Alt længe Jorden var saa gnidsk,
Men Maidag kom, — den blev spendabel;
Nu alting leer og jubler frisk,
Dog jeg er ei til Smiil capabel.
Nu Blomster spire, Klokker lyde,
Og Fuglene tale, som i en Fabel;
Men mig kan deres Sprog ei fryde,
Jeg finder Verden miserabel.
Hvert Adamsbarn mig ennuyerer,
Selv Vennen, der ellers var passabel; —
Og det, fordi man Madame titulerer
Min Hjertens kjære, saa sød og aimabel.