Det var just en St. Hansdag
De Aftensangs Klokker
Høit dirred imod Sky;
Og Folk gik fra Kirke
Saa stille og froe,
Som over dem den hvælvede,
Den lyseblaae Bro.
Der vandred blandt de Glade
En Ungersvend tyst,
Og lod sit Hoved hænge
Heel tungt paa sit Bryst,
Som lytted han til Sorgen,
Der havde taget Bo
Derinde, og lod ham
Hverken Rist eller Ro.
Nys stod han paa Trefoldighed
Hos ham ved høien Mast,
Og blæste kjæk Trompeten,
Nu var han atter hjemme
Paa den saftgrønne Ø,
Og havde sig trolovet
Den væneste Mø.
Med Saug og Høvl han sysled,
Men var endnu kun Svend!
Og det var netop Knuden —
Hvad kunde løse den?
Skjøndt det gav fiint i Skjeppen,
I sin Fritid ung Frands
Hjalp Stadsmusikanten
I Kirken og til Dands.
Hist blæste han til Psalmer,
Og her til en Svingom;
Hans Valdhorn hørtes gjerne,
I hvor det saa kom.
Det fulgte lige villigt
Med sin smeltende Klang,
Naar gamle Qvinder sukked,
Og naar Ungmøer sang.
Han høvled og han blæste, —
Men lige vidt det drev,
Skjøndt Pigen tog ham gjerne
Foruden Pas og Brev.
Men hvad kan sligt vel hjælpe,
Naar Fatter ikke vil?
Et Borgerbrev var Skatten,
Hans hele Hu stod til.
Nu kom han just fra Kirken
Og vilde afsted
Til Herregaarden hisset
Paa Søens grønne Bred.
Der skulde han nu blæse
Den Sommernat saa lang,
Imens hans Hjerte banked
Og Bryllupsgjæster sprang.
Med Valdhorn under Armen
Og Hatten lidt paa Kant,
I børstet Kistekjole
Gik han nok saa galant.
Fra mangt et Vindve titted
To skjelmske Øine ud,
Som tænkte: „Han er nydelig,
Det veed den søde Gud!”
Men nær ved Vesterport
Han sagtnede sit Skridt;
Han skottede til Siden
Og rømmede sig lidt.
Da aabned sig et Vindve
I Huset brat,
Hvor over Døren dingled
En galloneret Hat.
Der vinked ham en Haand,
Der straaled ham et Blik,
Som fra to kjære Stjerner
Saa venligt fremgik;
Der smilede to Læber,
Og fra det unge Bryst,
Som svulmed under Silken,
Klang den sølvklare Røst:
„Men Frands! hvor er det fat?
Hvad tænker du dog paa?
Vil uden et Farvel
Du saadan fra mig gaae?
Nu Fatter spiller Kegler,
Kun Moder sidder her, —
Hun seer det jo saa gjerne,
Vi har hinanden kjær!”
Han traadte hen til Vindvet
Og greb den Haand saa hvid;
Han trykked den til Munden
En langsommelig Tid.
Og da han vel var færdig,
Med Haand paa Hjertet lagt:
„Min Edel! min Fæstemø!”
Var Alt, hvad han fik sagt.
Da smilede Pigen
Alt med sin Mund saa rød:
„Lad være, Frands! at sørge!
I al vor Sorg og Nød
Vorherre nok vil hjælpe!
Har jeg da mere Mod,
End du, som for din Konge
Har vovet Liv og Blod?
Gak trøstig ud og blæs
For Brud og Brudgom hist;
Snart skal vi ogsaa dandse,
Det troer jeg forvist.
Vi Arm i Arm skal vandre, —
Er du saa rigtig glad?
Naar du har mig i Favn,
Og vi aldrig skilles ad!”
„Men hør!” blev Edel ved
Med en Mine snild og fiin.
