1.
Af mine Taarer spirer
En broget Blomsterflor,
Og mine Sukke vorde
Et Nattergale-Chor.
Og holder Du af mig, Elskte!
Saa faaer Du min Blomstervang,
Og under Dit Vindve skal klinge
Huldt Nattergalens Sang.
2.
En Rose, en Lille, en Sol og en Due
Dem elskte jeg engang med Elskovslue.
Dog nu ikke mere; — jeg elsker alene
Den Væne, den Pene, den Rene, — den Ene;
Thi Hun, min Veninde, mit Liv og min Villie,
Paa eengang er Due, Sol, Rose og Lilie.
3.
Min Sjel jeg vil neddukke
I Liliens hvide Sø,
Og Lilien skal klingende sukke
En Sang om min elskte Mø.
Og Sangen skal Hjertet ryste,
Som Kysset af Hendes Mund,
Da Hun mig een Gang kyste
I underfuld Elskovsstund.
4.
Alt længe Jorden var saa gnidsk,
Men Maidag kom, — den blev spendabel;
Nu alting leer og jubler frisk,
Dog jeg er ei til Smiil capabel.
Nu Blomster spire, Klokker lyde,
Og Fuglene tale, som i en Fabel;
Men mig kan deres Sprog ei fryde,
Jeg finder Verden miserabel.
Hvert Adamsbarn mig ennuyerer,
Selv Vennen, der ellers var passabel; —
Og det, fordi man Madame titulerer
Min Hjertens kjære, saa sød og aimabel.
5.
Af min uhyre Smerte
Fødes de spæde Sange,
De hæve Vingen saa bange
Og flagre til Hendes Hjerte.
Til Hjertet Veien de finde,
Med Veemod de komme tilbage
De ville ei nævne med Klage
Alt, hvad de saae derinde.
6.
Og vidste Blomsterne spæde
Af Saaret i min Barm,
De vilde med mig græde,
Og lindre al min Harm.
Og vidste de min Qvide
De gyldne Stjerner smaa,
Fra Himlen vilde de glide,
Og lade Trøst mig faae.
Dog disse kunne ei vide’t, —
Kuns Een veed af min Harm;
Hun selv har sønderslidet
Og sønderknust min Barm.
7.
De sad og drak ved en Theedisk,
Og talte om Kærligheds Lyst,
Hver Herre var meget æsthetisk.
Hver Dame — et følende Bryst.
„Al Kjærlighed være platonisk!”
Den tørre Geheimeraad bad;
Hans Frue smilte ironisk,
Dog sukked hun, alt som hun sad.
Amtsprovsten aabner sin Mund bred:
„Ja, Elskov bør ei være raa,
Thi saa den skader vor Sundhed!”
— Men Frøkenen hvisker: „Hvi saa?”
Grevinden smiler veemodig:
„Ak, Kjærlighed er en Passion!”
Og presenterer godmodig
En Kop til en Hr. Baron.
Ved Bordet var endnu en Stol sat,
Der burde Du siddet, min Tøs!
Der kunde Du deiligt, min Sol! ladt
Om Din Elskov Sladderen løs.
8.
Skjønne, klare, gyldne Stjerne!
Hils min Elskte i det Fjerne.
Siig, at jeg er, uden Ro,
Hjertesyg og bleg og tro.
9.
Philistre i Kistekjoler
Ile ud fra Stadens Muur;
De juble, de springe som Foler,
De hilse den skjønne Natur.
Begloe med plirende Blikke,
Hvor Alt staaer romantisk i Vang;
Med lange Øren inddrikke
De Spurvernes ædle Sang.
Men jeg mit Vindve tilslører
Med Sorgens sorte Flag,
Og Mørket mig Aander tilfører
Selv midt i den lyse Dag.
Den gamle Elskov fremtræder;
Fra Dødens Land den steg;
Den sætter sig hos mig og græder,
Og gjør min Barm saa veeg.
10.
Da Linden blomstrede, Fuglene sang
Og Solen smilte med venlig Lyst,
Da kyssed Du mig, om min Hals Du hang,
Da pressed Du mig til Dit bølgende Bryst.
Men Bladene faldt, og Ravnen skreg fæl,
Og Solen hilste med kjedeligt Blik;
Da sagde vi koldt hinanden: „Levvel!”
Du nikkede høflig det høfligste Nik.
11.
See! Øinenes Violer blaae
Og Kinderne med Roser paa,
Og Hændernes hvide Lilier smaa, —
Alt blomstrer end saa frisk og prud,
Men Hjertets Blomst er gaaet ud.
12.
Jeg har Dig elsket, jeg elsker Dig end!
Og styrtede Verden sammen,
Af dens Ruiner steg igjen
Mod Himlen Elskovsflammen.
Dybt brænde skal min Kjærlighed,
Ind til min Død mon stunde;
Da tager jeg i Graven med
Den store Elskovs-Vunde.