Den Ungersvend, den Jomfru
Alt under Linden stod;
Da mellem dem fremspired
En Blomst for deres Fod!
Det var en Lilie, hvid og skjær,
Det var en Lilie klar; —
De vilde den ei plukke,
Før det en Rose var.
De vilde den ei plukke,
Før det en Rose blev;
De ventede med Længsel
Som paa et Elskovsbrev;
De vanded den med Taarer,
De vugged den med Suk, —
Da skifted den sin Kjortel,
Og blev en Rose smuk.
De greb derefter begge
Alt i den samme Stund,
Da mødtes deres Øine,
Da mødtes deres Mund;
Da mødtes deres Hænder,
Og Rosen brat forsvandt, —
Men dens evige Billed
I deres Barm de fandt.