„Du kommer just paa Veien
Forbi den Borgruin,
Som ligger tæt ved Søen,
Med Krat og Mos begroet,
Der, hvor den rige Frøken
I fordums Tid har boet.
Da kneised stolt i Skoven
Hendes taarnede Gaard;
Paa Marker og i Enge
Der vrimled Qvæg og Faar;
Smukt pranged hver en Hylde
Af Sølvkander fuld;
I Kisterne var Linned,
I Kasserne var Guld.
Aarvaagen som en Drage
Hun ruged paa sin Skat,
Og tælled sine Skillinger
Ved Dag og ved Nat;
Men ikke selv en Hvid hun
Af Medynk slap løs
I Stodderens Pose, naar
Ved hendes Port han frøs.
Fra Øster og fra Vester kom
Saa mangen Ridder prud
At føre hjem den Skjønne
Til sin Borg som Brud;
Men aldrig blev hun fæstet;
Thi ei med nogen Mand
Hun vilde skifte Gods
Eller bytte Jomfrustand.
Men da hun saa var død,
Gud veed, hvorhen hun kom!
Nu maa for Sjælens Frelse
Hun endnu vandre om
Ved Borgens sjunkne Mure
Hver evige Nat,
Indtil med Fattigfolk
Hun har skiftet sin Skat.
Min Moder selv har sagt mig,
At mangt et fattigt Par
Med en kjøn lille Skilling
Hun udstyret har.
Maaskee hun kunde hjælpe —
Hvad mener du, min Dreng?
Til at brede vor Dug
Og rede vor Seng!”
„Ak, dril mig ikke, Edel!
Hvo troer vel nu paa Sligt?
Dog jeg skal ei forsømme
Den ringe Christenpligt
At gjøre Bøn for Sjælen, —
Jeg tænker da ved mig:
Gud give, hun var salig,
Og jeg lidt mere riig.”
Men Edel taug og greb
Med sine Hænder om hans Bart,
Og trykked to, tre Kys
Paa hans Mund i en Fart:
„Der har du Reisepenge,
Lad see, min Hjerteven!
Du bringer mig med Renter
Min Kapital igjen!”
Saa skjød hun ham tilbage
Og smækked Vindvet i;
Og han gik ud af Byen
Hen ad den smalle Sti,
Langs Søen, forbi Muren
Med Krat og Mos begroet,
Der hvor i fordums Dage
Hiin Frøken havde boet.
Paa Herregaarden sad han,
Tungsindig som han var,
Mens Bryllupsgjæster svang sig
Omkring det unge Par.
Med sine Kammerater
Til første Hanegal
Han fyldte op med Toner
Den store Riddersal.
I blanke Sølvpokaler
De Tjenere bar frem
Den spanske Viin, som dufted
Og vinkede dem;
Men Frands ved hver en Draabe,
Som over Tungen gleed,
Paa liden Edel tænkte
Med meer Veemodighed.
Tilsidst da alle Gjæster,
Samt Spillemand og Stræng
Og Brudefolk var trætte
Og gjerne søgte Seng,
Gik og de Musikanter
Langs Søen, gjennem Skov,
Hvor end i deres Reder
De smaa Fugle sov.
Men da de kom til Muren
Med Krat og Mos begroet,
Der hvor i fordums Dage
Hiin Frøken havde boet,
En lille Stund de hviled,
Og hørte tause paa,
Hvor Søens Vover sagte
Mod Bredden monne gaae.
Da hvisked ung Frands:
„Nei, hør dog nu engang!
Lad os den Frøken hilse
Her med en Morgensang.
Hun skal jo bo histinde;
Maaskee hun komme vil,
Og Spillemands Penge
Hun da skjenker os til.”
En høihellig Psalme
De strax da stemmed i;
Ud bredte sig i Skoven
Den søde Harmonie.
Det klang som Engle-Vingeslag,
Som Trøst og som Haab,
Som Forbarmelse og Naade
Efter Smertens bittre Daab.
