Nattetanker
Hans
Hans
„Trods hendes kolde Blikke,
Trods hendes bittre Ord,
Jeg hende forlader ikke,
Mens jeg vandrer paa Jord.
Jeg Alt — ja, Alt vil taale!
Jeg bøier mig, skjøndt knust;
Hendes Øies stærke Straale
For evig mig har beruust.
Hun noget for mig skjuler, —
Og var det nok saa reent,
Det under os Veien huler —
Tidligt eller seent.
Ak, hende alt Skjønt og Herligt
Drager kun bort fra mig;
Hendes egen Ynde kjærligt
Maa jo lokke det til sig.
Jeg seer, hun mig foragter,
Det myrder mit Hjertes Ro;
Men ved Himlens evige Magter!
Dog bliver jeg hende tro!
Vil hun mig end forstøde
Med Kulde fra sin Fod,
Saa lader jeg Hjertet bløde,
Til det er uden Blod!” —
— Som man i Mørke vanker
I Kreds den samme Gang,
Gjentog ham de trætte Tanker
Den samme Sørgesang.
Da Dæmringen gjennem Taagen
Fik trængt i Kamret ind,
Den saae ham ved Bordet, vaagen,
Med Haanden under Kind.