Der klinger en Klokke paa den rolige Vang,
Mens Solen er ved at gaae ned.
Jeg hører en Stemme, den synger en Sang,
Saa Hjertet røres derved.
Jeg kjender den Klokke, jeg kjender den Ko,
Som den om sin Nakke bær;
Og Pigen, som synger, hun er mig saa tro,
Hun er mig saa inderlig kiær.
Nys fik jeg det sidste Farvel hende sagt
Af de mange, vi sagde saa tidt.
Hendes Sang den har en underlig Magt,
Som kunde den standse mit Skridt.
Jeg vinker Farvel til Kirken hist.
Som staaer med sin Krone rød;
Til dem, der bag Lindenes svale Qvist
Nu sove en Slummer sød.
Der nede paa Veien det lystigt gaaer!
Mellem Støv og Vaabnenes Blink
Majoren rider, Hornblæseren staaer
Og Fanen flagrer saa flink.
Her staaer jeg selv færdig og skal gaae med
Og bruge min Arm, om jeg kan,
Og gjenne dem bort, som gjør os Fortræd,
Og slaae for Konge og Land.
Om Døden for mig sit sorte Svøb
Har redt, det veed ikke jeg;
Men det jeg veed, at for ringe Kjøb
Faaer han mig ei med paa Vei.
Frisk op, min Sjæl! Jeg svinger min Hat,
Skjøndt mit Hjerte banker derved.
Jeg ønsker jer Alle tusind Godnat!
Der klinger Hornet — Afsted!