Christian Winther (1796–1876)

Til Svar paa det Ord, Du mig sagde til Trøst:

„At Sangen end leved, men sov i mit Bryst”.

Naar Vintren, den Dødning, er jaget paa Port,

Og Alting faaer Farve, hvad hidtil var sort;

Naar Krokus og Sommergjæk blomstre og prange

Langs Rosenborghavens de krummede Gange;

Naar Reseda grønnes paa Torvet om Hesten,

Og Svalen forlængst har sig meldet som Gjæsten,

Der altid er kjær, naar den søger sit Buur

I mit Kjøbenhavn paa en Væg eller Muur;

Naar Mini har aabnet sin Dør og sat Stole

Samt Planter i Vaser for dem, som vil sole

Sig lidt, mens de drikke en tarvelig Taar

Og glædes gemytligt ved, hvad de saa faaer;

Naar Veien til Frederiksberg er paany

Befærdet af Vogne fra Land og fra By,

Og Josty har lavet sit Telt til at tage

Imod sine Kunder i Foraarets Dage;

Naar saa Østergades de vimsende Smukke

Af Vinterkaaberne sees at fremdukke;

Naar Strømmen derude i Øresundet

Ei mere i Kuldens Lænker er bundet;

Naar Baadene dampe og Vognene trille

Til Klampenborgs Bad og til Kirstens Kilde;

Naar Tydskerne komme over salten Hav

Til Lappen, til Slottet ved Hamlets Grav;

Naar Nattergal fløiter hver evige Nat

Erotiske Sange i Ordrups Krat;

Naar Himlen er blaa, og en venlig Vind

Dmvifter fortroligt hver blussende Kind;

Naar Ryssensteens Bade er fulde af nøgne

Krabater, der svømme baade Hellig og Søgne;

Jeg mener, naar Vaaren os Hilsen vil sende

Med Varme og Farve, saa kan det vel hænde,

At Musa forbarmer sig over mig Stakkel

Og tænder mig atter en ledende Fakkel;

Og fra Hippokrene et Bæger mig rækker,

Som varmer og styrker, som qvæger og vækker

Min Sang, som Du siger nu ligger og bluner

Og doven sig strækker i Søvnens Pauluner.

      Og kommer der Noget saa ud af det Hele,

Saa veed jeg, Du gjerne med mig det vil dele.