Den Moder sidder med Sorg i Sind;
Paa Haanden hun støtter sin blege Kind;
Ak, hendes Mand er just nylig død!
Den lille Dreng i sin Moders Skjød
Sit Ansigt skjuler saa dybt og græder, —
Med nøgen Fod han paa Gulvet træder.
Men de har til Gud deres Tanke vendt,
Og Gud, som selv har dem Smerten sendt,
Vil naadigt og lade Trøsten komme;
Han sender sin Engel til de Fromme,
Der trofast bygge paa ham; ja, førend
De ane det, træder den ind ad Døren.