Og det var den Ridder, krum og graa,
Alvorligt sin Datter han vinked;
Saa monne de ned i Haugen gaae,
Mens Aftensolen blinked.
Heel tankefuld den Gamle gik;
Men Frøkenen, kjæk og sikker,
Ham speider og med dristigt Blik
Ind under hans Øine kigger.
— „Og hør mig nu, kjær Dotter min!
Det huer mig vovt og ilde
At see den evige Mandolin
Og høre dig trille og spille.
Det huer ei heller ret mit Sind
At see, hvor den unge Sanger
Hver Stund paa Dagen ud og ind
Til dig udi Buret ganger.
Den Minstrel kom — Gud veed hvorfra —
Nu her han om sig sniger;
Og søger han noget — hvad er det da?
Vor Viin vel og vore Piger.
Nu har du sjunget mig meer end nok,
Nu skal du engang til Dandsen;
Imorgen vi for din Jomfrulok
Vil flette dig Brudekrandsen.
Imorgen kommer den Ridder prud,
Som skal styre dig herefter;
Da bliver jeg fri — og takker Gud —
Det gaaer over mine Kræfter.
Vel ung han er og smuk — men streng!
Og, troe du mig, han har Hægter!
God Nat, mit Barn! jeg gaaer i Seng,
At vaage jeg meer ei mægter!” —
— Den Frøken stod saa taus en Stund,
Dog blegned hun ei som Døden,
Til Graad ei drog sig hendes Mund, —
Nei, hun blussed som Aftenrøden.
I Øiet spillede Trods og Mod,
Den fine Haand hun knytted;
Med faste Skridt den lille Fod
Hen over Græsset hun flytted:
„Og skal jeg være den Ridders Brud
Alt mod mit Hjertes Villie,
Han plukke skal, ved Elskovs Gud!
Hverken Rose eller Lilie!”
Men skjult bag Busk den Minstrel stod
Og hørte paa hendes Tale;
Hans Hjerte hopped med lystigt Mod
Som Kaninen i grønne Dale! —
— Da Solen sov og Natten kom
Med Stjerner, Stilhed og Drømme,
Et sneehvidt Slør hun svøbte om
Sit Guldhaars fængslede Strømme.
Did vandred hun paa krumme Sti,
Hvor et rødligt Lys hun skimted;
I hver en Busk, hun gik forbi,
St. Hans-Orme gløded og glimted.
Paa Skrænt, i Ly af Fjeldet laae
En lille, hemmelig Bolig,
Opbygt af Gran og Mos og Straa,
Saa hyggelig og fortrolig;
Hvor Caprifolien yppigt hang
Og det lave Tag beskytted:
Derinde den Minstrel sad og sang,
Mens ude Smaafuglene lytted.
Der Frøkenen lytted og stille stod
Alt med sit anende Hjerte,
Som luevarmt nu bæved mod
Den ventende Fryd og Smerte.
Ind treen hun dog med livligt Mod,
Ei ængsteligt hun dvæled;
Den skjønne Yngling for hendes Fod
Med straalende Øine knæled.
Da tog hun ham i sin bløde Favn,
Den yndefulde Qvinde!
Og der var ei saa sødt et Navn,
Han fik det jo af hende!
Hun hvisked sagte: „En Ridders Brud
Vel vorder jeg mod min Villie;
Men dig jeg offrer, paa Elskovs Bud,
Min Rose og min Lilie!”
Henrykt han til sit stærke Bryst
Den segnende Jomfru hæved;
Og fulde af Paradisets Lyst,
De unge Hjerter bæved.
Men under den vennehulde Strid
Med Latter og Suk og Taarer,
Pludselig ved et kraftigt Bid
Hans Kind til Blods hun saarer;
Og hvisker ham i Øret blidt:
„Det Tegn — det skal du bære!
Jeg mærker kun, hvad der er mit —-
Mit Hjertes Ridder du være!
Thi falmer engang dit sorte Haar
Og dit Øies Lys udbrænde,
Skal jeg dog paa det lille Saar
Mit Hjertes Ridder gjenkjende!”
Da kyssed hun ham — mod Hjertets Gjem
Til Afsked han hende pressed;
Og Morgendæmringen lyste hjem,
Da hun svæved hen over Græsset! —
— Men der blev lystigt i Borgesal,
Hvor de muntre Gjester vrimled;
Fra Fjeldetop, fra dybe Dal
Vasallerne hidstimled.
Det var den Ridder, krum og graa,
Han smidskede saa i Skjægget:
„Nu kan jeg endelig tænke paa
At faae min Kylling af Ægget!"
Alt klinger klart Trompetens Sang,
De brogede Faner flagre;
Den Brudgom flink fra Sadlen sprang:
„Hvor er nu min Brud, den Fagre?”
Frem ledte man da den unge Brud,
Blegkindet og mat af Øiet;
Men hid han traadte, den Ridder prud,
Og skjelmsk mod hende sig bøied;
„Du mærked med Bid, hvad der var dit?
Siig, husker du ei paa Arret?
O, laan mig dog nu dit Øie blidt,
Og see, om jeg ikke har ’et.”
Da saae hun paa ham, med Tvivl i Sind,
Ret som hun ikke forstod ’et;
Hendes Elskovsmærke han bar paa Kind,
End rødmende frisk af Blodet!
Og pint han hvisked: „Hiin Ridders Brud
Du blev dog, skjøndt mod din Villie;
Han selv har plukket, paa Elskovs Bud,
Din Rose og Din Lilie!”