„I Aften ved Skoven
Der mødes atter vi,
Hvor rislende Voven
Sig snoer langs dunkle Sti;
Naar Nattevinden sukker,
Naar Rosens Kalk sig lukker,
Da skal jeg ved dit Øre, ved din Haand
Fortrylle sødt din Aand.
Meer Ordet, end Blikke,
Har Trolddom i sin Magt,
Og Øret tør drikke,
Hvad Blikket ei faaer sagt;
Og Haandens Øie skuer
Langt meer end Dagens Luer,
Den er i Nattens Favn saa elskovsfuld,
Og — taus — og tro som Guld.
Vær naadig, du Søde!
Forspild ei Elskovs Priis;
Lad Solen, den røde,
Ei see vort Paradis!
Og aldrig bort Du trække
Det mystisk-dunkle Dække,
Der skjuler Himlen, Amor os har skabt,
Thi da — er Alt fortabt!”
Hun svandt gjennem Hækken,
Saa let var hendes Fjed;
Men eensom ved Bækken
Sank Ungersvenden ned.
Vildt blussende han pressed
Sin hede Kind i Græsset,
Og kyssed Sporet, hvor hun nylig stod
Paa fine Jomfrufod.
End aldrig han skued
Sin Elskovs Diamant,
Og Hjertet, som lued,
I Mulm kun Lindring fandt;
Bag Nattens dunkle Kaabe
Han turde ane, haabe;
End aldrig hendes Øies Elskovsglands
Formæled sig med hans.
Naar Maanen ei væved
Sit straalerige Rund,
Og Poplen knap bæved
I sommerdunkle Lund,
Ved kratomgroede Kilde
De mødtes da saa silde;
Ved første svage Lærkeslag igjen
Hun svandt, og ak — hvorhen?
En Drøm var hans Lykke,
Et saligt Sværmerie;
Det yndigste Smykke
Hans Kjærlighed deri.
Den underfulde Stemme
Lod henrykt ham forglemme
Al Bitterhed, som Livets Væld udgjød,
Selv Sorgens Frugt blev sød.
Han maatte sig bøie
For hendes Villies Lyn;
Men Haanden blev Øie,
Og Følelsen blev Syn;
Saa elskovsøm og bange
I Skjønheds Bølgegange,
Den lærde bedre ham, end Øiets Magt,
De ædle Formers Pragt.
Han spørge ei turde: —
Men hendes Flammeblod
Ei komme til Orde
Hans dybe Længsel lod;
Thi hvert Klenod, hver Gave
Af Paradisets Have,
Som Kjærlighed har Kjærlighed betalt,
Det skjenked hun ham — Alt! —
Men midt i sin Himmel
Hans Hjerte følte Qval:
Blandt Ungmøers Vrimmel
I Kongeborgens Sal,
Blandt Pigerne, der dandse
Paa Eng med grønne Krandse,
Blandt dem, som høste flink den unge Viin,
Han speided efter Sin.
Ak, er det vel Hende
Med denne runde Arm?
Hvis Kinder hist brænde?
Som har saa fuld en Barm?
Mon jeg vel Armens Vidie
Har fletted om den Midie?
Mon denne Læbe, frisk og rød og sund,
Vel kysset har min Mund?
Hans Bryst blev et Fængsel;
Og stadigt boede der
En brændende Længsel
Et rasende Begjær,
At under Himlens Bue
Han maatte hende skue,
Og henrykt vise Solens Blik den Skat,
Han fandt i dunkle Nat. —
Sig Mørket nedsænked,
Da mødtes de i Lund,
Og fastere lænked
Ham til sit Hjerte Hun;
Men da i Nattens Stille
Hun atter flygte vilde,
Da fulgde han langs Bækkens krumme Bugt
Den Hemmeliges Flugt.
Langs Haugernes Mure
I Stadens Labyrinth,
Hvor Ængstelser lure,
Han fulgde hende blindt;
I et Palads hun svinder, —
Snart Dagen bleeg oprinder,
Og viser ham, saa mat og feberkold.
Dets store Adelsskjold.
Mens sittrende banker
I Hjertets Dyb hans Blod,
I Slottet han vanker,
Stærk af fortvivlet Mod;
Igjennem gyldne Sale,
Som Morgenstraaler male,
Han iler, og den hulde Skygge naaer,
Og — taus for hende staaer.
Der stod hun, den slanke,
Den herlige Gestalt,
Saa fiin som en Ranke,
Og dog saa fyldigt Alt;
Men Slørets Fold tilhylled
Den Læbe, ham fortrylled,
Og Panden, Øiets Lys, det rige Haar
Bag tætte Taage staaer.
Da — langsomt hun hæved
Fra Panden Slørets Flod, —
Og rædsomt han bæved
Fra Isse ned til Fod!
Med stive Blik han stod der,
Liig Marmorgudens Broder,
Som kunstigt hugget, dødningbleg og smal,
Bar Fløienes Portal.
Et Ord han ei mæler,
Bevæger ei sin Haand,
Skjøndt tvungen han dvæler
Med Rædsel i sin Aand;
Med vild og haanlig Latter
Hun sænker Sløret atter,
Da støder han sin Haand mod fæle Syn, —
Og flygter som et Lyn. —
Bag Fjeldenes Rygge
I dybe Granedal,
Hvor Munkene bygge
Og Kilden rinder sval,
Der saae man taus ham vanke,
Og een var kun hans Tanke; —
Men aldrig han sin Løndom fik udsagt, —
Den blev i Graven lagt.