som Vokseceller for et nationalt præget Aandsliv.