Sommerdagen er saa varm,
Skoven kjøligt vifter,
Jeg med Cithren i min Arm
Foden langsomt skifter;
Her blandt disse høie Straae,
I de milde Vinde,
Vil jeg Tanken lade gaae
Alt til min Sjæls Veninde.
Ak! da du forlod mig brat,
Mørk og tom blev Tiden;
Gjennem Bjerg og Dal og Krat
Har jeg søgt dig siden.
Ingen Klippe var for steil,
Elskov har mig baaren;
At jeg altid end tog Feil,
Det mindes jeg ved Taaren.
Og jeg søgte dig, mit Savn!
Ved hvert Klosters Døre;
Mangen Fremmed fik dit Navn,
Søde Navn at høre:
Og paa Troubadourens Viis
I de Herresale
Maatte jeg jo til din Priis
Med Dig og Elskov prale.
Og jeg sang et evigt Qvad
Om dit Øies Pile,
Naar i Granedal jeg sad
Ved Kulsviermile.
Men naar Søvnens bløde Haand
Gjorde tyst derinde,
Hvidsked Drømmen til min Aand
„Engang du dog skal finde.”
Hisset, hvor i snevre Dal
Veien sig mon bøie,
Hæver sig en Cathedral
Med sit Spiir det høie.
Røde Tage ligge tyst
Om den mørke Kjæmpe;
Anelsen udi mit Bryst,
Den kan jeg ikke dæmpe.
Rask jeg gaaer i Gaden ind,
Øiet faaer ei Hvile,
Og bag en Boutiks Gardin
Seer jeg hende smile;
Ind jeg styrter: „Søde Brud!”
„Kunde du mig glemme?”
Men hun træder fremmed ud:
„Min Mand er ikke hjemme.”