1.
„Troer du, jeg drukne tør min Haand
I slig en barket Næve?
At mod de haarde Pandserbaand
Mit Hjerte turde bæve?
Troer du, jeg fjæle tør min Kind
I Skoven om din Hage?
Og Dands med Dig? — ved hvert et Trin
Vil Plankerne jo knage.
Du kyser mig! din Røst er raa
Som Nattens Storm om Fjeldet.
Tal sødt og blødt og Triller slaa
Som Foraarskildevældet.
Du lokker ingen Mø tilhuus,
Saa barske og saa bistre
Som dine Bryn er lagt i Kruus
Og dine Øine gnistre.
Nei, kom igjen ret fiint og net
Med yndefulde Skikke,
Med Hagen glat og Foden let,
Saa faae vi see! — hvis ikke —”
— Hun gled ad Døren ind saa glat,
Som høit paa Gavl og Tage
Man seer en smidig Musekat
Graaspurvens Yngel jage.
Den unge Viking stod paa Luur
En Stund ved sine Tanker,
Der tog sig for saa lang en Tuur,
Mens fast hans Hjerte banker.
Han tænkte nei! — han tænkte jo!
Saa skifted om han atter,
Saa bandte han, og saa han loe,
Og bandte ved sin Latter.
Af Haand sit Spær, sit Skjold af Arm,
Fra Lænd sit Glavind smeed han,
Hver Skinne blank fra Been og Barm
I Hui og Hast nu sleed han.
Sin Pikelhue, tung og stærk,
Fra Panden rask han slængte;
Den kobbersyete Pandsersærk
Han over Nakken flængte.
En Bartskjærs skarpe Sax og Kniv
Afmeied Hagens Smykke;
En Skrædder maalte Ryg og Liv,
Det Tynde og det Tykke.
Saa blev han toet, saa blev han tørt,
Og veiret ud og luftet;
Han blev i Fløielskoften snørt,
Som sødt af Desmer dufted.
Af Salve lugtede hans Haar
Som Krusemynt og Roser;
Og Silkestrik om Been og Laar
Han bar for Bryniehoser.
Men da han saa var endt og vendt
Og glattet, smurt og pudset,
Og børsted, pillet, snørt og spændt
Og fixet op og studset;
Saa treen han ind, hvor der var Dands
Og Sang og anden Gammen,
Og hvor en broget Jomfrukrands
Sig havde fundet sammen;
Og hvor heel mangen Cavaleeer,
Opkruset, stram og smækker,
Gik om og hver paa sin Maneer
For Pigerne var lækker.
Men ak! han altfor snart begreb,
At her han passed ikke;
Selv Skjødehunden løb og peb
Alt for hans hvasse Blikke.
De unge Møer, hvor han kom,
Fløi bort som bange Duer,
Naar de for Høgen svæve om
Snart høit, snart lavt i Buer.
Ja, naar han ved en heldig Fangst
Af Hjertet loe fornøiet,
Heel mangen Junker fiin af Angst
Fik Taarerne i Øiet.
Og lod han op sin Mund og sang,
Lød det som Raab fra Valen;
Og gav han sig i Dands og sprang,
Saa dandsed hele Salen.
Thi som en rigtig Dandsebjørn
Den stærke Fod han skifted; —
Da loe de unge Pigebørn
Saa tyst, mens de sig vifted.
Det jog i Hjertet ham en Torn;
Vild foer han ud af Salen!
Da skingred høit hans Ludurhorn
Som Morgenhanens Galen.
Frem kom fra Hytte, Huus og Skuur
Hans gamle Kammerater;
De havde ligget jævnt paa Luur,
De begede Krabater.
De tænkte nok, den Qvindelyst
Vel fik en snarlig Ende;
Nu kjendte de igjen hans Røst,
Som de var van at kjende.
„Frisk op! og skyd mig nu i Hast
Min Skudes Barm i Vove!
Frisk op! og reis den ranke Mast,
I skal ei længer sove!
Her er saa lummert og saa tvært!
