Hun.
Medens over salte Vande
Du dit stolte Fartøi førte
Langt fra mig, til fjerne Lande,
Overalt din Røst jeg hørte.
Han.
Medens du, med Graad paa Kinden,
I din Stue sad herhjemme,
For mit Øre sused Vinden
Evigt kun din milde Stemme.
Hun.
Engang greb du mig i Drømme
Om min Haand af alle Kræfter;
Mine Fingre var saa ømme
Mange Dage end derefter.
Han.
Samme Nat jeg stod i Stavnen,
Dybt i Storm og Mulm begravet;
Mig en Braadsø tog i Favnen
For at slynge mig i Havet.
Kraftigt greb min stærke Næve
Fat i Skibets store Anker,
Til jeg atter kunde hæve
Mig paa Dækkets sikkre Planker.
Som min Skytsaand har du, Søde!
Fulgt mig over Havets Strømme;
Ankret var din Haand, den bløde,
Som mig frelste huldt i Drømme.