Gaston den Gode
Greve af Bearn
Greve af Bearn
Bearn har nu sin Fyrste mist,
Han slumrer i Capellet hist
Bag hvide Marmorstene;
Hans Falk er fløiet bort i Skov,
Hans Hund har taget sig Forlov,
Hans Ganger skraber med sin Hov,
Den føler sig alene.
Thi med den ædle Drot gik ud
Den gamle Stammes lige Skud, —
Hvor skal de Manden finde,
Som bærer Kronens gyldne Baand
Samt Sværd og Spiir, at from i Aand
Han være kan den Svage Haand
Og Øie for den Blinde?
Alt samled sig i Tusindtal
Det stærke Folk fra Fjeld og Dal,
De stimled hid til Thinge;
Paa Steen den gamle Biskop stod,
Hvor Mængden trængtes Fod ved Fod,
Mens Sands og Hjerte de oplod
For Trøsten, han vil bringe.
Han løfted høit sin gyldne Stav,
Saa tyst der blev som i en Grav,
Da lød hans stærke Stemme:
„Vor Drot til Paradiset gik,
Han tømte Evighedens Drik,
Og Palmens Green til Scepter fik, —
Ham bør vi ei forglemme.
Men hvo skal sidde paa hans Stol?
Og hvo, som han en Retfærdssol,
Skal over Landet lyse?
En Hersker, som er Ære værd,
Hvis Mildhed gjør ham hjertenskjær,
Der svinge vil med Kraft sit Sværd
Og ei for Faren gyse?
Vi kjende Alle grant og godt
Fru Agnes, Søster til vor Drot,
Den ædle Enkefrue;
Hun bragte hist i fjerne Hjem
Et Tvillingpar til Verden frem, —
Lad os optugte Een af dem
Til Drot, som vi ham hue!”
Og Folket glad hans Ord fornam,
Med Bifaldsraab omringed ham,
Mens lydt paa Skjold de sloge:
En Ridder, Bondemand og Klerk,
Med Adel, Fromhed, Manddom stærk.
Blev valgte til det store Værk,
Og flux af Landet droge.
Fru Agnes sidder paa sin Borg,
Heel tankefuld og bleg af Sorg,
I sorte Enkeklæder;
Hun seer paa sine Gutter smaa,
Der slumrende i Vuggen laae, —
Da hørtes snelle Fjed at gaae,
En Svend i Salen træder: —
„Hil sidde Du, min Frue! — Her
Med Hyrdestav, med Kors og Sværd
Tre Mænd for Porten vente;
Raymond, Antonius, Izarn, —
Udsendt fra Folket i Bearn,
Vil her hos Dig et Fyrstebarn
Som deres Drot sig hente!”
Fru Agnes løfter op sit Slør,
Og seer ved Salens hvalte Dør
De Trende dybt sig neie;
Hun drager Silkepuden glat,
Fra Vuggen bort, mens sorrigmat
Hun peger paa den bedste Skat,
Endnu hun har i Eie.
Den Ene, sort af Haar og bleg,
Med knyttet Haand, sig krum mod Væg
Og mut og trodsig vender;
Men Een, guldlokket, fri og frank,
Som Æblet trind, som Druen blank,
Mens Brystet kraftigt steg og sank,
Laae der — med aabne Hænder.
De tause Tre ved Vuggen staae,
Og tankefuldt de stirre paa
De stærke Løveunger;
Og det blev klart, til Valget vist
Forlangte de ei nogen Frist,
Thi alle Tre udbrød tilsidst
Med jubelglade Tunger:
„Der ligger han med aaben Haand,
Med aabent Hjerte, freidig Aand,
Som skal vor Hersker blive!
Naar han har endt sin Ungdoms Tugt,
Vi ham i Purpur svøbe smukt,
Og Fyrste-Æblets rige Frugt
Udi hans Haand vi give!”
Og alle Tre med hellig Lyst
Berøre sagte Drengens Bryst
Med Sværd, med Kors, med Staven;
Og sværge høit, den Herre bold
At værne kjækt mod Vee og Vold,
I Fredens Ly, bag Kampens Skjold
Ham trofast indtil Graven.
Og han blev stor, blev from og stærk,
Og Herredommets tunge Værk
De trygt hans Haand betroede;
Han førte, som en ærlig Drot,
Sit Sværd og Scepter lige godt;
Derfor i Hytte som i Slot
Hed han Gaston den Gode.