Mit Bryst sig ikke kerer,
Før, jaget vildt af Stormens Snert,
Havhesten galopperer!”
De skjød fra Strand den Skude bred
Og sang af stærke Lunger;
Fra Toppen flagred Vimplen ned
Med luerøde Tunger.
Saa sprang ombord den hele Trop
Med Brynjer, Sværd og Landse;
De heised Snekkens Klude op, —
Da tog den paa at dandse.
Den dandsed over Havets Bryst,
De hvide Bølger sprøited,
De Kjæmper sang med Liv og Lyst,
Mens Østenvinden fløited.
Han sad i Stavn, med Haand paa Roer,
Han lod det gnye og brage;
Fremad hans Blik, fremad han foer,
Han saae sig ei tilbage.
2.
Udi sin Faders Urtegaard,
I brogede Skjærsommer
Den unge Jomfru ene staaer
Blandt sine Rosensblommer.
Der spinder hun en Tanketraad,
Men Traaden ofte slipper;
Thi Hjertesuk og bitter Graad
Det fine Spind afklipper.
Hun gik paa Havets Bred og saae
Misundelig paa Glenten,
Der paa sin Vinge kunde gaae
Høit over Skov paa Skrænten.
Hun stod og saae med uvant Lyst,
Hvor Bølge tumled Bølge;
Da hvisked hendes Hjertes Røst:
„Jeg vil, jeg maa ham følge!”
„Jeg væmmes ved den flaue Hær,
Som dægger og som klapper;
Hans ene Haand er mere værd
End tusind slige Lapper.
Jeg vamles ved den Beilerflok,
Den pyntede, den frække;
Jeg har nu faaet meer end nok
Af disse glatte Gjække.
Tvi! for en Mand, saa spinkel snørt
Om Livet fast, som Hvepsen!
Tvi! for en Tale, saa fremført
Med Knurren og med Læspen!
Nei, han er herlig som en Gud,
Mandhaftig, ufortrøden!
Velan, jeg vorde vil hans Brud,
Skeer det end først i Døden!”
Hun snoede op sit gule Haar,
Hun førte sig i Kofte;
Drog lodden Brog paa Been og Laar,
Bandt Bøffelrem om Hofte.
Hun lokked sine Møer til
I alt at følge hende;
Da drev de Hænder andet Spil,
Som før var vant at spinde.
De slængte Naal og Sax og Teen,
Samt Bullen, Skjørtet, Særken;
De tumled sig til Natten sen
Og reiste sig med Lærken.
De øved sig i Vaabenleeg
Fra aarle og til silde;
Som tamme Duer op de steeg,
Snart blev de Høge vilde.
Hun var blandt Alle fremmest dog,
Som det en Høvding sømmer:
Paa vilden Hingst afsted hun jog
Foruden Pisk og Tømmer.
Hun svømmed dristigt ud og ind,
Hvor Havet brød og brændte;
Hun hented ind den snelle Hind,
Hvor den i Skoven rendte.
Hun mægted Fugl med Pileskaft
Til Egebul at tøire;
Hun Spydet svang med lige Kraft
Med Venstre og med Høire.
Med Aaretag hun Baaden tvang
Rask gjennem Bølgens Snøften;
Og brynieklædt heel let hun sprang
Tolv Alen over Grøften! —
Det var en aarle Morgenstund,
Frisk Østenvinden kuled;
Alt hendes Snekke laae i Sund,
Men tyst, som ret den muled;
Den længtes efter Dyst og Fart,
Det lod fast, som den sagde:
„Nu kommer vel min Dronning snart!”
Da just ombord hun lagde.
Med sine Møers kjække Flok
I Stavnen op hun træder
Med Kobberhjelm paa gyldne Lok,
Af Staal var hendes Klæder.
Med Skjold paa Arm, med Spyd i Haand
Med Kogger hængt paa Nakke,
Hun havde sat sig for paastand
Med Vikingen at snakke.
De heised op det hvide Seil,
Det blev til Snekkens Vinge;
Høit over Bølgen stærk og steil
Den skjød sin brede Bringe.