Men knap var sidste Tone
Hensmeltet og død,
Saa traadte ud en Skikkelse
Af Nattens sorte Skjød.
Det var en Qvinde, høi og rank,
Hun kom med sagte Trin,
I gammeldags Kjortel
Og om Panden hvide Liin.
Dybt neied hun for Alle,
Som de nu stod paa Rad,
Og rakte hver en Rosengreen
Med duftende Blad.
Dybt neied hun mod Jorden
Og som en Taage svandt; —
De Spillemænds Tunger
Forfærdelsen bandt. —
Med Eet gav sig den ældste
Trompeter til at lee:
„Hun tog os kjønt ved Næsen,
Det var jo let at see.
Javist! en deilig Frøken!
En Bondetøs det var,
Som tidligt skulde malke
Og nu holdt os for Nar!”
Han smed sin Green og spytted
Ad Murens brune Steen;
Saa gjorde og de Andre
Og slængte hver sin Green.
Men Frands stod hensjunken,
Og medens Flokken drev
Ad Stien hen langs Søen,
Han end tilbage blev.
Ret som i dybe Tanker
Han bukked sig tilsidst
Og sanked op med Omhu
Hver lille Green og Qvist;
Han drømmende, alene
Gik sagte gjennem Skov,
Han drømmende derhjemme
Sig lagde og sov.
Men Drømmene ham fulgte
I Søvne, som han laae:
I Kirken først for Alteret
Med Edel han sig saae.
Saa sad han i en Stue,
I den venligste Kreds;
Af Drenge og af Piger
Var der vistnok en Snees;
Han var til Reisegilde,
Med Musik og med Dands,
Og Huset var hans eget,
Hvor der var heiset Krands;
Tilsidst han som Raadmand
Paa Byens Raadhuus saae
Sig selv i sorten Kappe
Og med Pibekrave paa.
Da vaagned han og dækked
Sit Øie med sin Arm;
Et Veemodssuk sig stjal
Fra hans bankende Barm;
Dog næppe fik han seet sig
I Stuen ret omkring,
Saa foer han ud af Sengen
Med et Skrig, i et Spring.
Hvor han de Rosengrene
I Mørke havde lagt,
Der laae de, men afklædte
Deres duftende Pragt;
Men under dem, der straaled
Hans Lykkesol saa rød:
Med blanke Rosenobler
Var Gulvet heelt bestrøet.
Med blussende Kinder
Og bankende Bryst
Han takkede Vorherre,
Og sankede sin Høst;
Og da han havde gjemt
Hvert gyldent Rosenblad,
Han tænkte: „Naa, Edel!
Hvor hun vil blive glad!” —
— En Morgenstund det banked
Paa Hattemagrens Bod;
To statelige Borgermænd
I Stuen fremstod.
For Mester Frands de beiled
Til Jomfruen da,
Og Fatter raabte: „Gjerne!”
Men Edel hvisked: „Ja!”
Nu havde Sagen faaet
En Omskiftelse brat:
Den Hattemager selv
Tog af for Frands sin Hat;
Og Frands han bar sit Hoved
Meer freidig og kry;
Men Pigen — hun var blevet
Undseelig og bly.
Da saa med Faer og Moer
Alt var klappet og klart,
Det lysteligste Bryllup
Blev feiret i en Fart;
Og Farten gjennem Livet
Den blev dem let og fro,
Indtil dem Herren kaldte
Til Evighedens Bo.
I Kirken, tæt ved Choret
Imellem Tavler fleer
Et prægtigt Epitaph
Paa Muren end man seer;
Der stande de, afskildrede
Alt efter gammel Skik,
Med foldede Hænder
Og andægtige Blik:
Han i sin Raadmands-Kappe
Og Pibekrave fiin;
Hun sort i Silkekjole
Med klare Hovedliin!
Til Høire og til Venstre
I streng Symmetrie
Staae Sønner og Døttre,
I hver Række ti.