Trompeten skingred, og Kartoven
Sin Torden sendte høit mod Sky;
Hver Bonde spændte Hest fra Ploven,
Og flyede ræd fra By til By;
Thi Fiendens Grumhed fælt husered,
Stridshingsten gik i Bondens Sæd,
Og hvor en Rytter blev qvarteret,
Der sukked Manden, Qvinden græd.
Ei heller varede det længe,
Saa kom til os en Corporal,
Sin Hest han tøired i vort Vænge,
Og tog Qvarteer udi vor Sal;
Der sad han stolt og knebelsbartig,
Med fast og dristigt Øiekast,
Og talte Tydsk, og var uartig,
Og skreg paa Mad og Viin i Hast.
Men knap indtraadte jeg til Manden
Med Kruset af den ene Dør,
Saa smutted der ind ad den anden
En Fyr, jeg ikke mærked før;
Ret som et Barn han sprang i Stuen,
Og raabte: „Min Hr. Officier!
Jeg beer Dem, høfligt tag til Huen,
Jeg Sauvegard’ i Huset er!”
Hr. Corporalen blev saa stille;
Jeg veed ei selv, hvoraf det kom,
Men næppe saae han paa den Lille,
Saa blev han ganske dannet om;
Ei længer stolt han løfted Næsen,
Han blev saa tam og blød og øm,
Og alt det frække Junkervæsen
Var nu forsvundet som en Drøm.
Al Commanderen svandt af Talen,
Nu hed det kun: „Aa, vær saa god!”
Heel høflig blev Hr. Corporalen,
Og tabte reent sit tydske Mod.
Han glemte reent den fæle Banden,
Jo mæn, dertil blev han for peen,
Han turde næppe sige Fanden, —
Han blev en ganske anden Een.
Imens hos Egnens andre Stakler
Fælt rasede Soldatens Trods,
Saa gjorde ved sit Ord Mirakler
Den lille Sauvegard’ hos os.
En Ven han skabte af en Fiende,
En Due af en Ørnesjæl,
Mig gjorde han til Herskerinde,
Og Corporalen til — min Træl.
Men Sauvegarden selv var rigtig
En lille nydelig Person,
Af Væsen fiin, af Mine vigtig,
Som En af fornem Extraction;
Berømt som Kriger var han, Rygtet
Hans Daad mig siden har fortalt;
Alverden for hans Vaaben frygted,
Thi han vandt Seier overalt.
Naar Corporalen i vor Have
Mig fulgte, eller til vor Bæk,
Den lille Vagt ham holdt i Ave,
Hvis han sig gjorde alt for kjæk;
Han stedse sværmede omkring os,
Han var saa fuld af Spøg og List,
Og han fortalte tusind Ting os,
Som aldrig før vi havde vidst.
Hvad Bækken mener, naar den risler
Forbi en ung Forglemmigei,
Hvad Luften synger, naar den hvisler
Om Blomstens Øre paa sin Vei;
Hvad Maanens Ansigt vel vil sige
Med sine melancholske Træk, —
Det lærte han os læse, lige
Saa godt som Skrift med Pen og Blæk.
Af Nattergalens Sang i Krattet,
Af Lærkens muntre Morgenchor,
Som aldrig før vi havde fattet,
Vi lærte næsten hvert et Ord;
Han kunde os et Skrift oplade
I hver en Lilies Hjertekrog,
Og lod os læse Rosens Blade,
Som var det i en Psalmebog.
Tilsidst han knytted vor Forening,
Til Kirken førte han os hen;
Vi saae, det var hans Hjertensmening,
At han af Hjertet var vor Ven;
Thi som Forlover stod han sammen
Med Fader der og hørte paa
Vor Eed, vort Ja og Præstens Amen,
Da vi for Herrens Altar laae. —
De mener nok, det var paa Tide,
Jeg skulde sige Dem hans Navn?
Hver Elsker faaer det nok at vide,
Omslynget af den Elsktes Favn;
Og for de andre gode Venner
Vil det nok ogsaa blive klart;
Thi mærker han, De ham ei kjender,
Saa hævner han sig sikkert snart.