Langs Rælingen, paa Tofte sad
Kampstærke Møer bolde;
De sang i Stom et mægtigt Qvad
Og slog paa deres Skjolde.
Hun sad i Stavn, med Haand paa Roer,
Hun lod det gnye og brage;
Frem hendes Blik, fremad hun foer, —
Hun saae sig ei tilbage.
3.
I Vesterled, paa Land, i By,
Saa vidt som Stormen vifter,
Der Frasagn gik og vældigt Ry
Af Vikingens Bedrifter.
Hiin brune Ørn, han foer paa Rov,
Saa Hav og Land erfoer’et;
Men hviden Falk eiheller sov,
Hun fulgte ham i Sporet.
Hun fulgte ham fra Kyst til Kyst,
Hvor Kampens Luer brændte;
Og hvor han havde holdt sin Høst,
Hun i hans Kjølvand rendte.
Som Hund i Skoven jager Bjørn,
Hun stormede til Maalet;
At beile til den stolte Ørn
Var hendes Agt, med Staalet.
Da svandt med Eet hans Ry og Navn,
Og Lykken hende svigted;
Thi mens hun foer fra Havn til Havn,
Hun tabte ham af Sigtet.
Heel mangen Sol i Havet sank,
Heel mangen Maane skifted,
Og over mangen Bølge blank
Ustadig Vinden vifted.
Men rastløs iled hun, og slap
Did ned, hvor Klipper brune
Af Brændingen fik Kys og Klap,
Og Nætterne var lune.
En Morgenstund paa hvide Sand
Hun kastede sit Anker;
Der speiled sig i klare Vand
De lysegrønne Ranker.
Det duftede fra Kysten sødt,
Og gjennem Abildskoven
Det tonede saa yndigt blødt,
Mens muntert risled Voven.
Langt inde paa den fjerne Høi
En prægtig Borg sig reiste;
I Morgensol, med gyldne Fløi
Den over Skoven kneiste.
Her satte Foden hun paa Land
Med sine Møer kjække;
Op stege de ad Klintens Rand
Velvæbnede, i Række.
I Dalen gik med lette Fjed
De under Rankens Buer;
De fyldte deres Hjelme med
Guldæbler og med Druer.
Men hvor de kom, der flygted ræd
Hiint Folk med brune Kinder;
Paa Sti forladte Unger græd
For Nordens stærke Qvinder.
Tilsidst de standsed ved en Hæk,
Af Løv og Grene flettet;
Der rislede en sølvklar Bæk,
Af broget Kisel spættet.
Derinde hørtes der en Klang
Af Bækkener og Strænge,
Derinde hørtes der en Sang, —
De stod og lytted længe.
Da vinked hun, da stode brat
Som Muur de andre Piger;
Men selv hun nær til tætte Krat
Paa lydløs Fod sig sniger.
En Green hun sagtelig bortdrog, —
Men hvad hun fik at skue,
Som Lyn sig gjennem Sjælen jog,
Saa Kinden stod i Lue.
Løvrige Træer stod paa Vang,
Hvor Bækken tog en Vending;
Fra Green til Green som Telt der hang
En purpurrød Presenning.
Paa Bolstre blaae en Qvinde sad,
Blødt bøiet som en Slange,
Med liliehvide Skulderblad
Og sorte Lokker lange.
Henslængt ved hendes Side saae
Hun ham, den længe Søgte!
Halvnøgen der han yppigt laae
Og gantede og spøgte.
Med Hovedet i Qvindens Skjød,
Med halvtillukket Øie
Han plired op til Rosen rød
Paa to sneedækte Høie.
Og hendes Haand, som blødt sig ind
I Haarets Fylde tvinger,
Han drog saa kjælent ned paa Kind
Og beed i hendes Finger.
Smaadrenge stredes om hans Hjelm,
Red Kjephest paa hans Landser;
En lille, hel fortvivlet Skjelm
Sig putted i hans Pandser.
Af unge Piger der en Sværm
Sig svang i lette Dandse;
I Læ af Skovens grønne Skjærm
Da sang og fletted Krandse.
Paa Græsset, fra en sneehvid Dug
Der dufted Frugt og vinked;
I slebne Flaskers runde Bug
Rød Druesaften blinked.
Den unge Skjoldmø stod paa Luur
En Stund ved sine Tanker,
Der tog sig for saa lang en Tuur,
Mens voldsomt Hjertet banker.
For Munden satte hun sit Horn,
Saa Tonerne fik Vinger,
Det klang, som naar i Krat i Korn
For Jægren Hjorten springer.
Saa blæste hun den anden Gang,
Som det er Skik i Norden,
Naar Hildes Børn paa Kampens Vang
Skal stille sig i Orden.
Saa blæste hun den tredie Gang,
Med Næven fast i Side,
Hiin vilde Nordens Kjæmpesang,
Naar Sværdene ret bide.
Den første Tone fik ham vakt,
Saa Øinene blev store,
Og Syner, som ved Drømmens Magt,
Frem for hans Tanker foere.
Da Hornet toned anden Gang,
Han sad alt overende,
Men Blusels Rose frisk udsprang
Og saaes paa Kinden brænde.
Men da den tredie Hornklang kom,
Stod han paa sine Fødder,
Og sanked sine Vaaben, som
Laae spredt ved Træets Rødder.
Sin Hjelm, hvormed de tvende Smaa
Nys havde sig belæsset,
Han snapped med en Finger, saa
De tumlede i Græsset.
Han hovedkulds af Pandsrets Huus
Indsidderen mon hælde,
Som naar en usel, fangen Muus
Man slænger af en Fælde.
Ved Duppen Spydets Skaft han greb,
Saa Rytterpilten trimled;
Sit Glavind svang han, saa det peeb
Og alle Piger svimled.
Og rustet som en Mand, endnu
Et Blik han sendte Qvinden
Saa hvast, at daanende af Gru
Hun falmede om Kinden.
Som Ulven glubsk, han med et Spring
Sig trængte gjennem Hækken;
Paa Spydet støttet, i et Sving
Han satte over Bækken.
Der stod han ene! Men i Ro
Han saae den lange Række
Af blanke Hjelme, To og To,
Ned imod Havet trække.
Dybt følte han den hvasse Torn,
Der fik ham vakt af Dvalen;
Da klang igjen hans Ludurhorn
Liig Morgenhanens Galen.
Frem kom fra Hytte, Huus og Skuur
Hans gamle Kammerater:
De havde ligget jævnt paa Luur,
De begede Krabater.
De tænkte vel: den Qvindelyst
Fik og en snarlig Ende;
Nu kjendte de igjen hans Røst,
Som de var van at kjende.
Og over Dal og Høie hen
De ned mod Stranden lakked;
Han vilde tale lidt med Den,
Som gjennem Hornet snakked.
4.
Paa Bredden stod den stolte Flok
Af Kampens Møer bolde,
Med Kobberhjelm paa gyldne Lok,
Paa Armen blanke Skjolde.
Hun stod ved Kampens Kreds bered
Og støtted sig paa Sværdet;
Men da han som et Lyn foer ned,
Han standsede forfærdet.
— „Mod dig jeg løfter ei mit Skjold!
Een Gang du har mig daaret;
Og tvende Gange, grum og kold,
Mit Sind til Vanvid saaret!”
— „Mod mig du løfte just Dit Skjold,
Hvis ei, Du Nidding være!
Skjæld du mig kun for grum og kold,
Det faaer jeg vel at bære!”
— „Drag hjem igjen, til Teen og Naal!
Det vil du bedre evne,
End mig at byde Stang og Staal, —
Hvad har du vel at hævne?”
— „Jeg vil dig frelse for dig selv,
Din Trolddom vil jeg løse;
Nu skal dit Hjerte som en Elv
Sit slette Blod udøse!
Hos Hel du ei skal sidde, hvor
De Feiges Kjæber klappre;
Du bænkes skal ved Odins Bord
Og drikke med de Tappre.
Skjæld du mig kun for grum og kold,
Det faaer jeg vel at bære;
Men bød nu for dig med Dit Skjold,
Og sælg dit Liv for Ære!”
De sprang i Kredsen begge To,
Saa Steen og Flint mon tindre;
Da fik de Sværde liden Ro,
De Hjerter endnu mindre!
Det regnede med drøie Hug,
Saa Gnister fløi fra Plade;
Og Begges Blik og Lød blev smuk,
Og Begges Hjerter glade.
Det var dem, som i Sværdets Klang
De hørte Nordens Stemme,
Som Stormen, naar paa Hav og Vang
Det bruser vildt derhjemme.
Dem Kampen blev et helligt Baand,
Der fast dem sammenknytted,
Mens Blod for Blod og Aand for Aand
De skiftede og bytted.
Hvert Hviin, som gjennem Luften foer
Fra Sværdets Læber blanke,
Det var dem som de søde Ord,
Der klæder Elskovs Tanke.
Hvert vældigt Hug, der faldt og skrev
De Alvorsruner røde,
For dem liig Kys og Favntag blev
Ved eensomt Stævnemøde.
Paa een Gang Begge mat i Knæ,
Forladt af Foden segned;
Og under Skjoldets sidste Læ
Paa een Gang Begge blegned.
Paa een Gang sank de Begge ned
Og krummed sig paa Sandet,
Mens Banesaarets Kilde bred
Vildt strømmende sig blanded.
Men uden Klagemaal og Vee
Stod deres Venneflokke,
Saa tause, uden Liv at see
Som Bautastenes Blokke.
Der var saa tyst, hver Bølge tav,
Mens Solen sank i Dvale,
Og Stjernehæren steg fra Hav
Op gjennem Himlens Sale. —
Men da nu Dagens Øie slog
Sit Blik igjen paa Jorden,
En sælsom Brudefærd de tog
Sig for at faae i Orden.
Med travle Hænder ud fra Land
En prægtig Bro de bygged;
En Snekke trak de tæt til Strand
Og den til Festen smykked.
Af Liliens Lampe, skjær og hvid,
At Rosens Purpurfakkel
De Krandse droge hid og did
Imellem Toug og Takkel.
De laded den med sorten Beg,
Med Granens Qviste unge;
De dækked Alt med gyldne Neg
Og Drueklaser tunge.
Om Bov og Skrog de pynted op
Med Silketæpper rige;
Paa Mastens ranke, svaie Top
De lod et Banner stige.
De Ringe gav den unge Brud
Om Arme og paa Hænder;
I hviden Lin og Purpurskrud
De hylled hendes Lænder.
De klædte saa den Brudgom rank
I de trofaste Vaaben,
Og over Pandserskjorten blank
De hængte Purpurkaaben.
Da Parret saa var klædt og smykt,
De sattes høit i Stavnen,
Saa med den ene Arm de trygt
Hinanden holdt i Favnen.
De andre Hænder blev dem lagt
Paa Roret, til et Mærke,
At her og hist har lige Magt
Det Milde og det Stærke.
Da Sydens Nat i selsom Hast
Nu hylled Alt i Skyggen,
De lagde Ild til Snekkens Last
Og slog den løs fra Bryggen.
Men Børen, som fra Landet bar,
Storseilets Bug udspændte;
Med Roret ret, paa Veien klar
Frem Brudeskibet rendte.
Den dulgte Gnist fik Liv og Mod
Ved Begets stærke Føde;
Snart Luen op af Lasten stod
Med lange Tunger røde.
Strandfuglen med sit hæse Skrig
Den vaagned og blev bister;
I Sværm den fulgte Skibet, liig
En Esses hvide Gnister.
Hen over Dyb, ustandset frem
Gik hans og hendes Reise.
Ved Luen klar end saae man dem
I Stavn ved Roret kneise.
I Kjølens brat forsvundne Spor
Det Brudeblus sig speiler,
Mens ud mod dunkle Kiming foer
Den røde Dødningseiler;
Til fjernt, liig Stjerneskud, den slukt
Forsvandt i Mulm og Taager.
Hjem kom fra deres Natteflugt
De trætte Strandens Maager.